Ferieminder

På fredag starter min ferie og hvad er så mere nærliggende, end at tænke tilbage på en tidligere ferie? I disse dage for 5 år siden, gik Maj-Britt og jeg og ordnede de sidste småting før vores første (og hidtil eneste) længere motorcykelferie.

Turen gik til Mandello del Lario i Italien og videre til Cannes i Frankrig. Turen ned gennem Tyskland foregik med Autozug fra Niebüll til Stuttgart. Det regnede meget på turen derned, men fra 2. dagen på Camping Continental holdt solen ved.

Maj-Britt foran Moto Guzzi-fabrikken - klik for større billedeNår en Guzzi-kører tager til Mandello er det en pilgrimsfærd. Guzzi’en skal fotograferes foran porten til fabrikken – og det blev den da også. Det er imidlertid så banalt et billede, så i stedet er her et af Maj-Britt og hendes BMW… foran porten til Moto Guzzi-fabrikken.

Maj-Britts BMW vakte i øvrigt lidt furore på campingpladsen, hvor 95% af gæsterne var motorcyklister og 99% af dem var Guzzi-kørere. Bla. udtrykte nogle nyligt ankomne englændere en vis utilfredshed med BMW’ens tilstedeværelse, men da Maj-Britt meldte sig som ejer og de fandt ud af hun var kommet kørende fra Danmark, fik hun og BMW’en nu alligevel deres fortjente respekt (og en hel del øl i løbet af natten – Maj-Britt, ikke BMW’en).

Fra Mandello gik turen til Cannes, hvor vi tilbragte et par dage på en 5-stjernet campingplads (Continental er vel nærmest 2-stjernet). Herefter gik turen hjemad, op gennem Rhône-dalen med overnatning i Besançon og Hamburg. Turen varede 16 dage og samlet tilbagelagt strækning var 3663 km på Guzzi’en og 3305 km på BMW’en.

Ak ja, hvornår mon man igen kan tage på sådan en tur?


2 thoughts on “Ferieminder”

  1. Æhm, så kan I da godt nok ikke have andet end skyndt jer langsomt? :mrgreen:

    Jeg mener; jeg har lige kørt min hidtil længste tur – den blev på 1130 km – på 36 timer :mrgreen:

    Na, spøg til side – sjovt at læse om andres mcture 😀

  2. Hej Esther

    På turen hjem kørte vi 716 km den første dag, 965 km den anden dag og 328 km den sidste dag. Altså 2009 km, fra torsdag morgen kl. 10, til lørdag 1645. Det inkluderede bakkerne ved Kassel og en tur om Frankfurt omkring fredags-fyraften 👿 .

    Vores oprindelig plan var først at køre til Mandello del Lario og være der et par dage eller 4. Derfra videre til Firenze og Sianna, igen nogen dage. Så til Pisa og op langs kysten til Frankrig. Planen gik i fisk, dels pga. den megen regn på udturen, dels fordi Mandello var et dejligt sted – så vi valgte simpelthen at blive og dase. Det blev derfor kun til en tur rundt om søen, 172 km, og nogen enkelte afstikkere rundt i området.

    Man kan vel sige, at vi kørte for at holde ferie, fremfor at holde ferie for at køre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *