10 år på Internet

DKnet-opkoblingen var jo kun 3 måneder, så stod jeg igen uden Internet. Jeg var imidlertid blevet hooked og begyndte at kigge efter billigere alternativer til DKnet. I 1995 var der bare ikke ret mange Internetudbydere i Danmark. Umiddelbart kan jeg komme i tanke om UNI·C, DKnet og Cybernet. Senere kom Cybercity og Danmark OnLine til, efterfulgt af Image Scandinavia (senere købt af World Online, dernæst Tiscali og nu ejet af Tele2), DanBBS og flere endnu. I sommeren 1995 skilte Danmark OnLine sig i særklasse ud fra de andre – blot 25 kroner om måneden for fuld Internet-adgang. Sådan en købte jeg i august, 1995 og i starten af 1996 blev jeg ansat hos dem. Jeg var der til kort før firmaets fallit, hvorefter jeg fik job hos Image Scandinavia. I starten af 1998 sluttedes ringen så, idet jeg blev ansat som IT-ansvarlig for Ugebladet Ingeniøren :cool:. I dag er jeg ansat i verdens største IT-firma, hvor jeg arbejder med IT-sikkerhed.

Om Uffe R. B. Andersen

Uffes weblog
Dette indlæg blev udgivet i Nørderi. Bogmærk permalinket.

8 Responses to 10 år på Internet

  1. Michel skriver:

    Wow. Der fik du lige sendt mig langt ned af memory lane. Jeg husker også 9.6 og 14.4 modems – og ikke mindst Winsock Trumpet.. geh!

  2. Hekto skriver:

    Ja, det var ‘dengang’!

    På et tidspunkt kan jeg da huske at jeg kørte internet via DOS, med grafisk brugerflade!
    Det var på en Olivetti 286’er, 40MHz CPU, med 2Mb RAM og 40Mb HD. Dét var godt nok vildt!
    Opkobling via et 28.800 Modem og den Chekiske Arachne browser.

    Jeg gætter på at det har været i ’96. Hurtigt var det ikke; men alligevel imponerende når man tænker tilbage på det!

  3. Ruprect skriver:

    Ja, det var sgu’ tider Uffe, jeg syntes dog lige du mangler bilaget fra Lavprisbutikken hvor _jeg_ solgte dig din opkobling til Danmark Online.

  4. Michael, det var jo først senere, men skidt pyt da :-):

    Faktura fra Lavprisbutikken

  5. Hekto, kan det nu også passe? Jeg mener – 286’erne fandtes da ikke i 40MHz, gjorde de? Jeg har ikke hørt om mere end 12MHz og de sløveste 386’ere var 386SX-16MHz. I april 1994 købte jeg en 486DX2-66 og den havde jeg i starten af min Internet-periode. Så fandt jeg ud af den var for sløv og købte et bundkort med en AMD 486DX4-100 og 8 MB RAM – pris, pr. 21/4 1995, blot DKK 5.500,- :???:.

    Men jeg fik solgt det gamle bundkort nogen uger før det nye kom, så i en overgang var min computer baseret på en 386DX-40, med 4 MB RAM og en 840 MB harddisk (som bundkortet slet ikke kunne finde ud af – den kunne kun se de 520 MB). Det var ikke sjovt til Internet, men det gik og hold op – der kom fart på dyret med 8 MB RAM og 100MHz-processor! Det var værd at vente på :-).

  6. Jørn Hundebøll skriver:

    286 kan man faktisk få op til 16 MHz – med hele 2 MBytes RAM fra Cirkeline Design – og prisen på RAM var præcis 1000 kroner per mega. Den var endda lidt hurtigere til nogen ting i forhold til en tilsvarende 386-SX 16 MHz. En 40 MHz 286 har jeg aldrig hørt om.

  7. Uffe skriver:

    #6 – Jeg tror dig på dit ord, men de har vist været sjældne? De pc’er vi havde i studenterforeningen til en start var, så vidt jeg husker, 286-12MHz med 1 MB RAM – og så selvfølgelig PC-DOS, for MS-DOS understøttede ikke mere end 768 KB RAM i de dage :roll:. Monochrome EGA-skærme, selvfølgelig, WordPerfect 5.x og så nogen vildt dyre HP postscript laserprintere. Det var tider – dengang i slutningen 80’erne.

  8. Jørn Hundebøll skriver:

    #7 – det var nok maskiner som var sjældne pga prisen, og min efterhånden 3 år gamle 8 MHz 8088 (udskiftede med NEC V20) med composit CGA blev i stedet udskiftet med en 33 MHz 386-DX med co-processor og 8 MBytes RAM og VGA (TSeng 4000) til en pris på 20.000 kroner uden harddisk eller skærm. Valg af DOS var et fedt da man brugte QEMM som kunne give enten EMS eller EXT hukommelse og næsten 600 KBytes direkte til programmer. Printere var da 9 nåls matrix med NLQ og ca. 10 minutter per side eller helt vildt en 24 nåls som kunne lave en side i en pass med printerhovedet og dermed en side på under 2 minutter.

    Men ja, det var tiden den gang – og godt der var flere i gruppen (færdig AUD 91) som man kunne dele erfaringer og udstyr med.

    De unge i dag har det sgu for let. Man køber en laptop med 512 MB RAM og 40 GB disk og XP for 6000 kroner, også behøver man ikke bekymre sig om noget. Vi andre måtte kæmpe med flere forskellige udgaver af CONFIG.SYS/AUTOEXEC.BAT afhængigt af hvilket program man skulle bruge, og mail var via en gateway hos den lokale FIDO-net node hvor man kunne downloade med næsten 3 KBytes/sec. Senere brugte vi en time eller mere på ved netpartys at få de skide COAX kabler til at spille og finde det stykke kabel som var defekt, og vi måtte deles om en 10 Mbit HUB (ikke switch). Næ, de unge i dag har det sgu for let 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.