/var/blog/messages

Jeg dvæler lige en gang mere ved vores motorcykelferie i år 2000. Hvis der var én ting jeg lærte af den tur, så må det være vigtigheden af gode og nøjagtige kort .

Da vi skulle forlade den skønne Como-sø og drage mod Frankrig, blev vi anbefalet at holde os væk fra kystmotorvejen – den italienske og franske industriferie var nemlig lige startet. Så jeg kiggede på mit kort og udvalgte en alternativ rute. Fra Mandello til Milano, ad motorvej videre til Torino, videre sydpå mod Fossano, hvor der skulle drejes af motorvejen mod Cuneo. Herfra går der en lande- eller hovedvej sydpå, lige ned til Middelhavet, lidt øst for Monaco.

På mit kort så vejen pæn og lige ud, ligesom den største højdeangivelse var godt 800 meter – men som kortet her viser, var virkeligheden en ganske anden .

Kort efter Limone Piemonte kørte vi langs en høj, høj mur – 500 meter senere kom en hårnål og pludselig kørte vi oppe på toppen af muren. Med et øje på vejen og et på kortet overbeviste jeg mig selv om, at vi var på rette kurs – så det måtte snart være overstået… Efter en skræmmende tur op ad bjerget – hverken en BMW eller en Guzzi, med oppakning til 14 dages ferie, er velegnet til serpentinveje – kom vi frem til den 3200 meter lange “Tunnel de Tende”, 1400 meter over havet. Tunnelen er så smal, at en lyskurv ensretter trafikken og den går kraftigt ned ad bakke. Umiddelbart efter tunnelen er man så pludselig i Frankrig.

Herfra blev det kun værre! Vejens tilstand var langt værre på den franske side, klippeudhæng var sikret med hønsenet, hvor der i Italien havde været Galleria’er i beton og der var intet autoværn i vejens yderside – heldigvis kørte vi ind mod klippesiden. Halvstore nedfaldne klippestykker lå i vejkanten og snart trak vi en lang hale af bilister bag os. Ved en hver mulighed for overhaling – i deres øjne, ikke vores – strøg de tæt udenom os, mens de dyttede og knyttede næver efter os. Naturen var utrolig flot, med floden under os og bjergene over os, men jeg så kun lidt og Maj-Britt kan slet ikke huske andet fra turen end vejen – så koncentreret var hun. Ved en tankstation måtte jeg vise kortet til en rasende Maj-Britt, for at overbevise hende om, at jeg havde været i god tro . For aftalen var klar – ingen små bjergveje og slet ikke med fuld oppakning.

I luftlinje er der ca. 30 km fra Tunnel de Tende til Middelhavet, men turen tog os næsten 2 timer! Da vi endelig nåede frem til Middelhavet var klokken næsten 19 – vi havde da kørt i 10 timer og manglede stadig strækket til Cannes og campingpladsen som lukkede kl. 20.

Fremme i Cannes, nærmere bestemt Mandelieu, fór vi atter vild – men denne gang skulle vi blot tage mobilen frem og ringe til vores venner, der allerede lå på pladsen.

Hele turen tog 14 timer og var på ca. 670 km – altså en gennemsnitshastighed på 48 km/t, på trods af motorvej fra Milano til Fossano og igen fra Menton til Cannes. Sidstnævnte har i øvrigt nogen op til 6% fald, hvor der er sikkerhedsafkørsler med store sandkasser, til dem hvis bremser svigter – mægtigt opmuntrende syn, på det tidspunkt .

Jeg er ikke i tvivl om, at vi havde været hurtigere fremme, hvis vi havde taget kystmotorvejen helt fra Genova. Men et kort i for lille målestok foranledigede os på afveje og næste gang vi skal afsted, bliver det enten med bedre kort eller GPS .

På fredag starter min ferie og hvad er så mere nærliggende, end at tænke tilbage på en tidligere ferie? I disse dage for 5 år siden, gik Maj-Britt og jeg og ordnede de sidste småting før vores første (og hidtil eneste) længere motorcykelferie.

Turen gik til Mandello del Lario i Italien og videre til Cannes i Frankrig. Turen ned gennem Tyskland foregik med Autozug fra Niebüll til Stuttgart. Det regnede meget på turen derned, men fra 2. dagen på Camping Continental holdt solen ved.

Når en Guzzi-kører tager til Mandello er det en pilgrimsfærd. Guzzi’en skal fotograferes foran porten til fabrikken – og det blev den da også. Det er imidlertid så banalt et billede, så i stedet er her et af Maj-Britt og hendes BMW… foran porten til Moto Guzzi-fabrikken.

Maj-Britts BMW vakte i øvrigt lidt furore på campingpladsen, hvor 95% af gæsterne var motorcyklister og 99% af dem var Guzzi-kørere. Bla. udtrykte nogle nyligt ankomne englændere en vis utilfredshed med BMW’ens tilstedeværelse, men da Maj-Britt meldte sig som ejer og de fandt ud af hun var kommet kørende fra Danmark, fik hun og BMW’en nu alligevel deres fortjente respekt (og en hel del øl i løbet af natten – Maj-Britt, ikke BMW’en).

Fra Mandello gik turen til Cannes, hvor vi tilbragte et par dage på en 5-stjernet campingplads (Continental er vel nærmest 2-stjernet). Herefter gik turen hjemad, op gennem Rhône-dalen med overnatning i Besançon og Hamburg. Turen varede 16 dage og samlet tilbagelagt strækning var 3663 km på Guzzi’en og 3305 km på BMW’en.

Ak ja, hvornår mon man igen kan tage på sådan en tur?

På Franks weblog fandt jeg et link til The oops list. En samling af billeder af alverdens ulykker, enkelte tragiske, men de fleste bare komiske – og så lige vedstående billede, som jeg ikke helt kunne stå for :mrgreen:.

Nu er sommeren åbenbart for alvor på vej og så kan man godt komme til at savne at sidde i morgenkøerne og grov-svede inde i sit lædertøj. Det er der bare ikke noget at gøre ved, for Guzzien er langt fra køreklar.

Selvom jeg har en 32 m² garage, så kniber det med at komme til, især når større operationer skal foretages. Nu skal der imidlertid ske noget – og det første bliver at flikke et arbejdsbord sammen. Fra den forrige ejers tid ligger der stadig nogen lægter og bjælker, som skal udgøre ben og afstivning. En 40×60 mm lægte bliver skruet op i væggen langs garagens ene side og kommer til at udgøre bordets bagerste støtte. En 100×50 mm bjælke saves over og bliver forreste bordben. Bordpladen bliver Maj-Britts gamle skrivebord – 1800x900x25 mm. Det er en lidt tynd bordplade til et arbejdsbord, så for at stive den af vil jeg modificere lidt på det originale skrivebords-stel. Stellet har siddet asymmetrisk under bordet og det skal rykkes så der lige bliver plads til lægten på bagsiden. De bagerste ben saver jeg af og de forreste korter jeg af til 20-25 cm. Gennem de forreste ben-stumper borer jeg to 10 mm huller og bolter så de længere bjælke-bordben fast til dem. Bordhøjden skal være ca. 90 cm.

Fra et projekt hvor vi boede før, har jeg en stump køkkenbordplade. Den oprindelige plade havde “to forsider”, men blev monteret op ad en væg – så stumpen er 27×200 cm og vil blive en fin hylde, over arbejdsbordet. 4 hyldebærere og 12 styk 6×55 mm skruer er indkøbt til det.

Jeg har allerede anskaffet en 120 mm Record-skruestik (støbejern – min Far var forarget, for en smed ville aldrig acceptere andet end en smedet ) og på et 3-ugerskursus på DTU, engang tilbage i starten af 90′erne, lavede jeg en fin borestander. Begge dele skal fastmonteres på arbejdsbordet, ligesom der skal sættes noget lys op – jeg har allerede et par gamle arkitektlamper, men et lysstofrør over bordet vil nok være et hit.

Det meste af det, der i dag står og fylder uforholdsmæssigt meget op i garagen, vil nu kunne finde plads på, over eller under arbejdsbordet. Måske der skal en vandfast masonitplade på væggen, til ophængning af stjernegaffel-nøgler, svensknøgler, tænger og skruetrækkere.

Når alt det er ordnet….. så skal jeg i gang med motorcyklen . Første opgave bliver skft af hjullejer på Guzzien, samt justering af ventiler, karburatorer og tændning (med min nye tændingspistol) – mon Hekto er frisk på en hjælpende hånd (jeg har en halv kasse Albani Blålys og halvanden kasse Odense Classic stående )?

Næste opgave bliver Maj-Britts BMW – den skal sælges og der skal ordnes lidt småting først. Så der bliver travlt ved arbejdsbordet, hvis ellers jeg kan få tid til det – det afhænger jo i høj grad af mine pigers samarbejdsvilje .

Tommy fra min mc-klub har fået stjålet sin motorcykel – hjælp ham med at finde den:

EFTERLYSNING. HONDA VFR400R (LILLA) STJÅLET FRA RØDOVRE

Så skete det sq.. min mc er blevet stjålet :S Heldigvis tog de min der
har kasko og ikke koneriets uden kasko der stod lige ved siden af.

Når men hvis nogen har set en VFR400R i lækre lillae farver, sort stel
og bagsvinger, WP bagdæmper. Så er det 110% sikkert det er min..

Jeg kan kontaktes på 43 99 89 69 eller 26 33 89 69

billeder af dyret kan ses på

http://www.fotofer.dk/thumbnails.php?album=17

Mvh Tommy Fer

- det kan lige tilføjes, at den har registreringsnummer ER 10 465.

Denne artikel er oprindeligt bragt i Ingeniøren, nr 11 – 19. marts 1999. Den gengives her med forfatterens tilladelse.

Tekst og foto: Klavs Lyngfeldt

Det er tid at give motorcyklen en grundig vask før sæsonstart. Her er ritualet, der får det bedste frem i lak og krom.

Sådan ser en færdigpudset Ducati 916 SPS ud. Den tilhører artiklens forfatter Klavs Lyngfeldt, som bl.a. bruger den, når han instruerer på køretekniske kurser. Klavs Lyngfeldt er tidligere roadracingkører på eliteplan og har to gange vundet sølv ved DM.
En ren motorcykel er sjovere at køre på, den er meget nemmere at vedligeholde fremover, og den holder sin værdi bedre.

Måske nåede du ikke lige at vaske og pudse maskinen, inden du klodsede den op for vinteren, og så skal den have en omgang nu, før du ruller ud til en ny sæson.
Som så meget andet omkring 2-hjulere er vask af en motorcykel et ritual. Man skal udføre processen i den rigtige rækkefølge og med de rette midler.
I princippet skal en motorcykel rengøres indefra. Man starter med det snavsede og besværlige og slutter med den sidste finish på lak og krom som en slags belønning for et par timers veludført rengøringsarbejde.

Kemikalierne til rengøring af 2-hjuleren skal være specialfremstillet til mc-brug – så gør de ingen skade.

Vand er stadig verdens bedste rengøringsmiddel, men det skal kombineres med specielle mc-præparater – og med den rette gørelse med svampe og børster, hvis resultatet skal blive optimalt.

Start med at give hele motorcyklen en byge vand med haveslangen, så støv og anden smuds skylles af eller i det mindste pakkes lidt ind, inden du går i gang med børster og svampe. Hæld en snaps autoshampoo i en spand og fyld den med lunkent vand, så den er rar at stikke fingrene ned i.

Sprøjt motorcykelrens i krogene ved motoren, omkring stødddæmpere og ved hjulene. Foran skal der især fjernes bremsestøv omkring bremsecaliperne og på hjulets nav. Og bagi er der på motorcykler med kædetræk foruden bremse- og vejstøv mere eller mindre koncentrerede rester af kædefedt omkring kædehjul, svinggaffel og støddæmpere. Det skal løsnes.

Brug endelig et rensemiddel, som er beregnet til motorcykler, f.eks. Putoline Dirt Bike Cleaner til 69 kr. for 1 liter i forstøverflaske eller S100 Motorcykel Totalrens til 193,25 kr. Den dyrere, men også drøjere S100 er geleagtig i konsistensen, så rensemidlet ikke flyder for vidt omkring på motorcyklen.

Kludenes hieraki Forkert anvendelse af en klud kan få fatale følger. Derfor skal dette ganske simple hjælpemiddel ordnes i et system, som sikrer at kluden haren kvalitet, der matcher dens formål.    Øverst i kludenes hierarki findes de jomfruelige, rene bomuldsklude, som anvendes til aftørring af lakflader, plexiglas og poleret aluminium.    Når sådan en klud er blevet flittigt brugt i klasse 1, bliver den på et tidspunkt så medtaget, at den degraderes til klasse 2-brug. Her kan den anvendes f.eks. til aftørring af stel og affjedringskomponenter.    Den godt brugte klasse 2-klud rykker til klasse 3, hvor den gør gavn, f.eks. når ophobet smøremiddel fra kæde eller en utæt pakning skal fjernes.    Klude til motorcykelrengøring kan glimrende fremstilles af aflagt, men nyvasket sengetøj, undertøj og brugte t-shirts. Andet bomuldstøj uden knapper og lynlåse kan også anvendes. Klip kludene i stykker af ca. 30 gange 30 cm, og opbevar dem i separate bokse efter deres plads i hierarkiet. Husk, at en klasse 1-klud, som en gang har været på gulvet, straks skal deklasseres et eller to trin.

Brug kun blød natursvamp til lakken, og alle mulige former for børster og flaskerensere til det øvrige.

En rigtig kras (syreholdig) motorrens til bilbrug kan give grimme skjolder på en motorcykelmotor i aluminium, så den ellers så flotte polerede og lakerede overflade bliver skamferet for altid.

Lad rensemidlet virke nogle minutter eller længere, hvis brugsvejledningen på emballagen anbefaler det, og hjælp så midlet med børste, pensel, køkkensvamp eller flaskerenser.

Afhængig af f.eks. bremseskivernes størrelse og adgangsforholdene til motor og affjedring på den enkelte motorcykel har man glæde af en samling mere eller mindre snørklede børster og pens ler. Og dem falder man sommetider over i byggemarkedet, når man er ude for at købe noget helt andet. Køb hellere en for meget end en for lidt, for de slides hurtigt.

