Det var min helt egen konspirationsteori, udviklet og forfinet over 1½ år; min første konspirationsteori. Så intrigant, at jeg kun har nævnt for min hustru og min søster, af dyb frygt for at komme brat af dage.
Det startede for ca. 1½ år siden, hvor jeg var på vej fra arbejde, i min Peugeot 406 HDi st. car med tvilling-monterede barnestole. Pludselig mistede motoren kraft og speedometer-nålen faldt ned til nul. Spændt spejdede jeg ud af vinduerne efter et kraftigt lysende objekt på himlen, men på en forsommereftermiddag er himlen i sig selv ret lysende, så jeg fandt intet af interesse og pludselig kom motorkraften igen og speedometeret hoppede tilbage på 80 60 km/t.
Efter nogen tid glemte jeg hændelsen, men et par måneder senere gentog det sig – nøjagtigt samme sted! Nu var vi nået hen på den mørkere tid af året og der var stadig ikke nogen kraftige lys i luften over vejen, så jeg krøllede sedlen med SUFOI‘s alarmnummer sammen og smed den ud ad vinduet i skraldespanden, da jeg kom hjem.
Nu gentog fænomenet sig et par gange mere, altid samme sted, og jeg måtte søge en ny forklaring. Det var jo oplagt at søge årsagen udenfor bilen og som ingeniør-uddannet kender jeg til virkningerne af elektromagnetiske pulser, hvilket nøje svarer til mine oplevelser. Der måtte med andre ord være et kraftigt magnetisk felt, lige der på O4, en af landets mest befærdede veje og midt inde i tæt bebygget område. Hvilken ond organisation ville dog forsøge at skjule og beskytte sine fordækte aktiviteter, ved at placere dem et sted, hvor en voldelig fjernelse af deres trussel ville kræve store civile ofre? Måske en ukendt sidegren af CERN‘s LHC? Jeg blev slagen med frygt!
Forleden tog begivenhederne så dramatisk fart! Jeg modtog et brev fra min lokale Peugeot-pusher, med påmindelse om, at min bil snart skulle til syn og at de, i den anledning, gerne ville tilbyde mig en gratis test, hvor de ville gennemgå de samme ting, som til et syn og udforme et tilbud på rettelse af eventuelle fejl. Gratis har altid været en fair pris i mine øjne, så jeg takkede ja, uden at ane noget om de vidtrækkende konsekvenser, som min nærrighed skulle få.
Bilen blev afleveret om morgenen og omkring middagstid blev jeg ringet op fra Peugeot, for at modtage min bils dom. Ikke uventet var der behov for to nye fordæk og to nye sporestænger til samme, samt et bøs til krængningsstabilisatoren til højre forhjul – det er prisen for at komme for hurtigt over fartbumpene. Så var der en defekt føler til håndbremsen, som resulterede i en falsk alarm om “Brake fluid level low”, 5 liter olie, olie- og pollen-filter, så både synstest og vinterklargøring var på plads.
“Og så var der også en defekt sensor i gearkassen, som føder data til det elektroniske speedometer og motorstyringen”, siger mekanikeren henkastet.
Hvad? HVAD? Et stykke dumt defekt hardware? 1½ års gennemtænkt konspirationsteori, lige til at hælde i kloakken. Har sådanne mennesker da ikke nogen følelser? Er begrebet empati fuldstændig tabt på dagens mekanikere? Et lille, velformuleret faktum forklarer brat en uforståelig sammenhæng og bringer virkeligheden ubehageligt tæt på ens person. Shame on him!
I den nordlige ende af Herlev kommune er anlagt en enorm, underjordisk by. Bygget for Marshall-midler, før villakvarterene nåede derud, ligger denne hemmelige militære installation nu og putter sig, under et tætpakket byområde. Kun en enkelt fabriksbygning, med store tomme parkeringsarealer omkring, afslører det fordækte under overfladen.
Jeg giver ikke op, jeg vil have min egen konspirationsteori!
Pingback: /var/blog/messages » DELTA - det var et smart træk..