Minus 10°

Forrige søndag installerede jeg to harddisk-skuffer i min server. Formålet var dels at lette adgangen til de to spejlede diske, dels at sænke temperaturen på dem – mit serverrum lægger også plads til en tørretumbler 🙄 . Som nedenstående grafik viser, så lykkedes mit projekt ikke helt – efter få timer var disk-temperaturen højere end nogensinde – hhv. 55°C og 52°C. Et hurtigt eftersyn af skufferne viste, at blæserne ikke virkede – faktisk kunne de kun drejes rundt med besvær! Der var åbenbart en grund til, at de var blevet kasseret 👿 .

Hard drive temperatures

Nu var jeg imidlertid blevet lidt grebet af idéen, så samme aften bestilte jeg to nye harddisk-skuffer hos pc-netto.dk. Det blev til to ViPowER VP-410LS2FU133, med to blæsere og lavet i aluminium, så varmen bedre bortledes. Det er noget, der virker! Efter montering af de to diske, er deres temperatur faldet knap 10°, lidt afhængigt af driftsforholdende (tørretumbler on/off). Når først sommervarmen kommer, så kan de Δ10° være afgørende for, om diskene kan holdes under de anbefalede maksimum 50°C i driftstemperatur.

3/3 2008 – opdatering: I går aftes opdagede jeg massive læsefejl på de to Seagate-diske, jeg har monteret i ovennævnte harddisk-skuffer. Fejlen skyldes øjensynligt kablingsfejl, men da samme kabler tidligere har virket upåklageligt med samme diske, må årsagen indtil videre tillægges harddisk-skufferne.

Så kom FreeBSD-7.0-RELEASE

Det er næsten lige så godt, som juleaften for en 5-årig – i går aftes blev FreeBSD-7.0-RELEASE annonceret.

Især brugere af flerprocessor-systemer vil få gavn af 7.0. Tests viser nærmest linieær ydelelsesforøgelse med antallet af processorer. Derudover er der en række mindre forbedringer og implementeringer fra bla. OpenBSD.

Nu skal jeg hjem og læse lidt på lektien og mon ikke min server så skal opgraderes?

Centrumsocialistisk fælles-alliance

Så vil rygterne vide, at Ny alliance alligevel ikke nedlægger sig selv – spørgsmålet er så blot, om vælgerne gør det for dem, ved næste valg? Nu er det jo i hvert fald for sent at slå pjalterne sammen med Centrumdemokraterne, som i lyset af Ny alliances succes (?), for nylig nedlagde sig selv.

Ny alliance ville jo ellers dermed være kommet i fint selskab, med andre nedlagte partier – Venstresocialisterne, Fælles Kurs og Centrumdemokraterne er nærliggende at nævne. Herfra skal lyde en opfordring til Ny alliance, dersom de ved en senere lejlighed skulle vælge at nedlægge sig selv, til at indlede et potentielt frugtbart og garanteret politisk interessant samarbejde med førnævnte nedlagte partier, f. eks. under det mundrette navn “Centrumsocialistisk fælles-alliance”.