Nye tidspunkter for acontobetaling – kundenummer 60073XXXX

Så er der svar fra DONG Energy:

Til Uffe R. Andersen

Tak for din e-mail fra den 6. august.

Vi har noteret dine kommentarer til vores beslutning om at ændre tidspunkterne for betaling.

Det er korrekt, at ændringen vil forbedre vores likviditet.

Som det er i dag, betaler du for dit elforbrug op til tre måneder efter forbruget har fundet sted. I den periode køber vores elhandlere løbende ind, så DONG Energy’s forsyningsselskab kan forsyne kunderne døgnet rundt. Desuden har vi i vores distributionsselskab løbende udgifter til bl.a. at vedligeholde elnettet.

Med den ændrede acontobetaling vil der komme større balance mellem vores udgifter og kundernes betaling. Når ændringen er endeligt gennemført, vil betalingen for elforbruget finde sted omtrent midtvejs i forbrugsperioden. Der er således tale om delvis forudbetaling og delvis bagudbetaling.

Jeg håber, at dette afklarer dine spørgsmål.

Med venlig hilsen
DONG Energy

<Navn udeladt>
Kundekonsulent

Reklamation

DONG Energy
Nesa Allé 1
2820 Gentofte

Tlf 72102030
Fax 72102401

reklamation@dongenergy.dk

Der er intet nyt i det og ingen bedre argumenter for, hvorfor de mener at kunne tillade sig at forbedre deres likviditet på min bekostning. Deres gribende beretning om, at de indkøber el løbende, altså inden de får min betaling, er jo ikke anderledes vilkår end hvad andre virksomheder har. Bilfabrikanter, producenter af husholdningsapparater, you name it. Blot leverer DONG en vare i “rater” og får derfor deres penge a conto.

Lad os lige kigge historisk på det: 1. marts 2001 overtager jeg mit hus. Ved udleveringen af nøglen aflæser sælger og jeg målere for gas, vand og el. Herefter indsender sælger sine informationer og betaler sin slut-regning. Cirka 3 måneder efter overtagelsen betaler jeg det første a conto-beløb, til dækning af den el jeg har brugt og som jeg må formode DONG har købt for de penge de fik fra sælger ved slutafregningen. Der er altså ikke nogen huller i pengestrømmen til DONG, hvis man kigger over en bare lidt længere tidshorisont og deres eneste gevinst ved den annoncerede ændring er en “her-og-nu” likviditetsforbedring.

Hvad skal jeg svare DONG Energy? Jeg er modtagelig for gode argumenter fra læserne 🙂 . Personligt kunne jeg acceptere en model, hvor DONG Energy opsætter en intelligent måler med fjernaflæsning (hvis de kan dokumentere, at den ikke uden videre kan hackes) og indfører en “taletids-model”, hvor jeg køber for 1000 kroner el og så lukker de for strømmen, når jeg ikke har flere penge på kontoen; hvilket selvfølgelig undgås i praksis ved at tilmelde betalingen til betalingsservice eller blot overføre penge til ens konto, når man får en sms om, at ens konto er ved at være tom.

Hvad siger I andre?

3 tanker om "Nye tidspunkter for acontobetaling – kundenummer 60073XXXX"

  1. Hej Filip

    Politiken omtalte sagen – DONG-kunder får ekstraregning – kort efter jeg havde havde skrevet til DONG Energy. Af artiklen fremgår, at både forbrugerjurister og økonomer finder DONG Energys nye politik urimelig, men juridisk er der nok ikke noget at komme efter; hvis jeg som forbruger er utilfreds med købsvilkårene, kan jeg bare holde op med at handle med dem, i hvert fald i teorien.
    I Politikens artikel argumenterer DONG Energy blandt andet:

    Dong pointerer, at selv om forbrugerne får en ekstra regning, kommer de i sidste ende ikke til at betale mere af den grund. I det øjeblik en kunde eksempelvis vælger at opsige sin aftale med Dong, vil opgørelsen være den samme.

    – hvilket pudsigt nok er nøjagtig det samme argument jeg har, for at beholde den nuværende model; i den sidste ende vil DONG Energy alligevel ikke få flere penge, det varmer bare lidt her og nu. Jeg vil til gengæld i al fremtid have et væsentligt rentetab.

  2. Hej Uffe . Jeg har klaget til energiklagenævnet over at vi ikke får fjernaflæst målere , i partshøringen imellem mig og Dong fik jeg brev fra Dongs Vicepræsident , og svarede på det , brevet ligger online og hele sagen ligger online her http://dongenergy.blogspot.com/

    Håber min Blog kan inspirere dig til at nakke Dong med gode argumenter .

    Venlig Hilsen Heinz B Tomis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *