Når man har små børn, så er mors dag en udfordring. Man skal, på vegne af sine børn, finde på en gave, som både de og deres mor synes om, og man skal også betale for den 🙄 .
I år fik jeg dog et indfald, som i hvert fald pigerne syntes godt om – vi skulle anlægge et bed til Maj-Britt, udenfor vores soveværelsesvindue, så vi trækker gardinerne fra til et smukt syn. Udover ovennævnte genvordigheder for mig, betød det så også en del anlægsarbejde – en gammel stedsegrøn tingest skulle væk og det samme skulle en masse ukrudt.
I samlet flok kørte vi ud til den lokale planteskole og fandt et tilbud på 14 stauder, derudover købte vi en buksbom, så der også er lidt kulør om vinteren og buksbommen vil også bedre afslutte vores terrasse, end bedet alene ville kunne.
Det tog resten af søndagen – resultatet ses her til højre. Nu skal det bare holdes og selvom jeg var grundig i ukrudtsrydderiet, så kommer det nok igen.
Det er mit første forsøg med at give vores have et personligt præg, så jeg håber på succes! Jeg har allerede en idé mere, men det ville være rart at se det første bed i fuld flor, før jeg går i gang igen .