Gammelt kædefedt, som er blevet til en genstridig beg, fjernes lettest med lidt petroleum på en klud. Men undgå at få petroleum på dækkene. De bliver glatte som åleskind, og man har jo ikke meget glæde af en nyvasket motorcykel med ridser og buler i.

Natursvamp til lakken
Med et friskt hold vand med autoshampoo i spanden er det nu tid at gøre lakken ren. Og det skal ske med en ren og blød natursvamp – alle former for autobørster ridser lakken.

Et pust rensemiddel og en vinklet opvaskebørste gør det af med forhjulets genstridige bremsestøv.

Insekter og tjærerester fjernes med en lidt grovere køkkensvamp suppleret med et par pust insektfjerner, f.eks. fra Motostar. Den kan også benyttes på den forkromede forskærm, på forgaflens ben og på kåbeglasset.

Brug ikke Ajax eller anden vinduespudsemiddel fra husholdningen til plexiglasset. Hvis det er salmiakholdigt, hærder det glasset, så det kan revne eller splintre ved et eventuelt uheld. Og er der opløsningsmidler i, bliver kunststoffet uigennemsigtigt. Hvis du ikke har en mc-insektfjerner ved hånden, er almindelig køkkensulfo det bedste til kåbeglasset.

Når man skal helt ind i krogene, er en flaskerenser god at have. Men en radiatorpensel kan også bruges.

Når alt er vasket, skylles motorcyklen med haveslangen oppefra og nedefter. Sørg for at få alle rester af rensemiddel i krogene spulet væk. Og giv motorcyklen en blid afsluttende byge vand, så også det rensemiddel, som er spulet ud fra krogene, stille og roligt kan løbe af fladerne.

En højtryksrenser gør hele vaskeprocessen mere effektiv, men man kan hurtigt skade motorcyklen med den hårde vandstråle. Pas f.eks. på med at sigte på hjullejer, kæde, pakdåser, karburatorer og elektronik. I nogle tilfælde kan man endda komme til at blæse lakken af stellet eller knække en køleribbe på top stykket. Så brug højtryksrenseren med største forsigtighed. Efter afskylning tørres motorcyklen med vaskeskind, en bomuldsklud eller med trykluft. Bruger du trykluft, skal du blot sikre dig, at tryktank og eventuelle filtre er rene – for tørring med en gammel snavset kompressor svarer til, at du sandblæser motorcyklen.

Insekter har det med at gro fast på motorcyklens front. De døde dyr kan opløses med flydende insekt rens og fjernes med en blød svamp.

Det skal du bruge
Grej: Et par spande Blød natursvamp Køkkensvamp med ru bagside Autovaskbørste Opvaskebørste Tandbørste Flaskerenser Bomuldsklude Vaskeskind Midler: Autoshampoo Insektfjerner Mild motorvask	MC-rensemiddel Petroleum Autovoks (gerne uden silikone eller kridt) Silikonespray Husholdningssprit Kædespray   Nærmeste forhandler: Putoline, tlf. 75 85 99 77 S100, tlf. 55 54 50 20 Turtle Wax, tlf. 45 82 15 00

Slut af med voks
Endelig skal den rene og tørre motorcykel have en gang voks, der gør lakkens overflade blank og glat samt afviser snavs og insekter.

Hvis lakken er iltet eller mat af andre årsager, friskes den først op med en let slibende lakrens. Mindre hak og stenslag kan duppes ud med en lakstift, og brugs ridser kan elimineres med en pigmenteret voks, der har samme basisfarve som lakken.

Et lag voks sørger for, at motorcyklen bevarer den gode finish, fordi smuds og insekter preller af på den glatte overflade.

Den traditionelle Turtle Wax er nem at påføre og at polere blank, men hvis motorcyklen skal forbi en autolakerer inden for overskuelig tid, er en voks uden silikone, f.eks. fra 3M, mere anbefalelsesværdig. Og hvis man vil undgå hvide skjolder på plast og gummi, skal man købe polermiddel og voks, som ikke indeholder kridt som slibemiddel.

Giv ikke lakken voks i direkte sollys, eller når luften er meget fugtig. Påfør voksen med en let fugtet bomuldsklud eller svamp i bløde cirkelbevægelser, og tør straks efter med en ren, tør klud på samme måde. Alufælge kan med fordel behandles med Turtles nye Fælg Wax 116, som giver en blank og smudsafvisende overflade, der modstår høje temperaturer og bombardementet af bremsestøv. Lad motorcyklen blive i skyggen et par timer efter voksbehandlingen.

Den endelige finish gives med en byge silikone, f.eks. Putoline Shine-spray, som sprøjtes på hele motorcyklen, bortset fra bremsecaliperne og sædet. Især motorcyklens dele i rustfrit stål og i aluminium kommer til at stå flot under det tynde lag beskyttende silikone, og maskinen bliver meget lettere at holde ren fremover.

Tilbage er blot at give kæden en frisk gang kædespray og at fedte bremseskiverne af med en klud, som er fugtet med husholdningssprit.

En af de sjoveste beskrivelser af os Englænder-kørere stod at læse i Ingeniøren, nr 49 – 10. december 1993. Ingeniøren har desværre aldrig selv lagt den på nettet, så da jeg skulle teste OCR-evnerne for min nye scanner, blev det altså artiklen “Vær kritisk – kør britisk” der kom til at holde for.

Den originale artikel og tegning bringes iøvrigt med behørig tilladelse fra forfatter og ophavsretsindehaver, Rolf Sylvester-Hvid og indledningen med tilladelse fra Ingeniørens bagsideredaktør, Lynch.

---

Transport

---

Fra personalebladet i et os nærstående teknisk forlag har vi sakset det meste af en artikel, som meget passende kan starte en ny serie om vore interessante fordomme vedr. de motorkørendes nationale karakteristika. Forfatteren kører selv en britisk antikvitet, hvis motorlarm lejlighedsvis runger i gården bag forlagshuset, så al telefonsamtale i blokkens travle kontorer må indstilles i flere minutter.
Artiklen indledes med nogle nedsættende bemærkninger om japanske motorcykler, som åbenbart er for spinkle til en normal velfodret dansker, men det hopper vi over som irrelevant og går lige til sagen:

Englænderne, derimod, kan dæleme’ lave køretøjer. Og med humor ikke mindst. Et britisk motorprodukt vil altid fremstå som en mekanisering af John Cleese (Fawlty Towers) eller Rowan Atkinson (Blackadder). De to nævnte herrer kører som en selvfølge i engelske biler.
En englænderkører er altid let genkendelig. Firhjulsbrugere kan kendes på rødrandede øjne, vådt tøj og permanente forkølelser, fordi engelske biler altid er forrygende utætte. Korrektion – de har en god ventilation.
Tohjulsbrugerne er i øvrigt også karakteriserede ved de røde øjne, det våde tøj og forkølelserne. Dette skyldes ikke »ventilationen«, men det faktum, at de har skubbet deres motorcykel tredive kilometer hjem forleden nat i øsende regn. En englænderfikseret motorcykeltosse kan som regel også kendes på brækkede ben og brandsår, fordi motoren eksploderede forleden, you know.
Af andre symptomer kan i forbifarten nævnes, at en englænderkører altid er permanent fattig, fordi 120 pct. af lønnen går til reparationer.
Til gengæld er en englænderkører sprængfyldt med patriotiske løgnehistorier om køretøjernes fortræffeligheder. Derfor ser en englænderkører altid ud som om, han eller hun har masser af penge, og du må være forberedt på historier om køretøjets evne til at køre til en eller anden europæisk storby på en skefuld benzin.
At man så har brugt ½ ton olie på turen er naturligvis en anden sag.
Hov, sagde vi olie? Hvis du vil finde frem til et engelsk motorkøretøj, er oliesporene et godt clou. Brug erfaringerne fra din fortids medlemskab af pigespejderbevægelsen, og søg efter de spor, du finder i asfaltjunglen. En englænder efterlader altid Castrol 50′er olie fra motoren og en fedtet Castrol 90′er plamage fra transmissionen.
Er der friske benzinpøle, har vedkommende indehaver af køretøjet forladt scenen inden for de sidste fjorten dage.
Omridset af de spildte væsker kan som regel fortælle, hvilket fabrikat køretøjet havde, og glider du i veritable oceaner af olie – så var det en Triumph! Led eventuelt også efter møtrikker – de falder nemlig altid af. 26 snoninger pr. tomme er BSA, 24 er Whitworth, og passer dimsen ingen steder overhovedet – ja, så var det igen en Triumph.
Skulle du finde frem til køretøj samt indehaver, så venter der dig en excentrisk oplevelse. Vi englændertosser snakker Fanden et øre af – og vi bliver ved. We’re on a mission from God, you know! Vi praler af maskinernes eksemplariske design og ekstreme holdbarhed (i dag – Gud ved om vi også kan køre hjem).
At skidtet som oftest ikke er braset sammen under os, kan vi kun takke englændernes totale mangel på kommunikation for. Ingen engelsk motorfabrik ved, hvordan et køretøj skal skrues sammen – eller hvorfor, og de forskellige afdelinger i produktionen taler aldrig sammen.
For at undgå at fremstå som idioter, overdimensionerer britiske teknikere alle metaldele med 20 procent og fordobler godstykkelsen i øvrigt, bare for en sikkerheds skyld. Så er der også mere gods at svejse i, når akslen, stellet eller beslaget alligevel knækker.
Plastdele er man så behageligt fri for, da englænderne aldrig har forstået at holde oliebaserede produkter samlet på
et sted. Til erstatning for plastdelene har briterne i stedet brugt døde træer og døde køer. Det er da også levende materialer, ikke sandt?
På den led kommer en britisk bil hurtigt til at veje over to ton og motorcyklerne er designet som jernbanebroer.
Her er nok den sande fornøjelse ved at køre britisk. Ud over det dyriske brøl fra motoren, der effektivt overdøver lyden af alt, der falder af køretøjet, er sikkerheden i top. Den passive sikkerhed er fænomenal. Ikke den aktive, naturligvis, for det havde forudsat at bremserne virkede, og det gør de nu så sjældent.
Men fornøjelsen ved at pløje sit britiske sværvægtsprodukt som en keltisk, apokalyptisk helvedeskile igennem eller hen over en japansk firhjulet buddingeform er klart til stede. Det er derfor, at vi englænderkørere altid har et bredt, sadistisk grin. Masochismen bliver jo tilfredsstillet på alle andre punkter. Slå mig, og bid mig også lidt,

Tiger

- – -

Vor læser på Mallorca har sendt os en derværende brites uforbeholdne meninger om andre landes sære trafikanter. Den bringer vi snarest belejligt, så vi får hørt begge parter.

Lynch

Ann Markers begejstring er til at føle på, når hun står i et varmt tv-studie og fortæller om vejret. Desværre er hendes begejstring sjældent større, end når hun i disse dage kan berette om store snemængder .

Hvad går der galt for hende? Vi er i marts måned og om 15 dage åbner Bakken – foråret burde være om hjørnet. OK, vinteren er før først kommet i marts/april, men derfor behøver hun da ikke være så overstrømmende begejstret . Vi er altså en del mennesker med fortove og indkørsler, der skal ryddes for sne, samt et behov for at bevæge os rundt på vejene. For slet ikke at nævne vores ønske om snart at kunne skifte madkassen ud med motorcyklen . Så kunne hun ikke virke lidt mere brødebetynget, når hun står der og slynger dårlige vejrudsigter ud? .

Det er snart 14 år siden jeg blev introduceret til Werner – en hylende skæg tysk tegneserie, om “rockeren” Werner og alle hans venner fra MC Klapstuhl . Nogen tid senere arrangere nogen af “Rockerne fra Egebjerg” en videoaften – der skulle ses “Werner Beinhart” og drikkes tyske øl med patentpropper . Min kammerat, Jakob, lavede en VHS-kopi af filmen til mig, men som en kopi af en kopi af en kopi osv., så var den ikke optimal.

Så, en dag før jul, kiggede jeg forbi Werner-hjemmesiden – og faldt over den store 5-DVD-boks, med alle 4 Werner-film og en bonus-DVD!! 74 euro, inklusiv porto, men jeg måtte have den .

Jeg måtte rykke dem et par gange, før de endelig bekræftede at pakken var på vej – inklusiv lidt ekstra, som undskyldning for den lange ekspeditionstid. Nu er den så kommet!! Inklusiv soundtracket fra filmen “Das muss kesseln”, kvit og frit .

Så nu skal jeg bare have tid til at se dem. Maj-Britt mener ikke hendes tysk er godt nok til at hun gider, men jeg kan sikkert lokke tvillingerne med på den – de kan jo alligevel ikke engang dansk .

Endnu en fortælling fra arkivet . Det her er vel nærmest min yndlingshistorie, om livet som motorcyklist! Den viser fordele og ulemper, men først og fremmest sammenholdet mellem motorcyklister! I forhold til den originale news-posting har jeg smidt et par billeder fra weekenden med .

From: urb@image.dk (Uffe R. B. Andersen)
Newsgroups: dk.fritid.motorcykel
Subject: Hvor der er vilje er der en vej - en lang historie med en Happy End.
Date: Mon, 07 Sep 1998 22:18:18 GMT
Organization: Traumatic Web Experiences
Reply-To: urb@image.dk
Message-ID: <35f458e6.9493220@news.image.dk>
X-Newsreader: Forte Agent 1.5/32.452
MIME-Version: 1.0
Content-Type: text/plain; charset=ISO-8859-1
Content-Transfer-Encoding: 8bit
NNTP-Posting-Host: pm26-37.image.dk
X-Trace: 8 Sep 1998 00:18:14 +0200, pm26-37.image.dk
Lines: 131
Path: news4.image.dk!pm26-37.image.dk
Xref: news4.image.dk dk.fritid.motorcykel:8319

Denne beretning tilegnes Søren Holm, Midtfyns MC Import og Eggert
Boserup. Uden deres fuldstændig uselviske indsats havde jeg ikke kunne
sidde her iaften, med et lille smil på læben og skrive om en weekend,
der blev så meget dyrere end beregnet. Hvis Guzzi har en skytshelgen,
så også en tak til hende.
Første weekend i september er altid præget af aktiviteter, der kræver
fravalg, snarere end valg. I år således Mosten Race Day, Sydfynstræf
og et 25 års jubilæum på Midtfyns Gymnasium. Nå ja, valget var truffet
- for to måneder siden indløstes spisebillet til jubilæet.
Sydfynstræffet var lige om hjørnet, så det kunne nås lørdag og søndag.
Der skulle bevilges frihed fra jobbet fra kl. 13, hvis det hele skulle
nås. Chefen storsindet, men en server ville det anderledes og klokken
blev 14. Hjem, spise og pakke - afsted kl. 16.
Jeg kører altid over Roskilde, når jeg skal til Fyn - gammel vane fra
tiden med BSA'en. Ikke den fredag, for nu havde vi jo travlt, rigtigt
travlt og så er det bedre (for økonomien bla.) at køre stærkt på
motorvejen. Dårligt valg - 7 km kø ved Køge! Bryder med et princip og
triller afsted mellem rækkerne - vi har jo travlt. Efter Køge, fri
bane… 160, 170, 180, 190. Jeg ved det nu er ubehageligt for kæresten
bagpå, men vi har travlt. Mærker et stød i fodhvilerne. Et til. Farten
ned, 180, 170, 160. Ingenting. Når Ringsted efter 50(!) minutters
kørsel og kører af motorvejen for at tanke; ser en MC-betjent der skal
samme vej som os, men han ombestemmer sig og kører mod København
(måske han tidligere havde knaldet en MC'ist og ikke gad mere den
dag?). Tanker og fortsætter mod broen - pæn fart, vi har stadig
travlt, festen starter kl 18:30. Mærker foruroligende stød i
fodhvilerne! Farten lidt ned, men efter betaling af weekendens første
broafgift sættes farten op - en Guzzi kan åbenbart ikke køre stærkt
nok til at den letter forhjulet når man runder toppen af
Storebæltsbroen, men nu er det forsøgt! Stødet i fodhvilerne kommer og
går, men nu er det blevet rutine - kurven på motorvejen rundt om
Nyborg tages med rolige 190.
Af motorvejen og mod Fåborg - det kan faktisk nås, klokken er ca.
17:20 og der skal være tid til et bad og omklædning hos mine forældre.
Hovedvej 8 er en gammel bekendt, efter 10 år i sjællandsk eksil og
jævnlige besøg hos forældrene. Stødene i fodhvilerne er væk, det var
åbenbart et højhastighedsproblem og nu kører vi ikke over 150 på de
åbne stræk. Kommer ind i Ørbæk bag en langsom bilist - når frem til
rundkørslen.
Hertil må knyttes en kommentar: For de ikke-lokalkendte kan nævnes, at
rundkørslen i Ørbæk ligger ved siden af hovedvejen - så hvis man
kommer fra Fåborg-siden kan man køre en lastvogn igennem den, uden at
dreje på rattet, men fra Nyborg-siden skal man slå et ordentligt slag
- hvis man da ikke vælger at køre henover den, hvilket let lader sig
gøre, da den er lav, fint afrundet og belagt med brosten.
Så kan man jo også komme foran fjoget i bilen, så som tænkt så gjort -
vupti, hops, henover et stk. rundkørsel. Nogen slår mig under fødderne
med et baseball-bat og et sted i nærheden flår nogen en mælkejunge
midtover. Baghjulet blokerer og Guzzi'en skrider - kobler ud, hjulet
snurrer igen - kobler til, denne gang er det en mindre mælkejunge.
Trækker ind til siden og lader bilisten komme forbi igen - der blev
ingen point for stil, for den overhaling. Stiger af, stiller cyklen,
krammer kæresten - vi er stadig i live og hvad betyder det så at have
haft travlt?
Ingen TopHjælp, ingen Falck, men skiltet jeg læner mig op af skriver
14 km til Ringe - måske Søren, som i sin tid, i denne weekend for
nøjagtig 2 år siden, solgte mig Guzzi'en, er hjemme? Nej. Han træffes
dog på mobilen og rystes - stiller diagnosen knækket kardankryds - det
burde ikke kunne ske, cyklen rundede blot 32.000 km lige efter
Ringsted. Han skal dog ikke noget lørdag formiddag og hvor lang tid
kan det tage at skifte et kardankryds?
Lørdag formiddag - jeg nåede ikke jubilæumsspisningen aftenen før, men
der var stadig øl da jeg kom. Da jeg stikker hovedet ud under dynen,
betvivler jeg der var flere da jeg gik. Bad, morgenmad, Søren ankommer
i varevognen kl 10:15. Til Ørbæk og cyklen er der stadig - tror
pokker. Det havde været rart med en rampe at køre den op ad, men vi er
