Et stort øjeblik i en fars liv..

Andrea står på egne ben - © UFOTO|DK - klik for større billedeEmma må endnu en gang se sig indhentet af Andrea. Trods flere måneders forspring i at kunne “stå på egne ben”, enten ved let støtte fra mor eller far, eller lænet op af noget stabilt, så er hun nu indhentet af Andrea. For blot 14 dage siden kunne hun ellers slet ikke fatte hvad ben var til for – man kravlede jo fint ved hjælp af armene.

Men som billedet viser er hun kommet efter det :cool:.

Emma ligger nu heller ikke på den lade side og kæmper nu en ihærdig kamp for at komme op på alle fire. Rækker man to pegefingre til hende, så griber hun fast og vil trækkes op at stå – og når hun er der, så vralter hun lystigt afsted, i et tempo Andrea slet ikke kan matche. Det sker også, at hun i farten glemmer at holde fast i pegefingrene og så går det altså ikke så godt :wink:. Men hun er begyndt selv at søge balance, hvor hun for bare en uge siden var helt stiv i kroppen, når hun stod op. Mon ikke de begge to er gående, i løbet af ganske kort tid og det er da vist ganske ok, i en alder af knap 9 måneder :cool:.


I biffen..

Maj-Britt og jeg skulle i biografen og se Troja… Først skulle vi imidlertid lige omkring jordemoderen på Herlev Sygehus, til en af Maj-Britts rutinekontroller. Det var fredag før pinse sidste år – og jordemoderen brød sig ikke om Maj-Britts plukveer, så hun blev indlagt til aflastning.

Nu (i går) skulle det så være. Ganske vist ikke Troja – den har vi tilgengæld på DVD, så den får vi nok set en dag – men derimod Stjernekrigen. Sidste forestilling i Baltoppen Bio 1-2, kl. 1730, så svigerforældrene blev indkaldt til børnepasning og behørigt instrueret. Maj-Britt og jeg drog ned til den italienske restaurant, Avanti, i Ballerup, hvor vi nød et par pizzaer, et glas vin til hende, en øl til mig og hinandens selskab 😀 . Snart efter sad vi i biografens mørke – lidt trist med det gode vejr udenfor – og fik de sidste huller i vores stjernekrigsviden fyldt ud. Udmærket film, jeg formåede at holde mig vågen, selvom Andrea havde vækket os allerede ved 5-tiden.

Vi var hjemme igen lidt over 8 og havde nok savnet vores dejlige tøser lidt. Det var åbenbart gensidigt – svigermor havde ikke kunne få dem til at sove og kun tøserne havde fået aftensmad 🙄 . Som plaster på såret insisterede jeg på at køre svigerforældrene hjem, selvom svigermor mente de sagtens kunne tage bussen (det tager også kun 45-50 minutter mere end i bil).

Klokken 22 var jeg tilbage – og Andrea sov stadig ikke 😕 . Efter lidt hyggekrammeri med farmand blev hun endnu en gang lagt i seng og denne gang lykkedes det – hun faldt i søvn som en sten. Og sov helt frem til kvart i fem…..

De er nu dejlige alligevel :mrgreen: .

Bikinitid – en læserservice

312 Tri Top Sheer + 446 Bottom Sheer - © Wicked Weasel446 Bottom Sheer - © Wicked WeaselNår man skal til stranden og solbrunes, hvorfor så ikke få mest muligt ud af det? Ok, min holdning er da farvet af mit køn, men jeg har altså svært ved at se det charmerende i bikinier, der ligner faconsyede 4-mandstelte 😉 .

Der sælges faktisk flotte (og måske lidt frække) bikinier – bare ikke så meget her i landet. Men australske Wicked Weasel har specialiseret sig i strandtøj til kvinder. En del af deres modeller er nok for små til at være praktiske, endsige pæne, men deres mere modereate modeller vil pynte på enhver strandløvinde (i hvert fald op til størrelse 38). Så er man til sol og strand, samt ikke bleg for at provokere en anelse, så vil en Wicked Weasel-bikini helt sikkert være et hit på enhver dansk strand.

Nå – måske jeg alligevel når lidt på stranden i år, hvis svigerforældrene vil kigge efter tøserne, mens Maj-Britt og jeg lufter vores knap-så-solbrune kroppe 😯 . Så skal jeg – diskret – kigge rundt på stranden og se om nogen har fulgt min anbefaling :mrgreen: .


16.000 spams (pr. måned)

Lige indenfor min adsl-router, bag min firewall, står min mail-server. Den håndterer mails til den efterhånden lange række af domæner jeg (eller resten af familien) har og den gør et godt stykke arbejde. Først og fremmest er den god til at afvise mails – som oftest mails til ikke-eksisterende brugere. Som nedenstående graf viser, så afviser den +16.000 mails om måneden :shock:.

Mailgraph monthly stats

Det stopper desværre ikke spam, der er direkte adresseret til mig eller andre eksisterende mail-brugere. Det håndterer bmf for mig og det “stopper” skønsmæssigt 2500-3500 regulære spam-mails pr. måned! Stopper i anførselstegn, for disse mails når frem til min inbox, men med subject tilføjet teksten [---SPAM---], hvilket gør det let at sortere væk – det håndterer maildrop.

Tilbage til mig er der så ca. 1000 mails, mest fra mail-lister som f. eks. SSLUG-listerne og så lidt fra familie, venner og bekendte.

Lang weekend

Det ville være lettere, hvis bedsteforældrene allesammen boede lige om hjørnet, men det gør de ikke. Mine forældre bor på Fyn og så må man gøre en begivenhed ud af det, når de skal besøges.

Oprindeligt skulle vi bare over fra lørdag til søndag, men Peugeot’en skulle snart til service og det kunne lige så godt gøres til billige fynske mekaniker-takster :-). Heldigvis kunne det lokale værksted, Løgeskov Auto, tage i mod bilen med kort varsel, så den fik ny olie og 4 nye Michelin-dæk.
© UFOTO|DK - Klik for større billede
Pigerne charmerede atter deres bedsteforældre :cool:. Andrea kravlede rundt og pillede i alt og fik da også væltet en telefon på gulvet, da hun opdagede hun kune nå ledningen fra sin højstol :roll:. Emma tog det lidt mere afslappet, men fik da også rullet lidt rundt i Farmor og Farfars stuer – det med at kravle, det skal nok komme ;-).

Og så fik de gynget! Ikke bare sådan noget små-gyngeri, men i den store gynge til børn i alle aldre. Farfar havde nemlig bygget en cykelstol om til gyngebrædt og der sad man jo godt og sikkert. Det var en stor succes – sjældent er der set større grin i pigernes ansigter.

Det var en lang weekend – vi var først hjemme ved 1730-tiden – men jeg er sikker på, at både pigerne og deres Farmor og Farfar nød hinandens selskab. Og jeg syntes da iøvrigt også det var rart at se mine forældre :-).


Endnu et EF-objektiv til samlingen.

Canon EF28-105mm f/3.5-4.5 USM - © Canon Inc.
QXL faldt jeg over en auktion over et “Canon EF28-105 3,5-4,5 II”. Det er der godt nok ikke noget der hedder, men sælger skrev i et svar til en anden interesseret, at der godt nok også stod USM på det. Således antog jeg, at der var tale om et EF28-105mm f/3.5-4.5 II USM og bød på det. Da objektivet var 25,- kr. fra “Køb nu”-prisen på 1000,- kr., slog jeg til. Det skulle være en ganske god pris, sammenlignet med priser på Ebay.de og Fotokritik.

I dag kom objektivet så med posten og det så helt fint ud. Efter at have vendt og drejet det lidt, bemærkede jeg dog en mangel – teksten “II” :neutral:. Dermed er der tale om forgængeren, EF28-105mm f/3.5-4.5 USM – et objektiv, der kom frem i 1992, i stedet for et fra 2000. Hvor gammelt det aktuelle objektiv er, er svært at sige – sælger skød på ca. 4 år og meget nyere kan det i hvert fald heller ikke være, da det givetvis er gået ud af produktion, da Mk. II’eren kom.

Spørgsmålet er så, om jeg er blevet snydt? Jeg føler mig nok lidt snydt, men omvendt er der jo tale om et USM-objektiv, der virker pænt og velholdt. Det er nærmest lydløst, sammenlignet med mine almindelige (DC-motor) objektiver og der er ikke antydning af snavs eller ridser, omend man dog godt kan se, at det har været brugt. Så alt i alt har jeg nok ikke noget at være ked af, men må blot huske til en anden gang, at man altid skal sørge for at få objektivets præcise identitet fastslået, før man byder på en auktion.


Nu skal der ske noget!

Nu er sommeren åbenbart for alvor på vej og så kan man godt komme til at savne at sidde i morgenkøerne og grov-svede inde i sit lædertøj. Det er der bare ikke noget at gøre ved, for Guzzien er langt fra køreklar.

Selvom jeg har en 32 m2 garage, så kniber det med at komme til, især når større operationer skal foretages. Nu skal der imidlertid ske noget – og det første bliver at flikke et arbejdsbord sammen. Fra den forrige ejers tid ligger der stadig nogen lægter og bjælker, som skal udgøre ben og afstivning. En 40×60 mm lægte bliver skruet op i væggen langs garagens ene side og kommer til at udgøre bordets bagerste støtte. En 100×50 mm bjælke saves over og bliver forreste bordben. Bordpladen bliver Maj-Britts gamle skrivebord – 1800x900x25 mm. Det er en lidt tynd bordplade til et arbejdsbord, så for at stive den af vil jeg modificere lidt på det originale skrivebords-stel. Stellet har siddet asymmetrisk under bordet og det skal rykkes så der lige bliver plads til lægten på bagsiden. De bagerste ben saver jeg af og de forreste korter jeg af til 20-25 cm. Gennem de forreste ben-stumper borer jeg to 10 mm huller og bolter så de længere bjælke-bordben fast til dem. Bordhøjden skal være ca. 90 cm.

Fra et projekt hvor vi boede før, har jeg en stump køkkenbordplade. Den oprindelige plade havde “to forsider”, men blev monteret op ad en væg – så stumpen er 27×200 cm og vil blive en fin hylde, over arbejdsbordet. 4 hyldebærere og 12 styk 6×55 mm skruer er indkøbt til det.

Jeg har allerede anskaffet en 120 mm Record-skruestik (støbejern – min Far var forarget, for en smed ville aldrig acceptere andet end en smedet :roll:) og på et 3-ugerskursus på DTU, engang tilbage i starten af 90’erne, lavede jeg en fin borestander. Begge dele skal fastmonteres på arbejdsbordet, ligesom der skal sættes noget lys op – jeg har allerede et par gamle arkitektlamper, men et lysstofrør over bordet vil nok være et hit.

Det meste af det, der i dag står og fylder uforholdsmæssigt meget op i garagen, vil nu kunne finde plads på, over eller under arbejdsbordet. Måske der skal en vandfast masonitplade på væggen, til ophængning af stjernegaffel-nøgler, svensknøgler, tænger og skruetrækkere.

Når alt det er ordnet….. så skal jeg i gang med motorcyklen :mrgreen:. Første opgave bliver skft af hjullejer på Guzzien, samt justering af ventiler, karburatorer og tændning (med min nye tændingspistol) – mon Hekto er frisk på en hjælpende hånd (jeg har en halv kasse Albani Blålys og halvanden kasse Odense Classic stående :wink:)?

Næste opgave bliver Maj-Britts BMW – den skal sælges og der skal ordnes lidt småting først. Så der bliver travlt ved arbejdsbordet, hvis ellers jeg kan få tid til det – det afhænger jo i høj grad af mine pigers samarbejdsvilje :wink:.

Kedeligt bli’r det ikke!

Det går ikke stille af sig, når den første af tvillingerne er kommet godt i gang med kravleriet :roll:. Det er nu lidt synd for Emma, for hun må indtil videre nøjes med at kigge langt efter sin søster. Og langt skal der kigges, for hun når ud i alle kroge – også der hvor støvsugeren umuligt kan komme ind :mrgreen:.

Soveværelset med de store spejllåger på klædeskabet er et hit! Ligeledes er flisegulvet på badeværelset ret fedt at ligge på – og det lyder skægt at klaske hånden imod. Skålene med kattemad og -vand er bestemt også værd at kigge på (røre ved) og da ikke mindst katten, hvis den skulle være tilstede (og det er den så ikke så længe ad gangen mere :mrgreen:). Ledninger til stereoanlæg, fjernsyn, telefon og computer – alt kan da tygges, hvis viljen er tilstede :roll:. Flaskerne i vinreolen har sådan nogen flotte farver.

Joeh, der er blevet sikret ledninger og flyttet rundt, men Andrea synes hele tiden et skridt foran :cool:. Næste projekt bliver at fastgøre reoler og kommoder, så de ikke kan vælte – for snart skal hun givetvis op at stå.

Emma er oppe på hele 6 tænder – 4 i overmunden og to i undermunden. Hun er stadig vældig skrap til at stå og gå, bare hun ikke selv skal holde balancen. Den sidste uges tid er hun også begyndt at kunne sidde, uden at tilte :mrgreen:.

Andrea kravler og kravler – hun kan kun stoppes ved at sætte hende op, for hun har stadig ikke helt luret af, hvordan man kommer ned at ligge igen :wink:. Hun har netop fået sin 3. tand og nummer 4 er på vej – begge i overmunden. Andrea forstår betydningen af et “nej” – men det er ikke altid hun respekterer det. Hun holder dog straks op med det hun er i gang med – oftest vinflaskerne – når man siger “Nej, Andrea”. Ofte skal hun dog lige afprøve om man virkelig mente det, før hun så kravler videre. Det er da flot af en på 8 måneder :cool:.

Både jeg selv og en fra Maj-Britts mødregruppe har hørt Andrea sige “Emma” – højt og tydeligt. Det er dog ikke umiddelbart reproducérbart, så indtil videre kan hun stadig ikke snakke :wink:. Emma kan også godt sige “Emma”, men det er vist kun mig, der har hørt det – og “Andrea” er nok lidt for svært endnu. Der er dog ingen tvivl om, at de er godt på vej og vi skal nok fortryde det :mrgreen:.