Vær kritisk – kør britisk

En af de sjoveste beskrivelser af os Englænder-kørere stod at læse i Ingeniøren, nr 49 – 10. december 1993. Ingeniøren har desværre aldrig selv lagt den på nettet, så da jeg skulle teste OCR-evnerne for min nye scanner, blev det altså artiklen “Vær kritisk – kør britisk” der kom til at holde for.

Den originale artikel og tegning bringes iøvrigt med behørig tilladelse fra forfatter og ophavsretsindehaver, Rolf Sylvester-Hvid og indledningen med tilladelse fra Ingeniørens bagsideredaktør, Lynch.

---

Transport

---

Fra personalebladet i et os nærstående teknisk forlag har vi sakset det meste af en artikel, som meget passende kan starte en ny serie om vore interessante fordomme vedr. de motorkørendes nationale karakteristika. Forfatteren kører selv en britisk antikvitet, hvis motorlarm lejlighedsvis runger i gården bag forlagshuset, så al telefonsamtale i blokkens travle kontorer må indstilles i flere minutter.
Artiklen indledes med nogle nedsættende bemærkninger om japanske motorcykler, som åbenbart er for spinkle til en normal velfodret dansker, men det hopper vi over som irrelevant og går lige til sagen:

Englænderne, derimod, kan dæleme’ lave køretøjer. Og med humor ikke mindst. Et britisk motorprodukt vil altid fremstå som en mekanisering af John Cleese (Fawlty Towers) eller Rowan Atkinson (Blackadder). De to nævnte herrer kører som en selvfølge i engelske biler.
En englænderkører er altid let genkendelig. Firhjulsbrugere kan kendes på rødrandede øjne, vådt tøj og permanente forkølelser, fordi engelske biler altid er forrygende utætte. Korrektion – de har en god ventilation.
Tohjulsbrugerne er i øvrigt også karakteriserede ved de røde øjne, det våde tøj og forkølelserne. Dette skyldes ikke »ventilationen«, men det faktum, at de har skubbet deres motorcykel tredive kilometer hjem forleden nat i øsende regn. En englænderfikseret motorcykeltosse kan som regel også kendes på brækkede ben og brandsår, fordi motoren eksploderede forleden, you know.
Af andre symptomer kan i forbifarten nævnes, at en englænderkører altid er permanent fattig, fordi 120 pct. af lønnen går til reparationer.
Til gengæld er en englænderkører sprængfyldt med patriotiske løgnehistorier om køretøjernes fortræffeligheder. Derfor ser en englænderkører altid ud som om, han eller hun har masser af penge, og du må være forberedt på historier om køretøjets evne til at køre til en eller anden europæisk storby på en skefuld benzin.
At man så har brugt ½ ton olie på turen er naturligvis en anden sag.
Hov, sagde vi olie? Hvis du vil finde frem til et engelsk motorkøretøj, er oliesporene et godt clou. Brug erfaringerne fra din fortids medlemskab af pigespejderbevægelsen, og søg efter de spor, du finder i asfaltjunglen. En englænder efterlader altid Castrol 50’er olie fra motoren og en fedtet Castrol 90’er plamage fra transmissionen.
Er der friske benzinpøle, har vedkommende indehaver af køretøjet forladt scenen inden for de sidste fjorten dage.
Omridset af de spildte væsker kan som regel fortælle, hvilket fabrikat køretøjet havde, og glider du i veritable oceaner af olie – så var det en Triumph! Led eventuelt også efter møtrikker – de falder nemlig altid af. 26 snoninger pr. tomme er BSA, 24 er Whitworth, og passer dimsen ingen steder overhovedet – ja, så var det igen en Triumph.
Skulle du finde frem til køretøj samt indehaver, så venter der dig en excentrisk oplevelse. Vi englændertosser snakker Fanden et øre af – og vi bliver ved. We’re on a mission from God, you know! Vi praler af maskinernes eksemplariske design og ekstreme holdbarhed (i dag – Gud ved om vi også kan køre hjem).
At skidtet som oftest ikke er braset sammen under os, kan vi kun takke englændernes totale mangel på kommunikation for. Ingen engelsk motorfabrik ved, hvordan et køretøj skal skrues sammen – eller hvorfor, og de forskellige afdelinger i produktionen taler aldrig sammen.
For at undgå at fremstå som idioter, overdimensionerer britiske teknikere alle metaldele med 20 procent og fordobler godstykkelsen i øvrigt, bare for en sikkerheds skyld. Så er der også mere gods at svejse i, når akslen, stellet eller beslaget alligevel knækker.
Plastdele er man så behageligt fri for, da englænderne aldrig har forstået at holde oliebaserede produkter samlet på
et sted. Til erstatning for plastdelene har briterne i stedet brugt døde træer og døde køer. Det er da også levende materialer, ikke sandt?
På den led kommer en britisk bil hurtigt til at veje over to ton og motorcyklerne er designet som jernbanebroer.
Her er nok den sande fornøjelse ved at køre britisk. Ud over det dyriske brøl fra motoren, der effektivt overdøver lyden af alt, der falder af køretøjet, er sikkerheden i top. Den passive sikkerhed er fænomenal. Ikke den aktive, naturligvis, for det havde forudsat at bremserne virkede, og det gør de nu så sjældent.
Men fornøjelsen ved at pløje sit britiske sværvægtsprodukt som en keltisk, apokalyptisk helvedeskile igennem eller hen over en japansk firhjulet buddingeform er klart til stede. Det er derfor, at vi englænderkørere altid har et bredt, sadistisk grin. Masochismen bliver jo tilfredsstillet på alle andre punkter. Slå mig, og bid mig også lidt,

Tiger

– – –

Vor læser på Mallorca har sendt os en derværende brites uforbeholdne meninger om andre landes sære trafikanter. Den bringer vi snarest belejligt, så vi får hørt begge parter.

Lynch