Maj-Britt bad mig tømme hukommelseskortet fra hendes kamera, men hovsa – min USB2-kortlæser var væk :shock:. Altså ikke sådan fysisk, men W2K kunne ikke finde den. En test viste, at Windows 98 på samme maskine godt kunne finde den. Underligt.
Jeg kunne ikke huske hvornår den sidste havde virket, men da jeg fornylig havde fået en USB2-scanner rettede jeg mistanken mod den. Søgninger på Google blev jeg ikke klogere af, men til sidst fandt jeg alligevel frem til Steve Holdens weblog og kom dermed på rette spor.
Scanneren var uskyldig – det var en Microsoft driver-update, der var synderen. Det drejer sig om SCM Microsystems Inc – Other Hardware – USBHS DFU Adapter SCM Microsystems Inc. usb software update released on February 18 2005. Den havde jeg ladet Windows Update installere i den tro, at det nok var en ny driver til mit nye USB2-kort (jeg burde, som MS-skeptiker, vide bedre, især når USB2-kortet er fra VIA og ikke SCM). Den opdaterede driver erstattede Microsofts generiske USB Mass Storage Device driver og det duede bare ikke med min kortlæser.
Steve Holdens læsere havde alle XP og havde løst problemet med XP’s roll-back-funktion, men sådan en har W2K ikke. Derfor måtte jeg bruge yderligere et par timer, før jeg fandt frem til, at jeg skulle slette den oemXX.inf-fil, som definerede den nye driver som den rette for min kortlæser. Til information kan jeg fortælle, at disse oem-filer ligger i C:\WINNT\inf\ – det var noget af det, der tog mig en krig at finde frem til :???:.
Så var det blot at disconnecte kortlæseren og sætte den til igen og vupti – W2K finder den som ny hardware og installerer sin egen driver igen.