EOS600 med klistret lukkergardin

Jeg er den lykkelige ejer af et EOS600 og et EOS650. Imidlertid er der kommet skår i glæden – jeg er blevet ramt af den frygtede “oily shutter curtain disease” :cry:. Faktisk er hele min familie ramt af den – min søsters EOS650 begyndte at give problemer for et par år siden, hvorefter jeg fandt et brugt på QXL, men det har samme problem. Min storebror har haft sit EOS650 stort set fra de kom frem i slut-firserne og sør’me om ikke også det har fejlen – ligesom et par brugte han har købt til erstatning :evil:.

!@(eos650_shutter_cu.jpg:R200 popimg: “Lukkergardinet med tjæreagtige pletter – klik for større billede”)Fejlen ligger i lukkerbremsen – en lille skumtingest, der med tiden går i opløsning og afsætter en tjæreagtig substant på lukkergardinets lameller. Det får enten lamellerne til at sætte sig fast, hvorefter spejlet låses og kameraet skriver “bc” i lcd-displayet eller i “bedste” fald blot fejlfunktionere – som f. eks. på billedet her. Da lukkerens alder er altafgørende for om fejlen opstår, så må man forvente at kunne finde fejlen på stort set alle kameraer i EOS600-serien (600, 620, 630 og 650). Temperatur har åbenbart indflydelse, for på mit EOS600 opstod fejlen første gang i bagende hede ved Fyns TT.

Det var takket være Per Hauberg fra Malling Bio, at jeg fik identificeret fejlen. Han beskrev samme fejl i et indlæg på Fotokritik.dk og pludselig gik det op for, at jeg ikke var den eneste med det problem – og så gik jeg på Google :worship:.

Den dårlige nyhed for ejere af kameraer i EOS600-serien er, at I kan allesammen forvente at få fejlen (med mindre jeres lukker af andre årsager allerede er blevet skiftet). Den ene gode nyhed er, at man med forsigtighed kan fjerne substansen med isopropylalkohol – som beskrevet i artiklen her. Den anden gode nyhed er, at det ikke er forfærdeligt dyrt at få lukkerbremsen skiftet – små 700,- kroner plus moms og forsendelse – og Canons danske reparatør skriver følgende:

Vi har gode erfaringer med 600 serien efter skift af lukkerbremse – det holder mange år. Det er den mest kendte sliddel på disse kameraer – udover det kører de upåklageligt.”

Når jeg har fået taget filmen færdig, så vil jeg prøve at rense lukkergardinet på mit EOS600. Går det galt, så kan det altid komme til reparation – det er godtnok dyrere end at købe et andet på QXL eller eBay, men de har sikkert samme fejl og så er man jo lige vidt.

Opdatering: Det er forresten ikke kun EOS600-serien, der er behæftet med lukkerbremse-fejlen. Det drejer sig også om EOS 10/10s, EOS Elan/100 og andre Canon EOS kameraer fremstillet i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne.

Om Uffe R. B. Andersen

Uffes weblog
Dette indlæg blev udgivet i Foto. Bogmærk permalinket.

One Response to EOS600 med klistret lukkergardin

  1. Pingback: /var/blog/messages

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.