Sikke en weekend

Så er jeg tilbage . Det tog lige NESA til mandag aften, kl. 1910, før vi havde strøm igen. De havde da også fået kam til deres hår, i vores lille villakvartér.

Lørdag formiddag drog Maj-Britt afsted til Rødovre Centrum, hvor hun skulle hygge-shoppe lidt med sin mor. Far her blev hjemme med tvillingerne og planer om at rydde op på skrivebordet. Hen ad eftermiddagen blev vejret temmelig grumt, men indenfor virker det jo aldrig helt så slemt. Ved 16-tiden skrev Maj-Britt en sms – nu ville hun tage hjemad. Lidt efter kiggede jeg ud vores køkkenvindue og så, at af genboens grantræer nu hældede truende, ud mod elledninger og sidevejen overfor os. Jeg ringede til Maj-Britt og sagde, at hun skulle gå i den modsatte side af vejen, når hun kom hjem – hun var lidt chokeret over elementernes rasen, for indenfor i RC havde de intet bemærket. Så ringede jeg til Gladsaxe Politi og spurgte om råd – men de havde 100 andre væltede træer og kunne ikke hjælpe . Alene med tvillingerne – jeg havde ikke meget lyst til at gå fra dem! Omvendt var jeg ret sikker på, at hvis der ikke blev gjort noget ved træet, så ville vi miste strømmen, så jeg stak i mine sko og jakke og løb over til genboen. Han var dog godt klar over problemet – havde været nede og kigge på det, men det var for farligt at gøre noget, så vi kunne kun håbe. Jeg sagde pænt farvel og løb hjemad.

Netop som jeg løb under elledningerne til sidevejen, lød der et skarpt knald og ud af øjenkrogen kunne jeg se gnisterne springe gennem luften – træet havde givet op og jeg følte mig ret udsat . Jeg løb, alt hvad remmer og tøjr kunne holde, sprang over min stensætning, løb tværs over forhaven, sprang udover stensætningen til indkørslen og i sikkerhed bag gavlen af vores hus. Så stak jeg hovedet om hjørnet igen og kiggede – træet lå udover vejen og gnisterne sprang omkring det. Ledningerne havde holdt, men elmasten på den modsatte side af træet var knækket på midten og hang halvvejs udover vejen.

Så sprang jeg op til hoveddøren og fik låst mig ind. Jeg havde tændt stearinlys tidligere, da lyste havde blinket nogen gange og varslet et muligt strømudfald – men det her var ikke godt! Andrea græd – hun lå i et mørkt hjørne og var blevet skræmt. Et kig på klokken – 1 times tid, til de igen skulle have mad. Svært, når man kun har el-komfur og mikrobølgeovn og ingen strøm. Jeg ringede til Maj-Britt og sagde, at hun ikke skulle bekymre sig om træet – men at vi havde andre problemer. Maj-Britt ringede til sine forældre – de havde strøm og vi besluttede at tage derud. Maj-Britt sad i en bus mod Husum station og derfra ville hun så tage S-tog mod Flintholm – men S-togene var indstillet da hun nåede frem, så vi aftalte at jeg skulle samle hende op der. Husum station er med store glasfacader, så Maj-Britt følte sig utryg og tog bussen retur til RC – her fandt hun en taxi og kunne komme hjem til sine forældre.

I mens kæmpede jeg med to meget bedrøvede piger og opgaven med at pakke alt – i mørke. Klokken 1730 var alt dog klart og læsset i bilen og da turen kom til pigerne – så sov de trygt . Turen hjem til svigerforældrene var skræmmende – jeg havde jo lige set, på nærmeste hold, hvad stormen kunne forrette, så der blev holdt godt ud mod midten af vejen, når der var træer i vejkanten.

Senere snakkede jeg med naboen – der var væltet et træ mere, inde hos deres nabo, og også det havde taget elledninger med i faldet. Nu var vores elmast afskåret på to af tre sider og dermed var håbet om en hurtig genetablering effektivt fjernet. Resten af aftenen gik med at se TV-avisen, følge med i radioens ekstraudsendelser og få ringet til familien og beroliget dem.
© UFOTO|DK
Søndag var vi hjemme og hente mere tøj, til os selv og til pigerne. De værste skader vi så, var indenfor 50 meter af vores eget hus . Naboen ville kigge ind og fodre katten – stor lettelse, dejlige naboer .

Mandag eftermiddag fik jeg fat i den anden nabo – hun fortalte at strømmen var tilbage – hurra! Klokken 17 kom jeg så hjem, for at tænde for gasfyret, brændeovnen og så videre. Ak, mørkt overalt. Naboen kommer forbi – han siger strømmen blev slukket, da NESA gik i gang med at reparere ledningerne til sidevejen. Ringer til Maj-Britt – vi bliver enige om, at jeg skal vente og se, om ikke strømmen kommer igen. En NESA-tekniker kommer forbi – han mener der går en halv times tid – det kan jeg godt leve med. Stearinlysene er tændt og brændeovnen har så småt fået temperaturen i stuen op fra 11°C til 12°C .
© UFOTO|DK

Det driller for NESA – først ved 19-tiden er de færdige og strømmen kommer igen. HPFI-relæet slog jeg til, da jeg kom hjem, sammen med sikringsgruppen til gasfyret – nu tænder jeg forsigtigt for resten af grupperne, mens jeg tænker tilbage på sommerens 0-fejl, der brændte alt vores elektronik af. Der sker dog ikke noget uventet – alt fungerer og selv webserveren starter fint op igen.

Klokken 2015 er jeg atter på vej mod svigerforældrene. De er kede af, at vi allerede tager afsted igen (nok mest fordi vi tager børnebørnene med ), men ved 22-tiden er vi hjemme og har pakket ud igen. Nu skal der vaskes og koges sutteflasker, fryseren skal tømmes, clockradioerne skal stilles og pludselig er klokken 1. Udmattet, men glad for atter at være hjemme, får jeg børstet tænder og går til køjs. Sikke en weekend.

2 thoughts on “Sikke en weekend”

  1. Vi var isamme situation i ’99.
    Jeg sad og kiggede ud ad vinduet, da genboens høje grantræ opgav ånden … i 8 meters højde, og fløj ind over ledningerne.:shock:
    Et nydeligt fyrværkeri, afløst af totalt mørke!

    Ingen strøm før ud på morgenen! Så blev der tilsluttet en enkelt fase. Dem der havde opvarmningen kørende på en anden fase, måtte kobles om. De sidste faser kom først sidst på ugen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *