I går var hele familien i biografen og se “Far til fire – på japansk”. Det var ungernes første biograftur, så vi var lidt spændte. Halvanden time foran fjernsynet plejer ikke at gå helt stille af, men i biografen var der nu absolut ingen slinger i valsen – både Emma og Andrea sad naglede til sæderne, omend til tider med et solidt greb i mor eller far 
.
Filmen – tjaeh. Jeg synes nok slutningen ødelagde helhedsindtrykket – jeg har aldrig før set så ringe udførte filmtrick. Selv den originale King Kong-film fra 1933 var bedre 
. Det skal dog ikke afholde os fra at tage i biografen med pigerne igen; de havde et par fine timer og det var ikke bare på grund af popcornene 
.
Igen i nat måtte tandfeen lægge vejen forbi pigernes børneværelse. Denne gang var det Emmas tur til at få vekslet en tand med en lille gave.
Det var en hård omgang, inden den tand kom ud – næsten lige så slemt, som da hun i sin tid fik den. I 24 timer turde hun ikke spise og der var nok også en smule nervøsitet at spore. Søndag middag fandt hun ud af, at hun faktisk godt kunne spise chips, efter vi ellers havde forsøgt med tærte (hendes yndlings-ret), A38, moset banan, rugbrød u den skorpe og oste-haps.
Det hjalp med lidt i maven og pludselig faldt tanden bare ud af sig selv . Så steg humøret en del og appetitten kom igen.
Forhåbentlig går det lettere med resten af tænderne .
- eller der omkring. Så længe holdt Andreas første tand, som hun fik i marts 2005.
Andrea har længe haft to rokketænder – og vi har sunget Poul Kjøllers rokketands-sang hundredevis af gange, de seneste måneder – og i lørdags faldt den første så ud. Emma er kun lidt misundelig, men tilgengæld har hun stadig to rokketænder.
Som tiden går 
Om natten kom tand-feen så forbi med en lille gave til Andrea og da det er en sød tand-fe, havde hun også en gave til Emma. Resten af natten puttede tand-feen hos mig – fræk tand-fe 
»Om 25 minutter kører Maj-Britt og jeg afsted til Herlev Sygehus. Om mindre end 4 timer er vi forældre til tvillinger 
. Der går nok et par dage, før jeg igen kommer forbi en computer, men så skal jeg nok skrive om resultatet.«
- sådan skrev jeg den 5. oktober 2004 og dermed kan mine dejlige piger, Emma og Andrea, i dag fejre 5-års fødselsdag!
Stort tillykke til jer, piger .
Når man har små børn, så er mors dag en udfordring. Man skal, på vegne af sine børn, finde på en gave, som både de og deres mor synes om, og man skal også betale for den 
.
I år fik jeg dog et indfald, som i hvert fald pigerne syntes godt om – vi skulle anlægge et bed til Maj-Britt, udenfor vores soveværelsesvindue, så vi trækker gardinerne fra til et smukt syn. Udover ovennævnte genvordigheder for mig, betød det så også en del anlægsarbejde – en gammel stedsegrøn tingest skulle væk og det samme skulle en masse ukrudt.
I samlet flok kørte vi ud til den lokale planteskole og fandt et tilbud på 14 stauder, derudover købte vi en buksbom, så der også er lidt kulør om vinteren og buksbommen vil også bedre afslutte vores terrasse, end bedet alene ville kunne.
Det tog resten af søndagen – resultatet ses her til højre. Nu skal det bare holdes og selvom jeg var grundig i ukrudtsrydderiet, så kommer det nok igen.
Det er mit første forsøg med at give vores have et personligt præg, så jeg håber på succes! Jeg har allerede en idé mere, men det ville være rart at se det første bed i fuld flor, før jeg går i gang igen .
Så har jeg rundet de fire år som far. Det vil sige, at Emma & Andrea er blevet 4 år gamle og det er helt utroligt, så hurtigt tiden er gået. Man vænner sig faktisk til at have børn, med tiden, og nu virker det helt forkert, når de er væk fra hjemmet i længere tid.
Tillykke piger – I gør jeres far stolt .
En kollega er ved at flytte og tilbød mig et par Disney-plakater som hendes egne børn var vokset fra. I dag huskede jeg at få dem med hjem, forsvarligt indpakket i et paprør. Det vakte naturligvis pigernes nysgerrighed, da jeg kom hjem med det og de skulle straks vide, hvad der var i, så jeg tog plakaterne ud og holdt dem op. Nu havde jeg ikke selv set dem, men det var to ret store – måske 120×60 cm – plakater med hhv. Bambi og Aladdin.
