Et kort og klart ordsprog – Adel forpligter. Meningen kan vel næsten ikke være uklar for nogen? Det handler om, at hvis man er tildelt udvidede muligheder og rettigheder, så har man også et højere ansvar og en pligt til at forvalte disse privilegier yderst forsigtigt.
Politiet, landets udøvende magt, har et privilegium, nemlig deres ret til at anvende fysisk magt. Det er i mine øjne et utroligt stort privilegium og dermed er politiet dybt forpligtede til at forvalte deres voldsanvendelse (for nu at kalde en spade for en spade) ekstremt varsomt.
Til at holde øje med politiet, og for den sags skyld de to andre søjler i magtens tredeling, har vi den frie presse. Af samme grund benævnes pressen ofte “den fjerde magt”.
Derfor er det rystende, når politiet melder ud med, at det er ok at udøve vold imod journalister, blot de befinder sig i mellem demonstranter. Det er en trussel imod vores demokrati, hvis den eneste kontrollerende magt ikke mere nyder myndighedernes beskyttelse, men officielt betragtes som lovligt bytte. Hvis journalisterne ikke kan opholde sig i brændpunkterne, selv når politiet er bekendt med deres tilstedeværelse, uden at risikere deres liv og helbred, så udøver politiet reelt censur, i strid med grundlovens paragraf 77:
Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.
Det der ryster mig mest, og fylder mig med væmmelse over vores politi, er magthavernes arrogante afvisning af problemet. Hvis politiledelsen ikke selv kan se problemets omfang og samfundsmæssige rækkevidde, så er den simpelthen ikke kvalificeret til jobbet. Hvis politikerne ikke kan se problemets omfang og samfundsmæssige rækkevidde, så er de ikke værdige til at sidde på eller stræbe efter magten.