Kedeligt bli’r det ikke!

Det går ikke stille af sig, når den første af tvillingerne er kommet godt i gang med kravleriet :roll:. Det er nu lidt synd for Emma, for hun må indtil videre nøjes med at kigge langt efter sin søster. Og langt skal der kigges, for hun når ud i alle kroge – også der hvor støvsugeren umuligt kan komme ind :mrgreen:.

Soveværelset med de store spejllåger på klædeskabet er et hit! Ligeledes er flisegulvet på badeværelset ret fedt at ligge på – og det lyder skægt at klaske hånden imod. Skålene med kattemad og -vand er bestemt også værd at kigge på (røre ved) og da ikke mindst katten, hvis den skulle være tilstede (og det er den så ikke så længe ad gangen mere :mrgreen:). Ledninger til stereoanlæg, fjernsyn, telefon og computer – alt kan da tygges, hvis viljen er tilstede :roll:. Flaskerne i vinreolen har sådan nogen flotte farver.

Joeh, der er blevet sikret ledninger og flyttet rundt, men Andrea synes hele tiden et skridt foran :cool:. Næste projekt bliver at fastgøre reoler og kommoder, så de ikke kan vælte – for snart skal hun givetvis op at stå.

Emma er oppe på hele 6 tænder – 4 i overmunden og to i undermunden. Hun er stadig vældig skrap til at stå og gå, bare hun ikke selv skal holde balancen. Den sidste uges tid er hun også begyndt at kunne sidde, uden at tilte :mrgreen:.

Andrea kravler og kravler – hun kan kun stoppes ved at sætte hende op, for hun har stadig ikke helt luret af, hvordan man kommer ned at ligge igen :wink:. Hun har netop fået sin 3. tand og nummer 4 er på vej – begge i overmunden. Andrea forstår betydningen af et “nej” – men det er ikke altid hun respekterer det. Hun holder dog straks op med det hun er i gang med – oftest vinflaskerne – når man siger “Nej, Andrea”. Ofte skal hun dog lige afprøve om man virkelig mente det, før hun så kravler videre. Det er da flot af en på 8 måneder :cool:.

Både jeg selv og en fra Maj-Britts mødregruppe har hørt Andrea sige “Emma” – højt og tydeligt. Det er dog ikke umiddelbart reproducérbart, så indtil videre kan hun stadig ikke snakke :wink:. Emma kan også godt sige “Emma”, men det er vist kun mig, der har hørt det – og “Andrea” er nok lidt for svært endnu. Der er dog ingen tvivl om, at de er godt på vej og vi skal nok fortryde det :mrgreen:.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *