Den totale griner..

I dag iførte jeg mig min hemmelige telemarketings-sælger-identitet, “Sparks” (som oprindeligt var min hemmelige netspilsidentitet på Hjortespringskollegiet) og kastede mig over Salgsblog – Gruppeledernes netopslag. I godt selskab med Lasse Rimmer, Morfar, Grith, /many, Carina og mange, mange flere.

Sjældent har jeg dog moret mig så meget :mrgreen:. Den blog har på 1½ døgn udviklet sig til byens bedste totalteater :worship:. Og de ved det ikke selv :twisted:.

Sælges: EOS850 inklusiv zoom og blitz

EOS850, EF35-80mm f/4-5.6 og Speedlite 300EZ - klik for større billedeJeg skal altså af med mit EOS850, så jeg kan få råd til at reparere mit EOS600 :???:. Det er ikke lykkedes via Den Blå Avis, så nu prøver jeg her :mrgreen:.

Der er tale om et komplet sæt kameraudstyr, bestående af et spejlrefleks-kamerahus med autofokus, en Canon Zoom EF35-80mm f/4-5.6, komplet med 52mm Skylight (1A)-filter og en Canon Speedlite 300EZ-blitz.

Alt er velfungerende og pænt – men man kan selvfølgelig godt se, at det har været brugt. Der er dog intet støv i søgeren eller i objektivet.

Der kan eventuelt indgå en kamerataske i handlen.

Prisen kan vi snakke om, men jeg regner med små 1000,- kroner.


Man skal stå, før man kan gå..

Det har været en rimelig stille weekend. Lørdagen blev brugt på at vaske motorcykel og slå græs. Motorcyklen nåede aldrig at blive vasket sidste efterår, så det var tiltrængt og tog det meste af dagen – og så mangler jeg stadig at pille lydpotterne og mellemrørene af, så de kan blive vasket ordentligt og pudset med en gang Autosol. Batteriet er af igen og har ladet i rigtig, rigtig lang tid – og nu bobler det fra 5 af cellerne, mod 4 til en start – jeg håber den sidste celle også kommer til live, næste gang jeg lader på det. Hjulene skal af af – der skal skiftes lejer – og så får de en ekstra gang vask. Så kan det måske lykkes af komme ind i alle kringelkrogene – og de er altså utroligt flotte, Guzzi-fælgene, når de er helt rene.

Weekendes store øjeblik var dog om søndagen. Andrea og Emma stod ved en af deres ynglingspladser – bag skrivebordet, i hjørnet mellem computer og vindueskarm. Andrea stod og lænede sig op af subwooferen til pc-højttalerne – og lige pludselig opdagede jeg, at hun faktisk ikke lænede sig op af noget. Hun stod bare! :worship:

Det var ikke mange sekunder det varede, så satte hun sig ned igen. Maj-Britt havde ikke nået at se det, så Andrea og jeg gik ud midt på gulvet og prøvede igen – og voila, Andrea balancere nogen sekunder, før hun igen satte sig.

Der skal nok trænes noget mere, før hun tager sine første skridt, men det er lidt af et gennembrud, for Andrea plejer at klamre sig mere til tingene, end Emma – som tilgengæld har flere blå mærker :mrgreen:. Vi følger spændt udviklingen :cool:.

9 timers søvn og stadig træt..

De sidste 3-4 uger har været hårde. Siden Andrea fik sin 7. tand, og i den forbindelse havde 40,5°C i feber, har der ikke være én eneste nat, hvor pigerne har sovet igennem. Emma hoster stadigvæk og vækker dermed sig selv og det kræver så man står op og lige trøster hende lidt, mens hun får styr på hosteriet. Andrea fik mellemørebetændelse (igen) i lørdags og vi måtte ekspresindkalde farmor fra Fyn. Det gik heldigvis rigtig godt – Emma hyggede sig fint i vuggestuen uden sin søster og Andrea hyggede sig fint med farmor, når altså hun ikke lige sov – penicillin er godt for flere ting :mrgreen:.

I går tog farmor så hjem igen og klokken 20 gik Maj-Britt i seng og jeg fulgte efter en lille times tid senere. Andrea vågnede en enkelt gang i løbet af natten, men skulle bare have sin sut og Emma begyndte at græde, men faldt i søvn igen, inden nogen af os nåede ind til hende. Alt i alt en af de mest rolige nætter i forældres minde, men det til trods – så er jeg altså stadig træt :roll:. Ikke udmattet træt, men der går nok nogen år endnu, før jeg oplever mig selv som helt frisk :???:.