tre og så kan man jo løfte den ind i. Ankommer til Midtfyns MC Import
i Vantinge klokken 11:25 - vi har travlt, vi skal have bekræftet
diagnosen og til Odense efter et nyt kardankryds inden kl. 12. Cyklen
er i værkstedet kl. 11:30 og 11:45 er baghjul, lydpotter, støddæmpere,
fodhvilere og bagsvinger pillet af - Søren satte ny personlig rekord.
Ringer til Korup MC - skønne spildte kræfter, der er udsolgt af
kardanled. Mismodet melder sig, så tæt på og så alligevel.
Der sættes kaffe over, så tænker man bedre! De Voss i Frederikssund
har garanteret stumpen, men der er langt fra midtfyn, når klokken
nærmer sig lørdag middag. Hvorlænge mon de har åbent? Stumpen skal jo
bestilles, så de får et ring. Mirakel - de har åbent til kl. 14. Hvis
man nu kunne få nogen til at hente kardankrydset.... Ringer til
Eggert, "Har du nogen planer for idag?". "Nøeej, egentlig ikke", men
der mærkes alligevel en vis vantro hos tilhøreren, medens min bøn
fremsættes. Heldigvis er det et håbløst projekt og det kan man jo
svært stå for - Eggert indvilger, "Ring til mig kl. 14, så må finde ud
af at få det til Fyn". Utroligt.
Ventetiden fordrives med at besigtige Midtfyns MC Imports øjeblikkelig
lagerbeholdning - der prøvekøres en V65 Lario, Maj-Britt lokkes og
presses, til også hun tager en tur. Lidt bredere et smil og hun havde
flækket sin hjelm. "Hvad med en LM III ombygget med Daytona tank, sæde
og kåbe?", lokker Søren. "Næeh tak, men hvad er den røde LM III for
en?". "Sød lille sag, 1000ccm motor, 40mm karburatorer, elektronisk
tænding, Marzocchi forgaffel". Lille ulv i fåreklæder.
Eggert er tilbage, der aftales en udveksling i Korsør - et kardankryds
mod 2000 kr. "Vælg en!", siger Søren. "Den røde er sød", siger jeg.
"Koblingen glider", siger en gæst. "Først over 190 og den trænger til
at blive rørt", siger Søren. Så sandelig - da den endelig starter, må
turen foregå uden lys og en formaning - "lad den nu ikke gå istå". I
Nyborg tankes, den starter fint og der er lys på nu. Broen passeres og
weekendens anden broafgift betales. Ved afkørslen til Korsør står
Eggert og kæresten - de vinker, de må ku' li' os endnu!
Rygepause. Den er slem, den Guzzi - anstrengende håndstilling. Lau har
været forbi på Duc'en og spørge om de var kørt i stykker, pænt af ham.
Eggert prøver Guzzi'en, medens tøserne henter is på en tankstation.
Eggert bekræfter af den glider i koblingen ved 190 i modvind - i
medvind klarer den uproblematisk 210. Penge og kardankryds udveksles,
jeg bukker og nejer og takker for hjælpen - hvad mon vi sættes til at
hjælpe Eggert og Pernille med, når gælden skal indfries?
Retur over broen, efter weekendens tredje broafgift og tilbage til
Vantinge. Nu har vi ikke så travlt mere, så med rolig hånd, kaffe- og
rygepauser, renses kardanhus og gearkassens udgangsaksel for spåner.
Underlige spåner - det viser sig at være nåle fra krydsets lejer. De
fleste er ca. 1,5mm lange, en enkelt 8mm. Det tager længere tid at
samle - en låsemøtrik var havnet i et topnøglesæt, der var blevet lagt
på plads. Klokken 20 rulles cyklen ud, op på centralbenet og startes.
Med hjertet i halsen sættes i gear - har gearkassen og kron- og
spidshjulene overlevet? Pyha, ingen mislyde, blot den sædvanlige
højfrekvente hylen fra close-ratio gearkassen.
Vi pakker, takker Søren af hele hjertet og kører hjem til mine
forældre. Lørdag nat sover vi godt, men må undvære Sydfynstræffet.
Søndag køres en tur i det Sydfynske - er der ikke stadig en mislyd?
Nej, det må være "Fantomsmerter", Guzzi'en ruller stabilt.
Efter betaling af weekendens fjerde broafgift og en begivenhedsløs tur
over Sjælland, er vi hjemme i Rødovre klokken 22, drikker en kop the
og noget mere kaffe. En ganske normal afslutning på en weekend, der
dog var noget ud over det sædvanlige.

--
Med venlig hilsen - Sincerely
Uffe R. B. Andersen - mailto:urb@image.dk

http://www.image.dk/~urb/

'Loud pipes saves lives' - sandheden om fri udblæsning.

Epilog: 1½ år senere blev kardankrydset igen skiftet. Søren og jeg havde ikke skiftet kardankrydsets bæreleje i bagsvingeren og det var til syneladende for løst, så kardankrydset havde løbet rundt i lejet og var blevet helt blåt af varmen. Så husk at kontrollere bærelejerne – kardankrydset skal gå stramt i lejet, ellers går det galt igen.