Pigerne var vilde med dem og spurgte straks, hvad vi skulle gøre med dem og jeg svarede, at vi kunne hænge dem over deres senge…
Det fik Andrea til at kigge noget spekulativt på de store plakater, hvorefter hun kiggede bekymret på mig og sagde “Så kan jeg jo ikke komme ud af sengen!”. Det var ret svært ikke at komme til at grine, men jeg måtte jo erkende min mangelfulde formulering og forklare, at det jeg faktisk ville have sagt var, at de skulle hænge på væggen, over sengen.
Så så Andrea straks mere forstående ud .
Foran mig på skrivebordet ligger et afknækket stykke viskelæder fra en blyant. Det udgør en af de skuffelser, man som far må bibringe sine unger.
Sådan et par 3-årige tøser kan jo hærge mangt og meget. Noget der ofte er blevet hårdhændet behandlet er køleskabsmagneter, som ikke lige bliver sat ordentligt op og må en tur på gulvet. Ofte er de ikke limet særlig godt, så selve magneten ryger af. Det er heldigvis let ordnet med lidt kontaktlim. Børnebøgerne har også mistet nogen sider, men tit kan det klares med noget usynlig Scotch-tape.
Så pigerne har vænnet sig til, at når noget går i stykker, så kan far lime det igen. Det gælder også deres tuscher, når de trykker for hårdt på dem og filt-spidsen bliver trykket op – så skal far også lime dem – det plejer jeg nu godt nok at ordne med en nål, men de insisterer på, at jeg limer dem.
Men forleden kom Andrea så hen til mig, kiggede op på mig og rakte sin blyant og stumpen af det viskelæder, der havde siddet for enden, op mod mig, hvorefter hun spurgte “Kan du lime den?”. Forventningen lyste ud af hendes øjne, men jeg måtte skuffe hende – viskelæder lader sig ikke lime.
Hun tog det nu meget pænt, men det er den slags oplevelser, der godt kan få en til at føle sig utilstrækkelig som far 
. Så viskelæderet ligger her endnu, som en (meget lav) skamstøtte over en fars mangelfuldhed
Pigerne er ved at lære brugen af “jeg” og “mig”. Hidtil har de altid omtalt sig selv ved navns nævnelse – “Emma og Andrea gynge”, “Andrea og Emma spise”, og så videre. Nu er Emma imidlertid begyndt at sige f. eks. “Mor hjælpe mig”.
Forleden sagde Andrea noget i stil med “Emma og Andrea med?”, da vi snakkede om at skulle et sted hen. Far her prøver så at forklare hende, at det retteligen hedder “Emma og jeg…” og kommer med en række eksempler på brugen, mens Andrea får mere og mere blanke øjne og et mere og mere desperat ansigtsudtryk. Tilsidst afbryder hun mig, ser bedrøvet på mig, ryster på hovedet og si’r “Andrea ikke med?”.
Så “jeg” og “mig” må komme, når de er klar – jeg skal ikke knuse flere børnehjerter, i mit forsøg på at fremskynde deres sproglige udvikling.
Mine tvillinger er kommet i “Hva’ deeet?”-alderen . Den fortsætter nok ca. 10-12 år endnu, så jeg må vænne mig til det .
Det sætter imidlertid også nogen ting i perspektiv. Det er nemlig langt fra alt, der lige let lader sig forklare til en 2½-årig, selvom man selv betragter det som noget helt dagligdags. Forleden stod Emma således og kiggede i bestikkurven i opvaskemaskinen, mens jeg fyldte maskinen op. Så pegede hun på noget hun ikke lige genkendte og spurgte “Hva’ deeet?”. “Det er et piskeris – mor brugte dem, da hun lavede kagedej”, svarede jeg. “Ris?”, lød det meget skeptisk fra hende…. “Piskeris…”, begyndte jeg, men gav op – hvordan skulle jeg favne det mentale gab imellem piskeris og ris?
Hvad er det også for et underligt ord, piskeris? Jeg formoder “ris” i denne sammenhæng har samme mening som i “fastelavnsris” – altså noget man slår eller pisker med. Der er altså åbenbart tale om en pleonasme.
Bortset fra den slags små genvordigheder, så er det altså fascinerende at opleve børns umættelige videbegær! Udover “Hva’ deeet?” er de også blevet skrappe til “Hva’ laver du?” og de kan sagtens sidde i 10 minutter og bare kigge, mens deres far tålmodigt bander og svovler over en punkteret cykel .
