Udover at være 59-årsdagen for Danmarks Befrielse og dagen hvor Forsvaret afholder deres store parade til ære for det kommende kronprinspar, så er det også første onsdag i maj. Så skal Beredskabsstyrelsen afprøve deres varslingssirener. Har du glemt lyden? Lyt her! (mp3).
Jeg kan ikke høre de sirener, uden det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg kan let forestille mig den rædsel folk er blevet slået med, når sirenerne for nu mere end 59 år siden gik igang – dengang det var alvor.
I dag er vi befriede fra tyranners undertrykkelse. I dag har vi et rimeligt velfungerende demokrati. I dag har vi et internationalt velrenomméret Forsvar, til at forsvare vores demokratiske samfunds suverænitet. I dag, når du hører sirenernes sang, så tænk over hvor godt vi egentlig har det og overvej hvor lidt hjælp vi vil være bekendt at yde de mennesker, der fortsat lider under tyranner og hvis Forsvar deltager i deres undertrykkelse, i stedet for deres forsvar.
Vi har det godt og trygt i dag, fordi folk for mere end 59 år siden valgte at “dø, om så det gælder”. Vi må aldrig glemme deres indsats – og vi må aldrig glemme dem, som fortsat er afhængige af vores valg.
Men måske er det ikke så klogt, at forsvaret holder parade samtidig med at sirenerne
afprøves. Det er da lige det rigtige tidspunkt at angribe Danmark på.
Enig, og det har Forsvaret også erkendt, ifølge dagens aviser. Prisen for at flytte sirene-testen var imidlertid for høj (300.000 kr. er nævnt), så Forsvaret har i stedet for valgt at flytte F-16-overflyvningen af Langelinie til umiddelbart efter afblæsningssignalet.
Æv – der kom ingen fly efter afblæsningssignalet. Da jeg så endelig fandt et program på Forsvarets hjemside kunne jeg se, at overflyvningen allerede fandt sted kl. 11:15 🙁
Dansk ‘kolonihave-forsvar’ i en nøddeskal!
Danskerne er ikke en krigerkaste som preusere og englændere.
Triumfen fra 1848 har kostet dyrt, langt op i det 19. århundrede!
Nederlaget i 1864, da man troede man igen skulle slå et studenteroprør ned … og mødte preuserne istedet!
Sønderjyder der deltog i 1. Verdenskrig på tysk side, og blev interneret og døde i sibiriske fangelejre.
Påskekrisen i 1920, det tætteste Danmark har været på revolution i nyere tid. Den passive samarbejdspolitik under besættelsen o.s.v. o.s.v.
Vi er aldrig rigtigt kommet op til overfladen, før nu hvor vi markerer os internationalt, dog lidt beskyttet bag ryggen af ‘storebror’.
Der er flere punkter her, som jeg ikke er enige i. Danskerne er måske ikke en krigerkaste på samme måde som prøjserne, men ikke desto mindre har vi altid kæmpet til vi stod med ryggen mod muren. I 1660 hvor svenskerkongen havde besat Slesvig-Holsten, Jylland, Fyn, Sydhavsøerne og hele Sjælland, pånær København. Vel at mærke København indenfor portene. Svenskerne kunne nok trække sig ud som sejrherrer, men de vandt ikke – for Danmark eksisterer endnu. Det lykkedes da også senere at tilbageerobre Skåne, men erobringen kunne ikke fastholdes, bla. fordi Holland og England ikke øsnkede dansk herredømme på begge sider af Øresund.
I Treårskrigen var det heller ikke kun studenter, der kæmpedes imod. De fleste garnisioner i Slesvig-Holsten gik over på fjendens side, ligesom frivillige hjælpetropper kom fra hele det tyske forbund. Her var vi også hårdt pressede, men en dygtig krigslist og en stærk flåde afgjorde krigen til dansk fordel. Holsten forblev dog besat af tropper fra forbundet, mens Slesvig blev besat af neutrale tropper fra Norge og Sverige. Desværre magtede datidens politikere og de enevældige konger ikke at udnytte situationen, til at få knyttet især slesvigerne tættere til landet. De havde kæmpet imod at blive medtaget i Danmarks Riges Grundlov, idet de allerede havde bedre vilkår, end det resten af Danmark ville opnå med grundloven. Den situation havde ikke ændret sig i 1864 og da Bismarck manglede et påskud for at indlemme Holsten i Kejserriget, så der kunne bygges en kanal mellem Nordsøen og Østersøen, greb han straks fat i det Slesvig-Holstenske problem. Selv imod den samlede prøjsiske og østrigske hær gav danskerne ikke op. Havde vi gjort det, så er det ikke sikkert, at vi havde haft Kongeåen som grænse i 56 år – Jylland var nemlig besat til Limfjorden. Vi skal heller ikke glemme ankomsten af den østrigske middelhavsflåde til Nordsøen – det har østrigerne ikke, for de fik klaps i den helt store stil og måtte søge neutral nødhavn på Helgoland, der dengang tilhørte England 🙂
Til sidst, omkring samarbejdspolitikken under besættelsen. Den var nok ikke det kønneste stykke dansk indenrigspolitik, men den muliggjorde ikke desto mindre, at langt de fleste danske jøder, kommunister, politifolk, sindslidende, sigøjnere osv., undgik at komme i tyske koncentrationslejre. Den muliggjorde nok også opbygningen af Modstandsbevægelsen, så den var klar ved samarbejdspolitikkens ophør i 1943. Langt værre var den pacifistiske politik, som den radikalt-ledede regering førte op til besættelsen. Den må stå som en evig skamstøtte for Det Radikale Venstre!
– Du har nok læst på Danmarkshistorien!!! ;0)
Det er en kensgerning at Danmark var bedre rustet i ’48, end i ’64.
Det du jo rent faktisk beskriver, er den kensgerning at ‘folket’ har en større værnevilje end politikkerne.
På trods af umulige forhold og elendig bevæbning, kastede sig ud i en krig hvor politikkeren ikke havde givet dem en fair mulighed for at vinde.
Faktisk er der jo solgt ud af Danmark, siden Christian d. 4. startede på sine håbløse felttog.
Flåden har af een eller anden grund haft mere held i krigene, end hæren. Op igennem tiden har Flåden også være teknologiførende som f.eks. miner, ubåde, observationsfly m.v., hvor Danmark var en af de første nationer til at anvende disse nye teknologier, så snart de blev tilgængelige.
Den danske forsvarspolitik før og under besættelsenvar ikke noget man kunne være stolt af. Om samarbejdspolitikken gavnede flugten til Sverige … tjaaa … mange var nok hjulpet over alligevel. Måske blev tallet noget større, end det ville have været.
Omvendt ville den reelle modstand være startet før, og måske givet andre resultater. Det er svært at gætte på.
Tilbage står så spørgsmålet om hvorfor der egentlig er denne store forskel på folkets vilje til at stå sammen, og politikkernes til ‘bare at sælge ud’!?
Ét er sikkert! Radikal ‘forsvarspolitik’ har også i nyere tid været en belastning. Det er jo kun få år siden at en vis Hr.Estrup så det som sin fornemste pligt at stikke en kæp i hjulet, så snart han kunne slippe afsted med det.
Hej Hekto
Det har knebet med at finde tid til at skrive et svar, der er dit indlæg værdigt 🙁
Jo, jeg har nok fulgt med i historietimerne – jeg har dog også lige læst A. D. Jørgensens “40 fortællinger fra Fædrelandets historie”, som udkom første gang i 1892 (og var på tilbud hos boghandlerne i marts måned). Bogen er en gennemgang af de omstændigheder, der førte til tabet af Sønderjylland, set med næsten samtidige øjne. Så jeg har begivenhederne optil 3-årskrigen og krigen i 1864 i frisk erindring :-).
Jeg ville nok ikke bruge vendingen “solgt ud”, for intet af det er sket med god vilje. A. D. Jørgensen er meget ligefrem i sin bedømmelse af de konger og hærchefer, der deltog i både Svenskerkrigene, Englandskrigene og krigene om Slesvig-Holsten. Når kongerne havde handlekraft manglede hæren kompetente chefer, som formåede at udnytte chancerne og når hæren havde kompetente chefer, så var kongerne for vægelsindede til at lade hærcheferne føre krigen. I alle tilfælde lykkedes det dog at forsvare landet og bevare det som selvstændig nation, omend på hængende hår. I alle tilfældende betød nederlagene enorme tilbageslag for dansk økonomi – ja, den ene af gangene gik landet ligefrem fallit (og vi havde ikke nogen Schwarzenegger til at overtage ledelsen :-?).
Jeg tror dog ikke du kan tilskrive nationens overlevelse til “folkets værnevilje”, for begrebet “nationalfølelse” kommer først rigtigt frem efter krigen i 1864. Før den tid er der ikke meget der tyder på, at danskerne følte sig som et samlet, beslægtet folk.
Flådens held er vel begrænset i de senere år – seneste aktive krigshandling var i 1943, hvor flåden succesfuldt sænkede sig selv, så den ikke faldt i hænderne på Besættelsesmagten :-|. Flåden er dog nok den værnsgren, som har haft bedst muligheder for at træne sine folk operationelt, dels ved Fiskeriinspektionen og dels ved deltagelse i NATO’s stående Atlanterhavsstyrke.
Dansk forsvarspolitik har altid været gennemsyret af, at “vi kan jo alligevel ikke forsvare landet selv” – som du også selv skriver i et af dine indlæg i tråden “Hvad laver Flyverhjemmeværnet?” – og som du alligevel undsiger i de sidste linier af samme indlæg. Jeg mener godt Danmark kan forsvares, uden NATO’s hjælp, hvis den politiske vilje er tilstede, når faresignalerne dukker op. Det er et spørgsmål om at gøre en krig imod Danmark tilstrækkelig bekostelig for fjenden, så fjenden aldrig angriber. For en determineret fjende vil vi aldrig kunne klare i længere tid, uden andres hjælp. Historien viser også, at en besættelse af Danmark altid møder folkelig modstand – som Jens Langkniv under 30-årskrigen, Gøngehøvdingen under Svenskerkrigene og Modstandsbevægelsen under Nazisternes besættelse. Ingen har formået at besætte Danmark i længere tid, uden at lide alvorlige tab og det er nok også noget en potentiel fjende må tage med i sine overvejelser – selvom Danmark kan besættes, så kan det ikke uden videre knækkes.
Jeg tror ikke flugten til Sverige havde kunne lade sig gøre uden Samarbejdspolitikken. Danskerne var nemlig ikke meget mindre anti-semitiske eller pro-kommunistiske op til krigen, end andre af de europæiske folk. Samarbejdspolitikken muliggjorde at danskerne nåede at forstå, at der var tale om en forfølgelse af medmennesker – medmennesker med et legitimt krav på vores sympati og hjælp.
Langt mere forarget er jeg over danske politikeres opfordringer til unge danske mænd, om at melde sig som Finlandsfrivillige og til de tyske Frikorps, i kampen mod bolsjevikkerne – for derefter at retsforfølge de samme som forrædere efter krigen. Uanset om de frivillige var nazister eller blot anti-kommunister, så havde en lovlig regering givet sin accept af deres handlinger og det burde politikerne have stået ved, efter krigen.
Danskere ææælsker at være på tværs – og derfor befinder vi os tit i opposition til de politikere vi selv har valgt. Det har efterhånden nogen EU-afstemninger tydeligt vist. I EU-spørgsmålene tror jeg imidlertid slet ikke politikerne har nogen føling med vælgernes ønsker. Danskerne vil ikke være i union med lande, der mener de ikke skal spille efter samme regler som resten – og vi stoler stadig ikke på hverken tyskerne eller franskmændene (eller svenskerne, men det er uden betydning i denne sammenhæng), for de har altid været skyld i vores ulykker. Når de så samtidig ikke følger spillets regler, så vil danskerne hellere finde nogen “lige børn” at lege med.
Mvh.
Uffe
:twisted::arrow::shock::???::smile::cool::evil::grin::idea::oops::razz::roll::wink::cry::eek::lol::mad::sad::!::oops::eek::l:arrow::twisted::mrgreen::neutral:ol::idea::evil::evil: Hva sker der for jer
Jamen, Thomas – vi diskuterer da bare :-). Hvis du er uenig i noget af det skrevne, så vil både Hekto og jeg helt sikkert gerne høre om det.