Så dramatisk behøver det ikke at blive, men i dag vil til gengæld være en rigtig god dag at få kontrolleret, om ens Windows-baserede computer er opdateret og har et virkningsfuldt antivirussystem. I morgen skriver vi nemlig 1. april og det er dagen, hvor Conficker.C formodes at ville begynde at røre på sig.
Heldigvis er det ikke raketvidenskab at øge sin computers sikkerhed. Nedenfor er nævnt 4 punkter, som til sammen vil yde så fuldstændig beskyttelse af din computer, som det overhovedet er til at opnå, i en tid, hvor nye virusser og sårbarheder skyder frem som skvalderkålen i min have:
- Microsoft Malicious Software Removal tool (husk at vælge det sprog der passer til din Windows)
- Microsoft Windows Defender (husk at vælge det sprog der passer til din Windows)
- Antivirus-program, f. eks. avast! Home Edition eller AVG Anti-Virus Free
- Secunia Personal Software Inspector (PSI)
MSRt vil sandsynligvis allerede være på de fleste computere, men er du i tvivl, så prøv at installere det via ovenstående link.
Windows Defender er Microsofts bud på et anti-spyware-program. Muligvis ikke markedets bedste produkt, men langt bedre end ingenting og gratis.
Der er flere gratis anti-virus-programmer, personligt bruger jeg avast! og det virker fint for mig – det vigtigste er, at du har et anti-virus-program, der stadig opdateres! Mange computere leveres med en 60-dages prøvelicens på et kommercielt produkt og efter de 60-dage får man altså ikke nogen opdateringer mere.
Secunias Personal Software Inspector (PSI) er ikke et program der yder aktiv beskyttelse, som de foregående. PSI undersøger simpelthen de installerede programmer på din computer og sammenligner dem med Secunias liste over sårbarheder. Hvis PSI genkender et sårbart program vil det blive vist og der vil være en vejledning i at løse problemet – det er enkelt og lige til.
Alle ovennævnte programmer er i øvrigt gratis for privatpersoner, så bare kom i gang!