Hvor gammelt er mit Canon fotoudstyr?

Hvis du, ligesom jeg, godt kan lide tanken om en god handel på eBay eller QXL, så har du nok også stået med ønsket om at kunne aldersbestemme købsemnet, før afslutnnig af handlen.

Det er faktisk muligt med det meste af Canons SLR-udstyr – kamerahuse såvel som objektiver og endda ældre kameraer som A-1 og de tilhørende FD-objektiver. Ganske vist bruger Canon, som regel, fortløbende serienumre, men det kan man næsten kun bruge til at sammenligne to identiske stykker udstyr.

Imidlertid bruger Canon også en anden kodemærkning af det meste udstyr. Hvordan koden er stykket sammen er oprindeligt beskrevet af Bob Atkins på Photo.net, i artiklen »Canon Date Codes«, (Opdatering, 21/6 2007: Den komplette artikel ligger nu på Bob Atkins egen hjemmeside) men her er nu en fordansket version.

EOS600 - produktionskode i filmmagasinet - klik for større billedeI kamerahusene finder man koden i filmmagasinet, skrevet med blank sort skrift på sort baggrund – altså ikke just iøjenfaldende. På objektiverne står koden med hvid skrift på objektivets bagende. I begge tilfælde skal man påregne at have noget godt lys til rådighed, for at se skriften.

Koden vil ligne noget i stil med “U1140F”. Første bogstav angiver fabrikationsår, hvor A = 1960, B = 1961, …, U = 1980, …, Z = 1985. De efterfølgende 2 tal angiver produktionsmåned og de to sidste tal er en intern kode, uden relevans for aldersbestemmelsen. I eksemplet “U1140F”er der altså tale om udstyr produceret i november 1980. Nogen gang undlades det foranstående nul i månedsangivelsen, så “Y362” svarer til marts 1984. Det sidste bogstav angiver fabrikkens navn – “F” står for Fukushima, som var Canons hovedfabrik fra starten af 70’erne og frem til 1991.

I 1986 starter årstalskoden forfra med “A”, men nu placeres fabriksnavns-koden forrest. Et SLR-kamera fra 1994, produceret på Canons fabrik i Oita, vil derfor have en kode, der starter med “OI”.

EF50mm/f:1.8 - produktionskode bag på objektivet - klik for større billede
Som nævnt er de fleste Canon-objektiver også mærket efter dette system. Canons SLR-objektiver fabrikeres i Utsonomiya, så koden vil typisk starte med “U”. Før 1986 fremgik produktionsstedet dog ikke af koden. Billedet viser mit EF50mm/f:1.8 og koden ses øverst, over linselementet.

Fra min egen samling har jeg konstateret, at for eksempel EF28-105mm/f:3.5-4.5 USM ikke er mærket med denne kode. Tilgengæld fandt jeg koderne på alt andet udstyr og det spænder fra juni 1973 (FD135mm f/2.5 S. C.) til juni 1996 (EOS-1N). Min søsters to EOS650-huse er produceret i hhv. marts 1987 og februar 1988, men serienumrene er adskilt af 805294 numre – jeg havde hidtil troet, at der var langt mere end blot 11 måneder i mellem dem.

I hverdagen er denne information nok ikke specielt anvendelig, men skal du købe et brugt kamera eller objektiv, så få sælger til at oplyse koden – så kan du i hvert fald undgå situationer som den jeg kom i, da jeg troede jeg havde købt et EF28-105mm/f:3.5-4.5 II USM, mens der faktisk var tale om en langt ældre Mk. I-model (der dog fungerer upåklageligt).

5 tanker om “Hvor gammelt er mit Canon fotoudstyr?”

  1. Tak for tippet. Jeg fandt det via et link på fotokritik. Det var meget nyttigt. Nu ved jeg hvor gamle mine EOS 5 kamerahuse er. Great. Til gengæld kan jeg konstatere at hverken 28-90mm 1:4,0-5,6 USM, 75-300mm 1:4,0-5,6 III eller 50mm 1:1,4 USM har den kode. De har blot en længere talkode.
    Mvh Ronald

  2. Den længere talkode er vel serienummeret, som oftest står på undersiden af objektivet, op mod fatningen? Jeg blev også selv lidt overrasket over, at netop mit EF28-105mm/f:3.5-4.5 USM var det eneste uden den kode – både mit EF50mm/f:1.8 (Mk. I) og mit EF70-210mm/f:4 havde derimod koden. Ligeledes havde samtlige mine FD-objektiver den.

    Men jeg er da glad for, at du kunne bruge informationen :mrgreen:

  3. Så har jeg lige tilføjet et par billeder, der viser kodens placering i kamerahuset og bag på objektivet.

  4. “F” for Fukushima, “B” for 1987, “12” for december – altså er dit kamera fra december 1987 og produceret på Fukushima-fabrikken. Det passer meget godt på et EOS650 – jeg ved faktisk ikke, hvorlænge de blev produceret, men det nyeste jeg har set er fra februar 1988. Mon ikke produktionen stopper i slutningen af 1988 – efter ca 1½ år.

    Forresten har du måske overset de her linjer:

    I 1986 starter årstalskoden forfra med “A”, men nu placeres fabriksnavns-koden forrest. Et SLR-kamera fra 1994, produceret på Canons fabrik i Oita, vil derfor have en kode, der starter med “OI”.

    – hvor jeg lige har fremhævet detaljen med fabriksnavns-koden, der er flyttet forrest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *