Jeg forstår ikke logikken i VK-regeringens udspil om afskaffelse af efterlønnen. Efterlønsordningen er tiltænkt de erhvervsgrupper, som er udsat for ekstraordinær nedslidning, f. eks. jord- og betonarbejdere og social- og sundhedsarbejdere. Statsministeren lover højtideligt, at disse grupper også fremover skal være sikret mulighed for at forlade arbejdsmarkedet tidligt. Allerede her begynder logikken at halte, for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en analyse, der dokumenterer efterlønsmodtagernes fordeling på erhvervsgrupper og hele 87% er ufaglærte eller faglærte. Blot 2% har lange uddannelser og de resterende 15% har enten en kort eller mellemlang videregående uddannelse.
Besparelsen kan altså hurtigt blive reduceret, så det er til at føle på.
En følge af en afskaffelse af førtidspensionen er naturligvis, at vores egenindbetalinger skal føres tilbage. Statsministeren lægger op til, at vi enten kan flytte pengene til en privat pensionsordning eller få dem udbetalt til forbrug. Der er tale om et beløb i størrelsesorden 16-40 milliarder kroner. Et sådant beløb frigjort til forbrug er god medicin, i følge professor ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand Torben M. Andersen. Til Politiken udtaler han:
»Rigtig mange vil omsætte pengene til forbrug, og derfor er et efterlønsindgreb et af de sjældne indgreb, som vil styrke økonomien på både kort og lang sigt. Du stimulerer forbruget her og nu, hvilket er tiltrængt efter krisen. Og du forbedrer det offentlige budget på længere sigt«
Her dør logikken helt, for mit vedkommende – lægmand, som jeg er. Hvis den økonomiske krise har lært os noget, så burde det da være, at stimulering af forbruget og den deraf følgende vækst, kun varmer kortvarigt? Rent matematisk giver det ikke nogen mening at tro på en stadig vækst i samfundet – renter og renters rente gælder også for vækst-procenter.
Det samfundet har brug for er måske snarere konsolidering? En indsats for at sikre, at vi kan bevare det nuværende niveau, snarere end en indsats for at nå et højere (og højere og højere) niveau. Hvordan skaber vi et nyt økonomisk system, som anerkender værdien af stabilitet? Hvordan får vi åbnet økonomernes øjne for, at konsolidering også er værdiskabende? Tillid er nøgleordet i økonomi og et velkonsolideret firma må alt andet lige være mere tillidsvækkende. Det er en myte, at man ikke kan være nyskabende eller udvikle sig, uden vækst – det handler blot om at sætte tæring efter næring.
Vækstpakker, frigørelse af særlige pensionsmidler eller efterløns-indbetalinger er ikke at sætte tæring efter næring. Vi kan ikke skabe vækst for de penge vi allerede har – det burde give sig selv. Vækst kræver tilførsel af nye ressourcer og da jorden kun har en begrænset mængde ressourcer, så skal vi ud over vækst-modellen, før vi kan opnå et stabilt, globalt økonomisk system.
