Foran mig på skrivebordet ligger et afknækket stykke viskelæder fra en blyant. Det udgør en af de skuffelser, man som far må bibringe sine unger.

Sådan et par 3-årige tøser kan jo hærge mangt og meget. Noget der ofte er blevet hårdhændet behandlet er køleskabsmagneter, som ikke lige bliver sat ordentligt op og må en tur på gulvet. Ofte er de ikke limet særlig godt, så selve magneten ryger af. Det er heldigvis let ordnet med lidt kontaktlim. Børnebøgerne har også mistet nogen sider, men tit kan det klares med noget usynlig Scotch-tape.

Så pigerne har vænnet sig til, at når noget går i stykker, så kan far lime det igen. Det gælder også deres tuscher, når de trykker for hårdt på dem og filt-spidsen bliver trykket op – så skal far også lime dem 🙂 – det plejer jeg nu godt nok at ordne med en nål, men de insisterer på, at jeg limer dem.

Men forleden kom Andrea så hen til mig, kiggede op på mig og rakte sin blyant og stumpen af det viskelæder, der havde siddet for enden, op mod mig, hvorefter hun spurgte “Kan du lime den?”. Forventningen lyste ud af hendes øjne, men jeg måtte skuffe hende – viskelæder lader sig ikke lime.

Hun tog det nu meget pænt, men det er den slags oplevelser, der godt kan få en til at føle sig utilstrækkelig som far . Så viskelæderet ligger her endnu, som en (meget lav) skamstøtte over en fars mangelfuldhed