Nu skal der ske noget!

Nu er sommeren åbenbart for alvor på vej og så kan man godt komme til at savne at sidde i morgenkøerne og grov-svede inde i sit lædertøj. Det er der bare ikke noget at gøre ved, for Guzzien er langt fra køreklar.

Selvom jeg har en 32 m2 garage, så kniber det med at komme til, især når større operationer skal foretages. Nu skal der imidlertid ske noget – og det første bliver at flikke et arbejdsbord sammen. Fra den forrige ejers tid ligger der stadig nogen lægter og bjælker, som skal udgøre ben og afstivning. En 40×60 mm lægte bliver skruet op i væggen langs garagens ene side og kommer til at udgøre bordets bagerste støtte. En 100×50 mm bjælke saves over og bliver forreste bordben. Bordpladen bliver Maj-Britts gamle skrivebord – 1800x900x25 mm. Det er en lidt tynd bordplade til et arbejdsbord, så for at stive den af vil jeg modificere lidt på det originale skrivebords-stel. Stellet har siddet asymmetrisk under bordet og det skal rykkes så der lige bliver plads til lægten på bagsiden. De bagerste ben saver jeg af og de forreste korter jeg af til 20-25 cm. Gennem de forreste ben-stumper borer jeg to 10 mm huller og bolter så de længere bjælke-bordben fast til dem. Bordhøjden skal være ca. 90 cm.

Fra et projekt hvor vi boede før, har jeg en stump køkkenbordplade. Den oprindelige plade havde “to forsider”, men blev monteret op ad en væg – så stumpen er 27×200 cm og vil blive en fin hylde, over arbejdsbordet. 4 hyldebærere og 12 styk 6×55 mm skruer er indkøbt til det.

Jeg har allerede anskaffet en 120 mm Record-skruestik (støbejern – min Far var forarget, for en smed ville aldrig acceptere andet end en smedet :roll:) og på et 3-ugerskursus på DTU, engang tilbage i starten af 90’erne, lavede jeg en fin borestander. Begge dele skal fastmonteres på arbejdsbordet, ligesom der skal sættes noget lys op – jeg har allerede et par gamle arkitektlamper, men et lysstofrør over bordet vil nok være et hit.

Det meste af det, der i dag står og fylder uforholdsmæssigt meget op i garagen, vil nu kunne finde plads på, over eller under arbejdsbordet. Måske der skal en vandfast masonitplade på væggen, til ophængning af stjernegaffel-nøgler, svensknøgler, tænger og skruetrækkere.

Når alt det er ordnet….. så skal jeg i gang med motorcyklen :mrgreen:. Første opgave bliver skft af hjullejer på Guzzien, samt justering af ventiler, karburatorer og tændning (med min nye tændingspistol) – mon Hekto er frisk på en hjælpende hånd (jeg har en halv kasse Albani Blålys og halvanden kasse Odense Classic stående :wink:)?

Næste opgave bliver Maj-Britts BMW – den skal sælges og der skal ordnes lidt småting først. Så der bliver travlt ved arbejdsbordet, hvis ellers jeg kan få tid til det – det afhænger jo i høj grad af mine pigers samarbejdsvilje :wink:.

Om Uffe R. B. Andersen

Uffes weblog
Dette indlæg blev udgivet i Motorcykler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.