Opdatering: Emma er forresten ved at få en tand mere – det opdagede Maj-Britt i morges. Det har vi godtnok også haft mistanke om, for hun har haft 3-4 aftener, hvor hun simpelthen bare ikke har ville sove, før henad 22-tiden.

Fjols!

I går var jeg en tur i min lokale Føtex. Forholdsvis tidligt på dagen, men ikke desto mindre var der ikke en eneste ledig p-plads. Jeg måtte to gange rundt, før jeg fik øje på et par med fuld indkøbsvogn, der stoppede op bag en bil. Fluks drejede jeg ned ad den bane og stoppede op i god afstand – han skulle jo kunne bakke ud og jeg skulle selv foretage et herresving for at komme ind på pladsen, der var i samme side som jeg holdt i.

Jeg iagtog hvordan de kæmpede med fjernbetjeningen til centrallåsen, fik låst op og lagt alle varerne i bagagerummet, hvorefter hun gik over med vognen og han satte sig ind i bilen. Hun kom tilbage og bilen bakkede ud.

Så begynder jeg at køre fremad og trække ud, så jeg kan komme ind på pladsen. Jeg ser der nu holder en sølvgrå Volvo stationcar, der er kommet fra den modsatte side, mens den udbakkende bil dækkede for mit udsyn, men han kan ikke komme ind på pladsen, før den anden bil er forbi ham, så jeg triller stille og roligt ind på den plads jeg nu har ventet 2-3 minutter på.

Da jeg stiger ud af bilen opdager jeg at Volvoen nu holder bag mig og ejeren kommer springende over mod mig og skriger “Hvad fanden tænker du på? Så du ikke jeg holdt og blinkede ind mod pladsen?”. Jeg siger, så roligt som man kan i den situation, at jeg altså havde holdt der før ham, så jeg synes han skal slappe lidt af. Med strøm af eder forhummer han sig tilbage til sin Volvo og kører videre.

Hvad går der galt i folks hoveder? Helt ærligt, det var da bare en parkeringsplads ved Føtex – jeg havde sgu’ da ikke bollet hans kone og to døtre, mens han var ude og bowle! Jeg ville da også blive sur, hvis nogen tog en p-plads jeg troede jeg var først til, men der bliver da andre ledige (han er sikkert gået glip af mindst to pladser, bare for at skælde min ud) og jeg kunne aldrig finde på at kaste mig frådende over de andre frustrerede bilister af den grund.

Get a life, Volvofreak!

Store piger..

Nu har pigerne tilbragt den første uge i vuggestue og det er gået glimrende :cool:.

Forleden var sundhedsplejersken forbi og pigerne blev målt og vejet. Emma er nu 75 cm høj og vejer 9700 gram, mens Andrea er 73 cm høj og vejer 8400 gram. De er ikke mere “lange”, men “høje” :mrgreen:.

Andrea synes det er så frygtelig trist, når nogen går – om man blot lukker døren ud til toilettet, giver det anledning til gråd. Eller som i forrige uge, hvor hun forfulgte katten ud til kattelemmen – da Maj-Britt kom derud sad Andrea grædende og vinkede til kattelemmen – hvor overkært :mrgreen:.

Emma elsker at spille bold og hun er god, er hun. Godt nok griber hun ikke med hænderne, men i 9 ud af 10 tilfælde fanger hun den med benene, inden den når at hoppe væk igen :cool:. Hun er også ved at få en mere regulær hårpragt, omend det stadig er lidt uregerligt – det ser ud til, at hun bliver lyshåret til en start, trods hende mørke hår ved fødslen. Og så er hun stadig en mega charmetrold – når hun kigger rundt om et hjørne, f. eks. sofaen, og griner til en, så smelter selv de hårdeste hjerter.

På mandag skal jeg aflevere dem i vuggestuen – det skal blive interessant :mrgreen:.

