Endnu et EOS-kamera til samlingen

Det har været en lang weekend, hvor jeg har ventet på, at PostDanmark skulle dukke op med mit nyeste kamera-indkøb – et EOS-1N.

Javist, jeg har lige fået mit EOS600 tilbage fra reparation, men så faldt jeg over en salgsannonce på Fotokritik.dk. Der var en der vil sælge et EOS-1N og en Speedlite 540EZ… Jeg har kigget på data for de fleste EOS-kameraer og var egentlig ikke faldet over noget, jeg syntes så bedre ud end EOS600 – lige bortset fra de professionelle modeller i EOS-1-serien. Så fristelsen var stor og jeg sendte manden et forsigtigt bud – 800,- kr. Svaret kom prompte – det er dit, hvis du selv betaler halvdelen af forsendelsen :shock:. Det havde jeg nu nok ikke regnet med og da manden endvidere tilbød mig 540EZ’eren med for yderligere 200,- kr., så måtte jeg slå til. Canon opgiver dets levetid til 100.000 eksponeringer og den tidligere ejer mente han havde taget ca. 200 ruller film – så der er stadig over 90.000 billeder i det – alt andet lige :cool:.

EOS-1N HS © Canon Inc.Billedet ved siden af viser et EOS-1N med Power Drive Booster E1 – svarende til EOS-1N HS. Mit er altså uden den kombinerede motor- og batteripakke, men sådan en er nu kommet på ønskesedlen – det her bliver trods alt nok det eneste professionelle kamera, jeg kommer til at eje :mrgreen:.

Aftenen er gået med at studere den 120-sider lange instruktionsbog og prøve kameraets funktioner af. Umiddelbart virker alt, men knappen til eksponeringslåsning har tendens til at hænge fast :neutral:. Derudover er kameraet godt brugt og har tydelig spor af et professionelt liv, men det er rent kosmetisk. Kameraet kommer nu nok en tur med forbi PW Service Center, når jeg skal hente de 2 EOS650-huse, der stadig er til reparation, så jeg lige kan få en vurdering af dets tilstand.

Umiddelbart føler jeg dog, at jeg har gjort et godt køb – det er et lækkert kamera og vil være et godt supplement til et DSLR, når jeg får råd til sådan et (og det tager så lige 1100,- kroners tid længere nu :???: ).


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *