Det er den 4. maj i dag, dagen før Danmarks befrielse. Siden 1945 har vi haft den smukke tradition at sætte levende lys i vinduerne, sådan som vores forældre, bedsteforældre eller oldeforældre spontant gjorde det, da meddelelsen om de tyske besættelsestroppers overgivelse kom over BBC.
OK, jeg har en skjult agenda. Mit ønske, om fortsat at markere 4. maj med levende lys, skyldes ikke kun min fars gribende beretninger om besættelsestiden og glæden ved befrielsen. Det er min bryllupsdag i morgen og lysene skal helst være der, så jeg på vej hjem fra arbejde i dag, bliver mindet om tage blomster med hjem i morgen ;-).
‘Vi’ af de årgange der havde forældre med i besættelsen og måske endda i modstandsbevægelsen, kendr godt eftervirkningerne og knapheden på mange ting op igennem 50’erne og ind i 60’erne.
Det at være fattig i dag, er ikke helt det samme som det var at være fattig i 50’erne.
Med dette i baggrunden, forstår man måske også danskernes modvilje imod EU-forfatninger og Euro. Afgivelse af suverænitet ligger ‘frisk’ i errindringen. Personligt er jeg overbevist om, at det ikke var det min far kæmpede for, og slap levende fra, i de 5 besættelsesår.
Derfor er lys i vinduet 4. maj mere end bare en historisk tradition fra svundne tider; men også en klar menifestation af at være dansker!
Hej Hekto.
Her er jeg tilgengæld ganske enig med dig. Afgivelse af suverænitet har danskerne oplevet i 1660, hvor vi mistede de skånske lande og igen i 1864, hvor vi mistede Holsten og Slesvig. Ikke mindst tabet af Nordslesvig – det vi i dag kalder Sønderjylland – gjorde ondt på folkesjælen.
Det varmede mit “patriotiske” hjerte at læse om Bispebjergskolens årlige blomsternedlægning i Ryvangen. Ikke mindst fordi 17 ud af 18 elever i den ansvarlige klasse var børn/børnebørn af indvandrere eller flygtninge. De udtalelser en af eleverne kom med viste, at i hvert fald han nu havde fået en bedre forståelse for, hvorfor danskerne er et stolt folkefærd – at det Danmark han (og mange danskere) tager for givet, kun eksisterer i kraft af andres indsats med livet på spil.
– PYYYHA! – det var da godt! ;0)
Med fare for at gentage mig selv, så er der forskel på den folkelige vilje, og den politiske vilje til at bevare Danmark.
Det ‘glemmes’ hurtigt i politiske kredse at Danmark jævnligt har måtet forsvares, og forsvaret viger dermed pladsen for mere populistiske interesser, der giver flere stemmer i den aktuelle situation.
Det skal gå galt, før det tages alvorligt. Igen synes jeg at EU-afstemningerne er et glimrende eksempel på, at befolkningen hele tiden er på vagt overfor at afgive/opgive vor suverænitet!
hejsa jeg er en dame fra 1964
jeg er ik fra den tid da danmark
blev befriet men jeg tænker på dem
der faldt og har sat levende lys i vinduet
hver år d. 4 maj til minde om dem
var lige det jeg ville fortælle
kh marianne
Hej Marianne
Ork, jeg er yngre end dig (1968), men min far og mor er fra hhv. ’34 og ’38 og de husker krigen. Det er ikke noget de har snakket meget om, men lidt i ny og næ. Og det gør indtryk at høre om sådan noget, fra ens nærmeste.
Min mor, som er fra Langeland, har blandt andet fortalt om, hvordan de gik ned til stranden om aftenen og derfra kunne se lysskæret fra ildstormene i Hamborg! Hvilket indtryk det ikke må have gjort på et 6-årigt barn!
Min far har fortalt om en amerikansk B-17, der smed bombelasten på markerne i nærheden af hans hjem, for efterfølgende at styrte ned længere væk. En pige fra hans klasse boede helt tæt på bombenedslagene – i resten af den tid min far kendte hende, blev hun helt panisk bare hun hørte et fly.
Så for deres skyld og for alle de andre der led tab og afsavn og selvfølgelig ikke mindst for dem der mistede livet – for dem tænder jeg gerne lys, i mange, mange år fremover.