EOS600 med klistret lukkergardin

Jeg er den lykkelige ejer af et EOS600 og et EOS650. Imidlertid er der kommet skår i glæden – jeg er blevet ramt af den frygtede “oily shutter curtain disease” :cry:. Faktisk er hele min familie ramt af den – min søsters EOS650 begyndte at give problemer for et par år siden, hvorefter jeg fandt et brugt på QXL, men det har samme problem. Min storebror har haft sit EOS650 stort set fra de kom frem i slut-firserne og sør’me om ikke også det har fejlen – ligesom et par brugte han har købt til erstatning :evil:.

Lukkergardinet med tjæreagtige pletter - klik for større billedeFejlen ligger i lukkerbremsen – en lille skumtingest, der med tiden går i opløsning og afsætter en tjæreagtig substant på lukkergardinets lameller. Det får enten lamellerne til at sætte sig fast, hvorefter spejlet låses og kameraet skriver “bc” i lcd-displayet eller i “bedste” fald blot fejlfunktionere – som f. eks. på billedet her. Da lukkerens alder er altafgørende for om fejlen opstår, så må man forvente at kunne finde fejlen på stort set alle kameraer i EOS600-serien (600, 620, 630 og 650). Temperatur har åbenbart indflydelse, for på mit EOS600 opstod fejlen første gang i bagende hede ved Fyns TT.

Det var takket være Per Hauberg fra Malling Bio, at jeg fik identificeret fejlen. Han beskrev samme fejl i et indlæg på Fotokritik.dk og pludselig gik det op for, at jeg ikke var den eneste med det problem – og så gik jeg på Google :worship:.

Den dårlige nyhed for ejere af kameraer i EOS600-serien er, at I kan allesammen forvente at få fejlen (med mindre jeres lukker af andre årsager allerede er blevet skiftet). Den ene gode nyhed er, at man med forsigtighed kan fjerne substansen med isopropylalkohol – som beskrevet i artiklen her. Den anden gode nyhed er, at det ikke er forfærdeligt dyrt at få lukkerbremsen skiftet – små 700,- kroner plus moms og forsendelse – og Canons danske reparatør skriver følgende:

Vi har gode erfaringer med 600 serien efter skift af lukkerbremse – det holder mange år. Det er den mest kendte sliddel på disse kameraer – udover det kører de upåklageligt.”

Når jeg har fået taget filmen færdig, så vil jeg prøve at rense lukkergardinet på mit EOS600. Går det galt, så kan det altid komme til reparation – det er godtnok dyrere end at købe et andet på QXL eller eBay, men de har sikkert samme fejl og så er man jo lige vidt.

Opdatering: Det er forresten ikke kun EOS600-serien, der er behæftet med lukkerbremse-fejlen. Det drejer sig også om EOS 10/10s, EOS Elan/100 og andre Canon EOS kameraer fremstillet i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne.

Grineflip..

I går var Maj-Britt til det lokale SSP-loppemarked, hvor hun ville prøve at få solgt nogle bøger og noget af det tøj, som pigerne er vokset fra. I mens skulle jeg så passe pigerne og det gik da hæderligt. De var godtnok lidt umulige omkring deres frokost og de måtte tidligt ind og sove.

Men der var også en lille episode, som tog nogen timer at forstå :???:. Nogen tid efter vi var kommet tilbage, efter at have kørt mor og alt hendes habengut til markedet, sad jeg og læste weekendens reklamehøst i gennem. Lige pludselig kunne jeg høre pigerne begynde at kluk-le, et eller andet sted i huset. Det er sædvanligvis et stensikkert tegn på, at de laver ulykker :mrgreen:. Så jeg gik på jagt efter dem og fandt dem siddende i vindfanget ved hoveddøren. Der var nu ikke noget sjovt der – jeg havde husket at stille skoene ud i bryggerset og alt andet var også fjernet. Ikke desto mindre var der altså noget, som var hypergrinagtigt, for de lo og lo, så tårerne trillede ned af kinderne på dem. Da jeg gik igen kravlede de efter mig og snart var episoden glemt.

Midt på eftermiddagen skulle Maj-Britt så hentes igen, så jeg pakkede pigerne i deres jakker, fandt et par sutter og satte dem i deres suttekæder og gik ud for at tage mine sko på.

Så fik jeg forklaringen på, hvad der var så sjovt – i døren til bryggerset er der en kattelem og lige indenfor den lå to af deres sutter :roll:. Børn er altså herlige – jeg har aldrig før hørt dem more sig så godt og så skyldtes det hele bare humoren i at have smidt to sutter igennem en kattelem.