Hvad er lige deres problem? Jo, de tre kolleger er dømt for vold på åben gade, et forhold de nægter sig skyldige i, men som er iagtaget af uafhængige vidner. Derudover er de dømt for at have fortsat volden i en patruljevogn, hvilket der ikke er vidner til, men kun arrestantens vudneudsagn; også dette forhold nægter betjentene sig skyldige i.
Politiassistent Anders Reinholdt udtaler til Ekstra Bladet, at “Vi kan ikke risikere at tage en anholdt med i bilen, fordi vedkommende så kan få alle dømt ved at fortælle, at han er blevet tævet og truet inde i patruljevognen”. Anders, tænker jeg så, har du nu været i kosterrummet og taget af vareprøverne? Du har tre kolleger, som fastholder deres uskyld i et forhold, hvor flere vidner har modsagt dem, vidner som Byretten har vurderet troværdige. Implicit følger, i Byrettens såvel som mine øjne, at de tre dømte er utroværdige og den utroværdighed følger med dem, over i patruljevognen. Hvorfor skulle jeg eller Byretten dog tro på dem, når vi nu ved, at de lyver om det første forhold?
Lige siden 18. maj-urolighederne i 1993, hvor Anders’ troværdige kolleger affyrede 113 skud, uden nogensinde at redegøre for, hvem der gav ordren, endsige hvem der i megafon råbte den famøse “Skyd efter benene”-ordre, har politikorpset, fra bund til top, haft store problemer med at påtage sig ansvar for de fejl, der begås. Det er simpelthen for ringe og jeg har kun foragt til overs for det.
Lad os nu se, hvad Landsretten finder ud af; det er set før, at præcedensbrydende domsfældelser fra Byretten er omstødt. Hvis det sker, så ser jeg alligevel gerne alle 17 betjente ud af systemet – deres troværdig er tabt på gulvet og hvis de bliver, så tager de troværdigheden fra deres kolleger. Hvilken lovlydig borger vil nogensinde turde sætte sig ind i patruljevogn igen? Der er jo tilsyneladende ikke grænser for, hvad betjente vil gøre, for at undgå at tage ansvar, og dermed straf, for deres fejl. Trusler mod retssystemet – det er simpelthen ynkeligt!
Bravo og tak! De tre dømte og deres kolleger burde faktisk fyres. Er der ikke noget med ‘respekt for domstolsafgørelser’?
De tre dømte vil givetvis blive afskdediget, hvis dommen stadfæstes af Landsretten. Jeg har lige set, at dr.dk citérer Linda Hansen, centerleder for Center for Rets- og Politiforskning, for at opfordre de 14 betjente til straks at sige op. Samme medie citérer chefinspektør Per Larsen for at kalde udtalelsen “uheldig”.
Til Uffe R. B. Andersen.
Em meget fin beskrivelse af sagen.
Jeg vil kun tilføje, at det der med “misforstået” korpsånd, kan de godt spare sig.
Det er lidt af, den sag hvor ingen ville opgive, hvem der havde talt med en anmelder, hvor man ikke reagerede på anmeldelsen.
Lad os for guds skyld få de typer ud af politikorpset.
Hvis politiet ikke kan rette sig efter myndigheders afgørelse og “befalinger” fra overordenede, ser det sort ud.
Forhåbenligt er det kun en meget lille del af mandskabet, som ikke klarer at virke professionelle.
#3 – Isaac Asimov bruger et begreb han kalder “psykohistorie” i sine bøger om Stiftelsen. Teorien bag psykohistorie minder mig lidt om min personlige oplevelse af politiet. Jeg har nemlig aldrig mødt en politibetjent, som opførte sig andet end sympatisk og eksemplarisk. Aldrig andet end høflighed og lidt pinlig berørthed over at skulle ulejlige mig. Præcis som jeg forventer, at politiet skal optræde.
Indtil der går korpsånd i det; så er deres kollektive opførsel 100% forudsigelig og, desværre, ikke ganske tilfredsstillende 👿 .