Nul fejl – og helvede er løs!

Til en eksamen er 0 fejl jo en dejlig oplevelse. Snakker man imidlertid el-installationer, så er en nul-fejl langt mere alvorligt. Det oplevede vi i dag her i huset.

Svigermor og svigerfar skulle komme på besøg, så jeg havde travlt. Der var sat en vask over, opvaskemaskinen var igang og Maj-Britt lå og hørte Sky Radio. Jeg skulle så lige støvsuge – og det skulle jeg nok ikke have gjort :sad:. Støvsugeren startede ikke rigtig op – den løb med alt for få omdrejninger. Jeg undredes og slukkede den – så pillede jeg posen ud og satte en ny i, for at se om det hjalp. Det gjorde det ikke – helvede brød derimod løs! Et eller andet sted lød et knald og HPFI-relæet slog fra – jeg pillede støvsugeren fra og gik ud og slog HPFI-relæet til igen. Der lød et par knald mere og Maj-Britt råbte inde fra stuen. Jeg løb derind og så røgen vælte ud fra videoen! Jeg fik hevet den ud fra hylden og smed den ud i haven – Maj-Britt råbte igen og jeg løb indenfor. Her væltede røgen nu ud fra fjernsynet, så jeg dykkede om bag det og fik trukket netledningen ud. Så hev jeg alle kabler ud af det og trillede det hen mod terrasse-døren, løftede det op og ud i haven. Nu var min puls ret høj :shock:. Jeg løb igennem huset og kunne høre flere ting der brummede sygeligt – jeg rev stik ud af computere, skærme og alt andet på min vej, indtil jeg nåede bryggerset, hvor jeg slog HPFI-relæet fra og slukkede for sikringsgrupper.

Jeg gik tilbage til stuen, mens jeg kiggede efter røgudvikling – der var heldigvis ikke nogen. Så satte jeg mig og snakkede lidt med Maj-Britt – vi skulle lige have nerverne på plads. Puha, tænk hvis Maj-Britt havde været alene da det skete – hun som intet må, udover at ligge ned.

Så ringede jeg til min elektriker og fik ham til at kigge forbi. Han målte alt igennem, men kunne ingen fejl finde – han var 100% sikker på, at fejlen lå i forsyningsdelen. Så vi ringede til NESA og fik lovning på et besøg indenfor 2 timer.

NESA’s elektriker målte atter alt igennem og fandt heller ingen fejl. Jeg insisterede på, at min egen elektriker havde sagt fejlen var i el-masten, så NESA-elektrikeren kravlede op i masten. Her fandt han en løs forbindelse til nul-ledningen.

Rekonstrueret er forløbet således: Mange el-installationer er tændt og den løse nul-ledning sidder og smågnistrer. Så tænder jeg støvsugeren og det vælter læsset – nul-ledningen mister forbindelsen. Hvad betyder det så, for den moderne husholdning? Jo, det betyder såmænd, at alle el-installationer pludselig får 400V, i stedet for 240V! Fjernsynet er nok det første der futter af og det får HPFI’en til at slå fra – inden der kommer nogen røgudvikling. Da jeg efterfølgende slår HPFI-relæet til igen, får alle installationerne atter 400V og futter af i stor stil. Sandsynligvis futtede de alle af i første omgang, men det er nu røgudviklingen kommer.

Skadeslisten omfatter:

  • Fjernsyn
  • Video-maskine
  • DVD-afspiller
  • Maj-Britts computer
  • Maj-Britts 15″ monitor
  • Receiveren til stereoanlægget
  • Min Marantz PM64-forstærker
  • Min Oki OL-810ex laserprinter
  • Vores Herstall halogenlamper
  • Støvsugeren – jeg tør i hvert fald ikke sætte den til igen
  • Gasfyret – som jeg dog håber bare har sprunget en sikring

Så i morgen skal jeg have ringet til forsikringsselskabet. Indtil videre er Maj-Britt altså nødt til at nøjes med boglæsning, selvom vi har dusinvis af indlånte dvd’er og video-bånd fra familie og venner. Varmt vand har vi heller ikke, men der skete kun materielle skader, så vi priser os lykkelige.

3 tanker om "Nul fejl – og helvede er løs!"

  1. :shock::shock::shock::shock::shock:

    Føj for en omgang!
    Det kunne hurtigt have udviklet sig til et alvorligt mareridt!
    Godt der ikke skete ‘andet’ … det var jo også nok!

  2. Ja, jeg er faktisk også ret chokeret over, at sådan noget kan ske. Heldigvis har forsikringsselskabet indtil videre været særdeles venlige og hurtige i deres ekspedition af sagen. Alt det afbrændte konsum-elektronik blev afhentet i morges af Arepa Firenew A/S, som så skal undersøge delene og vurdere om de kan repareres eller ej.

    Mest forarget er jeg dog over Nesa. For 4 måneder siden brændte vores fjernsyn af, under nøjagtig samme betingelser. Dengang fik jeg ikke fat i elektrikeren, men skrev til Nesa med en beskrivelse af forløbet, da jeg mente der kunne være tale om en overspændingsfejl. Det afviste Nesa imidlertid og fraskrev sig ethvert ansvar. Nu ved jeg så, at enhver elektriker burde have genkendt symptomerne som en nul-fejl og dermed synes jeg nok, at Nesa har gamblet med både min ejendom og mit og min hustrus liv :evil:. Det skal de få at høre for!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *