Fogh og hans undskyldninger

Hr. Statsminister Anders Fogh-Rasmussen mener nu at have opbrugt sin kvote af undskyldninger for ugerninger udført af danskere og den danske regering, før, under og efter besættelsen. Således har han afvist at undskylde overfor de Spaniens-frivillige, der kæmpede i mod Francos fascister og dermed på samme side som kommunisterne.

Hr. Statsministeren kender åbenbart ikke udtrykket “Min fjendes fjende, er min ven”? Langt de færreste Spaniens-frivillige kan dokumteres at have været kommunister, snarere end anti-fascister. Ligeledes gælder iøvrigt for de Finlands-frivillige, der kæmpede mod kommunisterne og dermed på samme side som nazisterne – også her var der nok snarere tale om anti-kommunister, end nazister.

Fælles for begge grupper er, at de blev retsforfulgt efter deres hjemkomst, på trods af de ved deres udrejse ikke begik noget ulovligt – det blev først ulovliggjort, med tilbagevirkende kraft, efterfølgende. Det kan ikke undskyldes, men Hr. Statsministeren kunne godt gøre et forsøg.

Der mangler også en undskyldning overfor ofrene for den selvtægtsbølge, der gik gennem landet i dagene efter befrielsen. Unge piger der (angiveligt) havde haft forbindelse til tyske soldater, forretningsfolk der (angiveligt) havde handlet med tyskerne, osv. Modstandsbevægelsen formåede ikke at dæmme op for folks (forståelige) hævntørst og billederne af kronragede piger, der føres gennem spyttende folkemængder står den dag i dag som en skamstøtte over uciviliseret opførsel. Hvad enten skyldige eller ej – selvtægten var utilgivelig og kræver en undskyldning.

4 thoughts on “Fogh og hans undskyldninger”

  1. Enig, men det er trods alt bedre at markere en smule vilje til at forsvare vore demokratiske værdier end som Nyrup at løbe i halen EU.

    Nyrup medvirkede til at stemple et land, Østrig, på baggrund af en regeringsdannelse der ikke passede Centrum-Venstre-folkene i Europa. Et demokratisk overgreb på en nations indre politiske anliggender udført i nutiden.

    Ligeledes har Fogh valgt at kæmpe Vestens og demokratiets sag i Irak, ikke noget klogt populistisk træk, men modigt.

    Hvordan du end vender og drejer det, vil historien dømme Fogh som en mand af betydeligt større format end de 3 foregående statsministre, Poul Nyrup, Poul Schlüter og Anker Jørgensen.

  2. #1 – Jeg bliver sgu’ lidt forvirret når jeg læser din kommentar, for jeg kan slet ikke se nogen sammenhæng med mit indlæg?

    Adolf Jörg Haider og det østrigske folk var med til at stemple Østrig – som da de modtog Anschluss med åbne arme. Personligt valgte jeg at omgå Østrig, da jeg i 2000 var på mc-tur til Italien. Åh ja, Haider var jo demokratisk valgt – men det var (østrigeren) Hitler også og vi er vel enige om, at nogen burde have sagt fra overfor ham og det tyske folk?

    Ligeledes har Fogh valgt at kæmpe Vestens og demokratiets sag i Irak

    Så der er altså forskel på, hvilke wannabe-lommediktatorer man går i mod? Jeg har intet problem med afsættelsen af Hussein, men jeg synes motivet for invasionen har været yderst tvivlsomt. Nu er vi der og så skal arbejdet fuldføres, ingen tvivl om det. Jeg ser dog ingen grund til at vi skal acceptere fascistiske despoter i Østrig, men ikke i Irak.

    I et historisk perspektiv vil forskerne forhåbentlig erkende, at Fogh, Nyrup, Schlüter og Anker regerede i vidt forskellige epoker. Anker Jørgensen-tiden er nok den mindst glorværdige, mens Schlüter-tiden bragte fornyet optimisme og (desværre) egoisme. Nyrup formåede at vende den økonomiske udvikling, hjulpet på vej af den globale økonomi, men formåede også at fastholde den positive udvikling og Hans Hækkerup stod for et excellent forhold til USA, hvor han nød stor personlig respekt. Udenrigspolitisk har Fogh formået at fremhæve Danmark, men på en sag hvor han ikke havde folkelig opbakning som udgangspunkt – det tror jeg vil koste point, når historikerne skal gøre det op. Schlüter er nok min favorit, ikke mindst på grund af hans karakter og folkelighed.

  3. Anders Fogh kunne jo også sige undskyld til Grønlænderne for igennem dårlige kolonipolitik at have smadret et helt folk. Sige undskyld til de Dansk-vestindiske øer. Sige undskyld for vikingernes barberi, vores besættelse af Skåne, Halland og Blekinge og undskyld til de stavnsbundne bønder.

    Mere passende ville det måske være, at han stoppede udvisningerne af politisk forfulgte til f.eks. Iran. Så slipper en kommende statsminister for at undskylde for disse handlinger om 60 år.

  4. Grølænderne er da et oplagt emne for en undskyldning. De Vestindiske Øer – jo, måske nok. Vi reddede vel lidt skindet på næsen, ved von Scholtens ophævelse af slaveriet? Vikingetiden ser jeg ikke behov for at undskylde – den var helt i tidsånden og vikingerne mødte kun begrænset modstand. Desuden var vikingerne jo ikke kun danske. Stavnsbåndet ligger før demokratiets tid, så her kunne kongehuset måske komme på tale, som overbringer af en undskyldning – det kan i hvert fald ikke pålægges regeringen.

    Helt misforstået har du dog det med Skåne, Halland og Blekinge. De har aldrig været besat af danskerne, men har derimod altid været en del af Danmark. Her kunne svenskerne måske tilbyde en undskyldning for deres besættelse af områderne og Karl 11’s forsvenskning af Skånelandene. Samtidig kunne de passende undskylde for Karl 10. Gustavs besættelse af Danmark i perioden 1657-60, samt for svenskerhærens tyveri af danske kulturskatte.

    Og ja – udvisningerne af politisk (og for så vidt religiøst) forfulgte skal stoppes. Den nuværende udlændingelov er en skamplet på Danmark i det 21. århundrede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *