Adel forpligter

Et kort og klart ordsprog – Adel forpligter. Meningen kan vel næsten ikke være uklar for nogen? Det handler om, at hvis man er tildelt udvidede muligheder og rettigheder, så har man også et højere ansvar og en pligt til at forvalte disse privilegier yderst forsigtigt.

Politiet, landets udøvende magt, har et privilegium, nemlig deres ret til at anvende fysisk magt. Det er i mine øjne et utroligt stort privilegium og dermed er politiet dybt forpligtede til at forvalte deres voldsanvendelse (for nu at kalde en spade for en spade) ekstremt varsomt.

Til at holde øje med politiet, og for den sags skyld de to andre søjler i magtens tredeling, har vi den frie presse. Af samme grund benævnes pressen ofte “den fjerde magt”.

Derfor er det rystende, når politiet melder ud med, at det er ok at udøve vold imod journalister, blot de befinder sig i mellem demonstranter. Det er en trussel imod vores demokrati, hvis den eneste kontrollerende magt ikke mere nyder myndighedernes beskyttelse, men officielt betragtes som lovligt bytte. Hvis journalisterne ikke kan opholde sig i brændpunkterne, selv når politiet er bekendt med deres tilstedeværelse, uden at risikere deres liv og helbred, så udøver politiet reelt censur, i strid med grundlovens paragraf 77:

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

Det der ryster mig mest, og fylder mig med væmmelse over vores politi, er magthavernes arrogante afvisning af problemet. Hvis politiledelsen ikke selv kan se problemets omfang og samfundsmæssige rækkevidde, så er den simpelthen ikke kvalificeret til jobbet. Hvis politikerne ikke kan se problemets omfang og samfundsmæssige rækkevidde, så er de ikke værdige til at sidde på eller stræbe efter magten.

Borgerne, [..] er verdens bedste efterretningstjeneste

Normalt synes jeg tidligere PET-chef Hans-Jørgen Bonnichsen er usædvanligt fornuftig at høre, sammenlignet med andre myndighedspersoner i det sidste 10-år. Men i dag citeres han i artiklen Danskerne selv er sidste bolværk mod terror for denne udtalelse:

– Det vigtigste er tillid i befolkningen, for det er borgerne, som er verdens bedste efterretningstjeneste. Det er befolkningen der skal ind og reagerer på unormale hændelser, de skal reagerer på personer som ændrer adfærd. Det er vores sidste bolværk mod terror

“Det er borgerne, som er verdens bedste efterretningstjeneste”? Hvad så med al den uddannelse man giver efterretningsagenter? Al den specialviden, som efterretningstjenester har opbygget gennem generationer? Er det værdiløst, for så er der bestemt milliarder af euro og dollars og rubler at spare!?

Politiarbejde bør overlades til politiet. Danskerne kan ikke engang finde ud af at holde til højre på motorvejene, så hvordan forestiller Bonnichsen sig, at vi skulle være observante nok til at genkende en terrortrussel?

Ændret netbank-praksis for girokort.

Noterer mig, at min bank har ændret praksis. Når et girokort har en betalingsdato angivet, som ikke er en bankdag, har min netbank automatisk foreslået den første bankdag før den angivne, som betalingsdato. Det gør den ikke mere, lagde jeg mærke til i dag – nu vælger den første efterfølgende bankdag.

Det er da dejligt – så slipper jeg for selv at rette datoen. Hvis firmaer ikke kan skønne på at lade deres computersystemer kontrollere om en ønsket betalingsdato overhovedet er en hverdag, så de i hvert fald ikke fortjent at få deres penge før tid!

Wikileaks undsiges af whistleblower-site

Wikileaks are for-hire mercenaries – Cryptome • The Register

“Wikileaks are for-hire mercenaries” – interessant synspunkt, men holder det vand, når nu alle deres samarbejdspartnere løber skrigende bort? Hvor skulle indtægten ligge for Wikileaks? Ikke desto mindre et væsentligt partsindlæg, som man bør læse igennem.

Ikke noget panik-lovgivning her

Løkke: Regeringen vil lave folkeskolen om – Politiken.dk

Ved 11-tiden kom nyheden om PISA-undersøgelsen, med de rekord-dårlige tal for danske skole-elevers læsning. Men frygt ej – allerede i morgen fremlægger regeringen et reformudspil, til løsning af problemet. Det er selvfølgelig velgennemtænkt, velgennemarbejdet, vendt og drejet af eksperterne, sammenlignet med andre landes initiativer og belagt med bladguld – alt sammen på under 24 timer. Ikke noget panik-lovgivning her!

Ytringsfrihed kontra kapitalisme

19 lande dropper omstridt Nobel-ceremoni

Kina, Rusland, Kazakhstan, Colombia, Tunesien, Saudi-Arabien, Pakistan, Serbien, Irak, Iran, Vietnam, Afghanistan, Venezuela, Filippinerne, Egypten, Sudan, Ukraine, Cuba og Marokko – hvad i alverden har disse fredselskende demokratier dog imod hædringen af en systemkritiker? 🙄

Og hvor er ramaskriget og fordømmelserne af Kina? Det her er da en langt værre knægtelse af ytringsfriheden, end mellemøstens reaktioner på Muhammed-tegningerne. 👿