Ny weekend, tak!

Weekenderne er snart mere stressende end hverdagene 😕 . I fredags var jeg til firmafest og selvom klokken kun var 2345 da jeg kom hjem, så mærkedes det alligevel næste morgen – jeg fik endda lov til at sove til kl. 9! Heldigvis var der handlet ind, så vi skulle bare gøre os klar til den børnefødselsdag vi var inviteret til kl. 15. Efter nogen hyggelige timer sammen med et par gamle venner, deres venner og alles børn, var vi hjemme ved 19-tiden – aftensmad i form af rugbrød og aHa! som underholdning. Jeg havde nattevagten og tøserne var ude af takt – jeg fik dog et par timers søvn på sofaen, før Emma vågnede ved 1-tiden. Så ind i seng og to timer efter vågnede Andrea.
Op søndag ved 8-tiden – ungerne skal pakkes og turen går først til Vesterbro, hvor vi skal se på nogle brugte spisebordstole. Derefter i Jalsøe, hvor der er udsalg. Det er lige i nærheden af svigerforældrene og der skal lige afleveres nogle småting – desuden havde tøserne nu siddet længe i deres autostole og trængte til at ligge ned. Efter et par timer hos svigerforældrene går turen hjemad – til snerydning og saltning, vask af bilruderne og lige en halv time på øjet. Aftensmaden laves og serveres i tid til 12. afsnit af Krøniken. Så skal Emma have mad og der skal koges og fyldes sutteflasker. Klokken 22 er jeg næsten klar til at gå i seng – men Andrea sover stadig og hun vil ikke mere spise, hvis man vækker hende før hun selv synes det er tid. Så klokken bliver henad halvtolv, før den lille frøken returnerer fra drømmeland. Nu er jeg tilgengæld så træt, at jeg lige må ligge lidt på sofaen og samle kræfter til at gå ud og børste tænder – efter 30 minutter opgiver jeg og trasker direkte i seng – klokken er næsten 1.
Vækkeuret ringer 546 – cirka samtidig med at tøserne vågner – jeg tager lige en halv time til, men så går den ikke længere – Andrea græder og Maj-Britt har ikke flere hænder – og jeg skulle jo egentlig også op alligevel.

………. jeg kunne godt bruge en ny weekend, lige her og nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *