8 x 4 spørgsmål og svar

Ruprect taggede mig og så må jeg tag’e udfordringen op:

4 jobs jeg har haft:

Avisbud for Fyns Amts Avis, fra jeg var 11 år gammel og til jeg blev 18, hvor jeg kunne få SU – så gad jeg ikke flere aviser.

Murstenssortérer på Petersminde Teglværk – det hårdeste sommerferiejob man kan tænke sig!

Arbejdsdreng hos Holmdrup Kloakservice & industrirengøring – næsten lige så hårdt arbejde, som teglværket. Tilgengæld har jeg prøvet at stå på krumptap-akslen på den ene af hovedmotorerne på storebæltsfærgen “Arveprins Knud” og på 3 uger i en sommerferie tjente jeg til mit kørekort (A+B+C+D). Heino har ret – der er penge i lortet!

IT-chef – mit første fuldtidsjob og hidtil eneste chefjob :roll:. Chef’ede bla. Ruprect.

4 film jeg har set mere end én gang:

The Final Countdown/USS Nimitz forsvundet i Stillehavet. Nok en B-film, men plottet – et moderne hangarskib ryger tilbage til dagene før japanernes angreb på Pearl Harbour – tiltaler min barnlige sjæl. Scenerne med luftdueller mellem de amerikanske F-14 Tomcat kampfly og de japanske Mitsubishi A6M Zero, anno 1941, er geniale.

Heat. Getaway-scenen efter det store bankrøveri er simpelthen filmhistoriens bedst instruerede skudduel – den kan jeg se igen og igen.

Beinhart! Tysk tegnefilm med Werner og hans venner fra MC Klapstuhl – den ultimative bikerfilm :worship:.

Blues Brothers. For vildt mange smadrede politibiler og så en masse god musik.

4 steder jeg har boet:

Sandbjergvej 36, i en lille by på Sydfyn.

Sandbjergvej 48. Faktisk flyttede vi ikke, men husene på vejen fik nye numre. Ikke desto mindre er det registreret i folkeregisteret, som en flytning – måske den korteste?

Hjortespring Kollegiet. Her boede jeg i 5 år og det var gode år. Kollegiet kan anbefales, ikke mindst sammenlignet med Tingbjerg Kollegiet, hvor jeg også har boet (Tingbjerg var nu langt fra så slemt, som det blev gjort til, dengang i starten af 90’erne).

Ballerup. Her bor jeg, i et gammelt villakvartér. 110m2 bolig, 32m2 garage og 830m2 grund. Dejligt sted – her bliver jeg nok en del år :cool:.

4 tv-shows jeg elsker:

Det er meget lidt tv jeg får set. Når det sker er det oftest Rabatten, Kontant eller Viden om. “Husker du…”-programmerne på DR2 er også godt tv – men tv-shows, det er mit liv vist for kort til.

4 steder, jeg har været på ferie:

Fløng! Her bor en af mine fastre og hun var klart min favorit, når der skulle vælges sommerferie-mål! Min søsters børn kommer der stadig og hvis faster er frisk, så vil vores også gerne (men det er selvfølgelig lidt tæt på….).

Jylland… Ok, vidt begreb, men jeg tænker på min første egentlige motorcykelferie med rødderne fra Egebjerg Bygade. 2 uger rundt i Jylland, med en enkelt afstikker til Sydfyn, hvor mine forældre både kunne tilbyde bad og indendørs overnatning. Luksusafslutning på den ferie :cool:.

Italien/Frankrig. Min længste motorcykelferie, sammen med Maj-Britt og på hver vores motorcykel. Turen var en pilgrimsfærd til Mandello del Lario, hvor Moto Guzzi-fabrikken ligger. Como-søen ville have været besøget værd alene. Fra Mandello kørte vi til Cannes, hvor vi overnattede et par nætter på en 4-stjernet campingplads, med pøl og rigtige toiletter!!

Marielyst. Her lejer svigerforældrene et sommerhus og så er der kun 500m til stranden – den fineste sandstrand. Et par kilometer sydpå ligger en af landets få fribadestrande – så kan man vælge om helst vil være fri for badetøj eller tyskere…

4 websites jeg besøger dagligt:

Politiken. Et ok nyhedssite og så skal man ikke tilmelde sig noget…

Fotokritik. Her ligger nogen af mine bedste billeder til offentligt skue.

Ing.dk. Ingeniørernes fagblad og min gamle arbejdsplads. Nogen af landets bedste, hudløst ærlige og hæderlige journalister – andet er der ikke at sige!

Wikipedia. Ok, måske ikke hver dag, men hyppigt. Sammen med Retskrivningsordbogen, et af mine mest anvendte værktøjer.

4 steder jeg hellere ville være lige nu:

I min seng… Der er min kone lige gået ind.

Mandello del Lario. 95% Moto Guzzi og 5% italiensk by. Her kunne jeg godt finde på at tilbringe mit otium.

De Hollandske Antiller. Dette billede siger mere end 1000 ord!

Flyvemuseet ved Teknisk Museum i Helsingør. Fik aldrig kommet til Billund, mens museet lå der og nu kan jeg ikke en gang tage mig sammen til at besøge det i Helsingør – for dårligt!

4 bloggere jeg tagger og besøger dagligt:

LYNCHERIET. Den personlige weblog for redaktøren af Ingeniørens satiriske bagside. Håber han har tid og i øvrigt vil forurene sin weblog med en meme. I hvert fald ville jeg gerne se hans besvarelser :wink:.

KURTS WEBLOG. Vi bliver på Ingeniøren, men retter skytset mod IT-journalist, Kurt Westh Nielsen. Landets fremmeste IT-journalist og en ex-kollega jeg savner meget!

Frank Nørvig. Frank har været lidt stille på det sidste, så måske et tag kan ruske ham lidt op? Han skriver nemlig ret underholdende, så han er svær at undvære.

Hekto’s Web Journal. Ducati-kører/pudser :mrgreen:. Har været endnu mere stille, end Frank. Måske han forsøger at få vendt V-motoren på Duc’en en kvart omgang, så den ligger rigtigt?

En tanke om "8 x 4 spørgsmål og svar"

  1. :mrgreen::mrgreen::mrgreen:

    Bare fordi de laver indlysende fejl i både Mandelleo og München, så behøver de jo ikke at gå galt i byen i Bollogna og Varese – vel?

    Ja, jeg ved godt at jeg ike har fået skrevet så meget på det sidste. Min plan er ikke at skrive hver dag; men når jeg finder noget jeg synes er forunderligt, så bliver det nedfældet.

    Jeg brygger lidt på noget om (Told &)Skat. Det er en forunderlig institution, der ikke følger de bekendtgørelser der er udstedt de sidste 7 år – mindst een af dem ihvertfald! :roll::shock:

    Egentlig burde man også skrive noget om :worship: men man kan jo dårligt nå at nedfælde noget før situationen er blevet endnu mere barok!

    Ellers er vinteren gået med alt for lidt! Ondt i ryggen og en sen projektstart har efterladt Pøllefanten adskildt og færdiggørelsen af Pantah’en på turbo!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *