Gangen i retningen
Gangen i retningen – hvad fa’en er det nu det betyder?
Forleden faldt jeg over en notesbog, med de mest kryptiske fortegnelser – f. eks. »Højre haler, venstre vokser« og »Gangen i retningen«. Da jeg ikke har tænkt mig at gemme notesbogen længere, så må informationerne digitaliseres her.
Noterne stammer fra min værnepligtstid ved Nørrejyske Artilleriregiment, 3. Artilleriafdeling, 2. batteri (NJAR/3AA/2BT), på Skive kaserne. Her oplevede jeg den kolde krigs sidste krampetrækninger, mens statsministeren hed Schlüter, USA’s præsident hed Ronald Reagan og den sovjetiske generalsekretær hed Michail Gorbatjov (præsident blev han først i 1990).
Jeg gjorde tjeneste ved et trukket 155mm haubitz-batteri, bestående af 6 styk M114 haubitzer. Notesbogen opremser f. eks. M114′s tolv hoveddele:
- Hjul med bremser
- Kompensatorer
- Lavetblok
- Rør med baglademekanisme
- Lavetben
- Højderetningsanordning
- Sideretningsanordning
- Vugge med rekyldæmper og frembringermekanisme
- Vuggebærere
- Tilbehør
- Skuddonkraft
- Skjoldene
- så skulle den være på plads. Jeg kan især godt lide del 10 – “Tilbehør” – upræcist på den militære måde 
.
Jeg var “retter”, eller K1 i officiel militær sprogbrug, dvs. jeg havde til opgave at rette kanonen ind, så vi ramte det rigtige sted – op til 15 kilometer væk! Mine vigtigste værktøjer var ovennævnte del 6 og 7, samt ikke mindst Panoramakikkert M12A7C. Panoramakikkerten er ganske enkelt sigtemidlet på M114, men da målet aldrig var i synsvidde skulle der rettes ind efter et sæt “skuddata”, dvs. en højderetning og en sideretning. Ergo skulle man kende en grundstilling for kanonen, som man altid kunne returnere til, efter endt skydning.
Udregning af grundstillingen var en ren videnskab, for hvis den danske hær rådede over GPS-udstyr, dengang i 1987-88, så fandtes det i hvert fald ikke i artilleriet! Til rådighed var almindeligt landmålerudstyr og landmålerstave (I ved, de dersens stave med 10 cm inddelinger i rød og hvid), samt militære kort med kendte pejlepunkters koordinater. Resten er ren gymnasiematematik, men en pest uden computere!
Batteriets målere deltog i grundstillingen, sammen med K1. Derefter skulle jeg bruge mindst ét “fæste”, dvs. et pejlepunkt, som panoramakikkerten blev nulstillet ud fra og dermed muliggjorde tilbagevending til grundstillingen. Om fæste har jeg noteret:
Tydeligt, genkendeligt. Markant lodret linie. Indenfor sideretningen!
Dengang var linje med to i’er! Ét fæste var imidlertid ikke nok og det skulle f. eks. også kunne ses om natten, så en fabriksskorsten kunne være et, men der skulle flere til. Typisk udsatte vi to “retningsstave”, i form af før omtalte målerstave, monteret med lygter – vistnok grøn på den nærmeste og rød på den fjerneste. Retningsstavene udsattes typisk i 45° vinkel fra grundstillingen, på kanonens venstre side. Jo tættere på 0°, jo bedre, men i praksis skulle vi jo kunne svinge kanonen til siderne, uden at fæsterne blev dækket af kanonen.
Hvorfor 45° hhv. 0°? Fordi en 155mm haubitz, der skyder med ladning 7 – den kraftigste vi måtte bruge i fredstid – skal bruge et par skud, før den “sætter sig”, dvs. ikke rykker tilbage pga. rekylet. Ved én bestemt skydning, hvor vi stod i noget sand, rykkede kanonen mere end 2 meter baglæns, i løbet af 3 skud med ladning “grøn”, som var den svageste ladning vi måtte bruge i fredstid (ladning grøn var nemlig så svag, at granaten ikke med sikkerhed ville komme ud af røret!). Hvis nu fæstet havde stået 90° i forhold til grundstillingen, så ville der nu opstå en stor vinkelfejl, afhængig af fæstet afstand fra kanonen. Et uendeligt fjernt fæste ville ikke give en vinkelfejl, men de findes kun i fysikøvelser (og artilleriet – mere om det senere). 0° ud til retningsstavene ville ikke give en vinkelfejl, da kanonen jo ville rykke direkte væk fra dem, men 0° har jeg allerede udelukket. Tilbage er så de 45°.
Det er faktisk ret smart – jeg undrer mig dog over, at jeg kan huske det 19 år senere! Situationen er fra start, at man har to stave stående i 45° vinkel og ca. 50m og 100m væk. Set gennem panoramakikkerten kan man således kun se den forreste af stavene (bortset fra at den bagerste er højere, så man reelt kan se begge to). Så skyder man og kanonen rykker et stykke tilbage pga. rekylen. Nu kan man pludselig se begge retningsstave, med en målbar afstand i mellem. Panoramakikkerten er inddelt i tusindedele – en militær vinkelinddeling, hvor 1/1000 er den vinkel, der på 1000 meters afstand dækker over en 1 meter, altså den spidse vinkel i en retvinklet trekant, hvor kateterne er 1000 hhv. 1 meter. Her kommer det smarte så ind i billedet – for det antal tusindedele der nu ses i mellem retningsstavene, svarer til den vinkelfejl der er opstået. Man opnår altså en korrekt grundstilling, ved at grundstille det antal tusindedele til venstre for den venstre af stavene, som man kan se mellem stavene! Halleluja – det må være en ekstern konsulent, der har regnet den ud for hæren!
Fæster er altså vigtige og næste punkt i notesbogen omhandler derfor passende “fæsteskift”, altså overgang fra et fæste til et andet – det kunne meget vel være fra førnævnte fabriksskorsten (der ville blive foretrukket i dagslys, da den er tilnærmeligvis “uendeligt langt væk”), til retningsstavene, pga. mørkets frembrud. Fæsteskift foretages således:
- Aflæs/notér panoramatal
- Stregtromle/fast aflæsningsmærke skal korrespondere
- Nyt fæstetal indlægges (grundstillingsskala)
- Gangen i retningen
- Skydeskala nulstilles
- Panoramatal indlæges
- Gangen i retningen
Her kom den så – “Gangen i retningen”. Ikke om jeg overhovedet kan erindre, hvad det dækker over? Jo, nu tror jeg faktisk det dæmrer – “Gangen i retningen” dækker over “Grov højde, grov side, fin side, fin højde“. Volapyk? Nej, artillerisk . Pga. af slør i kanonens mekaniske dele, kunne dens højde- og sideretning ikke indstilles i en “gang”. Derfor drejede man altid røret ud til venstre side, grovindstillede højderetningen, efterfulgt af grovindstilling af sideretningen, efterfulgt af finindstilling af sideretningen og afsluttet med finindstilling af højreretningen. Ved hver eneste indstilling af kanonen, skulle K1, højt og tydeligt fortælle hvad han foretog sig – altså først opremse de skuddata han lagde ind på panoramakikerten og derefter “Grov højde, grov side, fin side, fin højde“. Det må jeg have sagt mindst 1000 gange!
- Rettelse, 3/5 2006: “Gangen i retningen”-remsen huskede jeg ikke helt rigtig, men det er senere kommet til mig. Det skulle retteligen være “Grov højde, grov side, libelle, fin højde, fin side, klar!“. En libelle er et væskefyldt rør, med en luftboble i – de fleste kender dem nok fra et vaterpas, hvor der typisk sidder to – en til vandret og en til lodret måling. Panoramakikkerten var forsynet med to (mener jeg) vandrette libeller og de skulle “spille”, så kikkerten var i lod. Afslutningsvis skulle der tydeligt siges “klar!”, så kanonkommandøren vidste man var færdig og kontrollere indstillingen.
Et andet vigtigt punkt for K1, var måling af “dækningsvinkler”, altså de vinkler ud fra grundstillingen, som kanonrøret kunne køres ud til. Hvis kanonen var kommet skævt ind i stillingen, så var dens grundstilling ikke nødvendigvis i nærhende af dens cenetrlinje, så dækningsviklen til venstre og højre var ikke nødvendigvis ens. Om måling af dækningsvinkler har jeg noteret:
Måling af dækningsvinkler:
Indstilling efter panorama-tal.
Højre haler, venstre vokser
18 - 30
-----------------------
23-14,5 |
+ 5,5
-------- |
23-20°
“Højre haler, venstre vokser”?
Ad. måling af dækningsvinkler:
Når røret er i stilling
- Trådkorset på primærfæste
- Libeller skal spille
- 3 kontrol af pkt. 1 og 2.
Hvad beregningseksemplet helt præcist viser, må jeg være svar skyldig på. Jeg har en idé, men den er ikke helt klar endnu. “Højre haler, venstre vokser” – jeg er helt blank! Jeg kan dog nævne, at libeller er de væskefyldte glasrør, som de fleste kender fra et vaterpas, hvor der oftest sidder en vandret og en lodret libelle.
Skulle der komme feltartillerister forbi, som har bedre hukommelse end jeg, så supplerer endelig min mangelfulde hukommelse. Ovenstående informationer er sandsynligvis fortrolige, men jeg bringer dem med en vis sindsro. Jeg er nemlig faldet over denne her artikel: 155 mm haubitser er nu gammelt jern – og jeg smiler stadig 
.
Din notesbog bragte mange minder frem. Jeg var værnepligtig i Skive i 80′erne. Skriv venligst til mig.
Kommentar by Ove Aslaug — 3/5/2006 @ 7:57
Hej Ove
Der er afsendt en mail.
Kommentar by Uffe R. B. Andersen — 3/5/2006 @ 8:19
Dav Uffe,
Fantastisk beretning om en svunden tid. Jeg var selv i 33.aa i Skive 1988-89 og udførte da funktionen som K6 – ham som skulle spæne ud i den sunde jyske muld og nedsætte de famøse målepinde. Jeg husker at det kunne ta’ K1 ca. 15 min. at få rettet stængerne ind, og efterfølgende indstille panoramasigtet. Måske tog det ikke så lang tid, men det var i vinterhalvåret, og det var pissekoldt!
Vi var iøvrigt på 155mm kanoner ( trukket af 10-tonner som det hed )
Hilsen Ricki
Kommentar by Ricki — 5/5/2006 @ 23:26
Hej Ricki
Min kammerat, Kim B. Jensen, var også i Skive i 1988-89 – måske du kender ham? Han kom ganske vist på sergerntskole, efter de første tre måneder. Året efter kom han tilbage og var KK på de moderniserede M114-39′ere (dem som skæres op i artiklen jeg nævner).
Kan du huske, hvad de andre K-funktioner var? K2 trækker i snoren og K10 er næstkommanderende – hvad har vi ellers?
Kommentar by Uffe — 6/5/2006 @ 6:11
Hæ! – ja, der er sket noget siden da! Selv er jeg uddannet på Bofors 40mm og 53cm torpedoer!
Det sidste jeg hørte om en moderne 155′er er at rækningen var 80 Km!!! I dag er der jo drivagregater bag i granaterne, og nogle har endda ligefrem en raket med som ekstra drivkraft.
Små radarer måler udgangshastigheden, så usikkerheden elimineres m.h.t. højden. Jeg tror også at regnestokken er helt afskaffet!
Kommentar by Hekto — 11/5/2006 @ 9:49
Bofors L70 antiluftskyts eller noget antiskibshalløj? Min storebror var radaroperatør på en L70 ved Karups nærluftsforsvar, tilbage i slutningen af 70′erne, starten af 80′erne.
Det med den lille radar er ikke noget nyt – kig lige en gang på billedet af “Maggie II” (jeps, det hed vores kanon
). Oven på vuggen sidder “Muham” – Mundingshastighedsmåleren. Den var tilsluttet udstyr i beregnervognen, så de kunne aflæse granatens hastighed. Typisk lå den vistnok omkring 3800 km/t!
Jeg fik engang noget salgsmateriale fra Bofors og deres 155mm granater kunne f. eks. indeholde radar, så de kunne lokalisere kampvogne i terrænet – der var en hel masse andre muligheder, men jeg husker kun detaljerne om denne feature.
Kommentar by Uffe R. B. Andersen — 16/5/2006 @ 10:41
“Min kammerat, Kim B. Jensen, var også i Skive i 1988-89 – måske du kender ham?”
DET GØR JEG!!! Han var min KK på 3.KN i 3.BT/3.AA hvor jeg havde tjansen som K4 (tror jeg det var, jeg skruede brændrør i granaterne
) Hvad er der blevet af ham? Er selv ved DAR nu, hvor jeg gør tjeneste i TACPBT.
MVH. Lars Sørensen
Kommentar by Lars Sørensen — 5/11/2006 @ 13:20
Hej Lars
Han lever i bedste velgående, kan jeg forsikre dig om – snakkede med ham for 14 dages tid siden. Jeg har nævnt dit indlæg for ham, så måske ham kigger forbi siden her og kommer med sit besyv.
Kommentar by Uffe — 12/11/2006 @ 21:07
Hej Uffe.
Dejlig nostalgisk beretning fra livet som feltartillerist. Godt du ikke blot smed dine notater ud. Suk – det var nu skønt dengang!
Jeg var HF i 1BT/3AA/NJAR i 1993/1994. Fra skolen var vi uddannet på M114/39 men desværre fik den skydeforbud netop som vi skulle igang med at uddanne kanonbesætningerne. Tro mig det var nedtur at stå på garagen da vores “nye” 105′ere(tennistrænere) blev rullet ind mellem 114/39′erne
Men nok om det. Som HF burde jeg jo vide alt om Gangen i retningen, Højre haler – Venstre vokser, Ornen griner med guldtanden osv. Desværre må jeg erkende at der er anløben gravrust på min hukommelse, men jeg vil alligevel forsøge disse kommentarer:
“Dækningsvinkel”: Så vidt jeg husker er dette et udtryk for den laveste højde pjecen kan skyde med uden at komme i konflikt med trætoppe etc. foran pjecen. Jeg husker jeg havde en faldmåler i venstre brystlomme til at kontrollere dette med.
“Højre haler, venstre vokser”: Jeg kan huske det har noget med vinkler at gøre. Hjælper det? Jeg har en mappe et sted fra løjtnantskolen hvor det garanteret står… Vi kan jo ikke have at stamafdelingen i dansk artilleri går i forfald.
Mht. indmåling af stillinger så hører jeg også til den generation som har hygget mig med målemetoder som “Nedføring af utilgængeligt punkt”, “tilbage på 2″ osv. Kan huske mine kære målere engang målte 5 km. om natten i tåge med et 50m. båndmål. Da batteriet ankom nåede de dårligt at få prodset af før der blev råbt “Skiiift stilling”!! Øj hvor var målerne negative!
Jeg har heldigvis også fået lov at se den moderne teknologi: GLPS “Gun Laying Positioning System”, hvor GPS parres med en ny og lynhurtig feltgyro og så er stillingen indmålt på nul komma fem.
Mvh Morten
Kommentar by Morten — 4/1/2007 @ 16:40
Hej igen
Så har jeg bladret lidt i min mappe fra skoletiden.
I fagplanen for uddannelse på M114/39 fandt jeg flg:
“Resultatet er tilfredsstillende bla bla bla kan udføre og kontrollere:
- Aflæsning af dækningsvinkel og melde STOP hvis der befales mindre højdestilling
- Rettelse af fæstetal ved at højre haler og venstre vokser”
Mht. K funktioner så kommer de her(primære arbejdsopgaver):
KK Har kommandoen ved Haubits, leder og fordeljer arbejdet.
K1 Betjening af rettemidlerne
K2 Ladning og affyring
K3,5,6,8 Klargøring af ammunition
K4,7 Arbejder med bundskruen
K9 Rekognoscering
K10 NK på HB, samt leder af ammo klargøring
KNK Kørsel og vedligehold af TMG
Mvh
Morten
Kommentar by Morten — 4/1/2007 @ 23:51
Hej Morten
Skønt og skønt, det ved jeg nu snart ikke – men efter 2 år og 2 måneder som tvillingefar, så forekommer soldatertiden mig som ren svir
.
Avs, det var en bet, den med 105 mm’erne – det er jo salutkanoner
. Vores batteri skød ca. 120 skarpe skud og af dem skød vores kanon ca. halvdelen, i vores rolle som registreringspjece. Træls dengang, for det gav os jo dobbelt så mange stillingsind- og udrykninger, men set i bakspejlet havde tiden nok været endnu mere kedelig, hvis vi ikke i det mindste havde fået lov til at brænde lidt krudt af 
. Og vi var gode til det, var vi – ved en lejlighed væltede vi “Maskinstationen” i Oksbøl-terrænet, med to skud! 
Men populære på det, det blev vi ikke 
.
“Ornen griner med guldtanden” – den har jeg altså ikke hørt før, hvad går det ud på? Men ellers kommer du jo med en række guldkorn. Ok, dækningsvinkel er kun vedrørende højden? Jeg undrer mig så lidt over, at det stod sammen med bemærknngen om “højre haler og venstre vokser”, for som du også skriver, må det have noget med ændring af fæstetal at gøre og dermed sideretningen. Men nu du nævner det, så husker jeg også, at min KK havde sådan en vinkelmåler i lommen.
Jeg kan ikke huske at have hørt noget om GPS, i forbindelse med min værnepligt – jeg tror først det rigtigt blev kendt udenfor flyvning og skibsfart, da Golf-krigen brød ud.
Godt med en opdatering på K-funktionerne. K9 burde jeg selv have husket – det var ham staklen, der altid var ude med målerne og måtte stå alene på en pløjemark og vente på resten af os og håbe på, at vi havde gemt noget aftensmad til ham
. K4 var vist vores reservekører – P. Joensen mener jeg han hed. Må vist hellere få fundet Batteribilledet frem og genopfrisket navnene 
Nu du har fundet lærebøgerne frem – var min erindring om “Gangen i retningen”-remsen korrekt?
Kommentar by Uffe — 7/1/2007 @ 22:06
Fantastisk som tingene går igen…
Det glæder mig at høre de kendte remser fra “Bibelen”
Jeg var Befalingsmand i Skive ´01-´02. Vores batteribygning var nogle pavilioner/skurvogne da der ikke længere var plads til os. (Artilleriet er rykket til Varde og Prinsens Livregiment skulle ind) Min svigerfar blev som en af de første artillerister flyttet fra Århus til Skives helt nye kaserne i ´69. Han var måler. Min onkel var deroppe i ´74 ved de der “Honest John” eller hvad de hedder. (Der står en ved paradepladsen) og min svoger var i Skive i ´93 som måler. Jeg synes det var lidt vedmodigt at sige farvel til kasernen og de gamle kanoner som er blevet skrottet. Der står faktisk også SKHér i Borris og venter på at blive skåret op og smeltet om.
Min Kaptajn Hed Michael Johnsson og NK hedder HH. Andersen han er vist også blevet kaptajn…
Poul
Kommentar by Poul Rasmussen — 6/8/2007 @ 14:28
Hej Alle
Er selv lidt af en artilleri nørd fra Skive. Startede min karriere som kanonkommandør på 155 mm kanon i skive 1988.
Har været i Artilleriet lige siden. Det meste af tiden i Skive. På 155 m kanon var der 16 mand
KK kanonkommandør
KNK Kanonkører
K1 retter i siden
K2 Retter i højden
K3 Lader og affyring
K5 Ude med REO
K4, 6, 8, 9 To mand til at løfte granaten til bagstykket og to mand til at sætte an (skubbe granaten op i røret)
K10 Næstkommanderende på Kanonen
K11 – 14 klargøring af ammunition.
Alle havde deres egne opgaver i forbindelse med stilling ud og ind.
Gangen i retningen afhænger af pejcetypen, herunder hvorledes røret var ophængt. Så der var forskel på 105, 155 mm M114/39, 155 mm KN M/52 FA, 203 mm HB og selvkørende M109 A3.
Ornen (OR)griner med Guldtanden (GR) eller originalen (OR) griner med guldtanden (GR) er en remse for måleren til at beregne grundtallet (GT) for vinkelmålerne. ORienteringsretning er nordvinklen til fæstet, GRundretningern er den nordretning man ønsker kanonerne skal pege i og grundtallet er det tal som vinkelmåleren skal læse til (vinkelmåler-) fæste for at få kanonerne til at pege i den rigtige retning. Tallet beregnes således OR – GR = GT. Når det er indlagt og der er rettet fint på fæste så er man klar til grundstilling.
Højre haler venstre vokser. Er en remse for at kunne huske hvilken vej røret skal flyttes. Således at et lavere tal får røret til at bevæge sig til højre og et højere tal får røret til at bevæge sig til venstre. Tænk på panoramakikkerten som et kompas der kører i urets retning. Når kompasset stilles på 180 grade (3200 TS) peger det parallelt med røret og peger på et fæste lige frem. Ændres kompasset til 185 grader drejes hovedet 5 grader til højer i forhold til røret og fæstet. Efterfølgende skal kompas flyttes med rør flyttes 5 grader til venstre for igen at pege på fæste.
Kommentar by Gorm Pagh — 3/11/2009 @ 13:52
Hejsa…
Lige godt en blog der bringer minder frem !!!!
Jeg var selv på Skive Kasserne 3AA 3BT 4 Deling i 1977 – K2 på 155mm trukken haubits..
Et stykke skrummel at flytte rundt med det kneb for chaufføren at bakke ordentlig til !!!!
Men lidt af en skyder !!! Så vidt jeg husker – med ladning 7 sendte den en 43 kg. tunge granat 14,7 Km. ud i samfundet…
Er der nogle her fra 1977 ??
Kommentar by Johan Hansen — 29/5/2010 @ 10:36
Hej Johan
Nu er denne blog jo ikke bare for gamle NJAR-folk, men hvis du er på Facebook, så er der faktisk en gruppe for Nørrejyske Artilleriregiment der. Der kan du sandsynligvis finde nogen fra din egen årgang.
Dine data for skud-rækkevidden af M114 passer meget godt med det vi lærte, da jeg var inde.
Mvh.
/Uffe
Kommentar by Uffe R. B. Andersen — 29/5/2010 @ 13:31