Inden du læser videre, skal du overveje lige at hoppe over i dit foretrukne mailprogram og sende, hvad der måske kan blive din sidste e-mail, til folk du kender og holder af.
Nu tænker den trofaste læser nok “Hva’ pokker, er ham Uffe nu hoppet med på LHC-hysteriet og jordens undergang?”. Selvfølgelig ikke; jeg er ingeniør, en ydmyg af slagsen og tror ikke på vi mennesker formår at skabe noget, der kan bringe universet til ophør (for andre end os selv, that is).
Nej, det er noget meget mere jordnært, jeg refererer til – nemlig internettets undergang. Det svenske firma Outpost24 har fundet en ny TCP-sårbarhed, som de mener potentielt kan betyde enden på internettet som vi kender det.
Der er dog andre, der maner til besindighed, men vi er mange, der venter spændt på detaljerne om denne sårbarhed, som Outpost24 vil offentliggøre mere om senere på måneden.
Det hele kan være et billigt mediestunt fra Outpost24, der trods alt er en kommerciel spiller på sikkerhedsmarkedet, det kan være kendte svagheder i TCP-protokollen eller Outpost24 kan have helt ret. TCP/IP-protokollen er trods alt fra før skurkene fik adgang til internettet.
For en sikkerheds skyld, så få surfet og sendt de mails du er bagud – din tid kan være ved at rinde ud .