!@(uploads/2006/02/oras-safira.jpg:R150 popimg: “Eksploderet Oras Safira blandingsbatteri – klik for større billede”)Igennem lang tid var vores blandingsbatteri ved køkkenvasken utæt. Vi taler om flere år her, for hvordan pokker skiller man lige sådan et, når man ikke har prøvet den slags før? Og så tager den ene dag den anden. Trods hyppige optørringer af vand omkring batteri og vask, så endte bordpladen med at se skrækkelig ud, med en sort, jordslået kant, rundt om vask og batteri.
Det kunne ikke blive ved at gå, så for en måneds tid siden begyndte jeg at søge noget information på Internettet. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at “Oras” er et dyrt mærke, som nok skulle være værd at reparere på og, ikke mindre væsentligt, til at få reservedele til. Derudover var det dog så som så med information, f. eks. om hvordan det skulle skilles. Utætheden var i drejetuden, så det skulle skilles meget ad. Grebet kom hurtigt af, men derfra kunne jeg ikke gennemskue den videre færd. Så jeg måtte have fat i min trofaste VVS’er og hans beskrivelse forvirrede mig endnu mere – men jeg havde heller ikke batteriet ved hånden og det besværliggjorde kommunikationen . Tilgengæld stod han lige ved grossisten, så jeg fik straks en pris på reparationssættet – 61,- kr.! Et nyt Oras Safira koster tilsammenligning 850,- kr. hos BilligVVS og op til 1250,- kr. andre steder.
Nu har jeg så fået en tegning af det og så er det meget lettere at se . På vedstående tegning har den drilske stump nr. 3. Den sidder fastholdt af to plasttappe, men på grund af den megen kalk, som med tiden havde aflejret sig på grund af utætheden, så kunne jeg ikke se samlingen mellem nr. 3 og 5 . Det lykkedes alligevel at gennemskue samme aften og indenunder dukkede den messing-møtrik op, som blikkenslageren havde omtalt – aha!
Så tog det kun ganske kort tid at skiille resten, hvorefter det hele røg i opvaskebaljen med en gang lagereddike og vand. Næste dag så det ud som nyt og jeg fik hentet reparationssættet, hvorfra også vedstående tegning stammer. Det er et reparationssæt, ikke et pakningssæt. Det indeholder vejledning, pakninger, smergellærred og hanefedt – alt hvad man skal bruge. Så efter at have givet alle de forkromede dele en gang Autosol, blev det renset af, som beskrevet i vejledningen og samlet igen.
I mellemtiden var bordpladen blevet slebet og havde fået 4 gange mat klarlak og en gang møbelvoks. Der havde været tætnet godt under kanten af vasken, så vandet var ikke kommet ind under den – tilgengæld var der slet ikke tætnet omkring blandingsbatteriet, så her var vandet løbet ind under og ned til undersiden af pladen og køkkenskabet . Det så ikke kønt ud, men der var ikke så meget at gøre, så det blev vasket grundigt med Rodalon og afslutningsvis fik det en gang svampebekæmpende olie – og det er jo ikke et sted det ses.
Efter 1½ uge, uden køkkenbord, blev det hele endelig samlet og det store, spændende øjeblik indtræf – var det blevet tæt? Ja, det var det!
Lessons learned:
- Afmontér ikke blandingsbatteriet, før det adskilles! Så er det nemlig umuligt at holde fast i – der er kun to bløde kobberrør og to tynde gevindstænger.
- Udsæt ikke reparationen – bordpladen blev aldrig pæn, uanset mit sliberi, så der er stadig den mørke kant omkring vask og blandingsbatteri.
- Det er ikke så svært!
Der er lidt forskellige meninger om, hvad det viste blandingsbatteri egentlig hedder. Kigger man på Oras’ hjemmeside, så svarer vores mest til den model, der hedder Oras Vega.
På BilligVVS kalder de den imidlertid Oras Safira.
Har du tilfældigvis vvs nummeret på det omtalte reparationssæt? Så ville jeg være meget taknemmelig 🙂
Hej Lene
I følge fakturaen, så hedder det “Oras Rep. sæt f/svingtud – 159.995” – det er købt hos Brødrene Dahl. Håber det kan hjælpe 🙂
Tak for svaret. Jeg har forsøgt at købe sådan et sæt over nettet, men de vil have et vvs nr., og sådan nogle som Sanistål og lign. vil kun handle med vvs’ere. Men jeg vil prøve igen. Tak for det. 🙂
Tak for henvisningen – jeg søgte på Oras + reparationssæt og fandt det hos VVS-grossisten med varenr 745131339 og katalognr 158735 til en afhentningspris af kr. 76,75. Begrænsningsstiften glemte jeg inde med en kørner med flad spids. Bemærk at styreringene vender hver sin vej – den nederste med den brede del mod bordet og den øverste med den brede del mod toppen – logisk nok – men jeg fik afmonteret den nedeste og vendte den forkert !!
hilsen Lise
Så – efter igen at have døjet med utætheder i Oras blandingsbatteriet i længere tid – er det blevet kasseret. Siden jeg udskiftede pakninger i det for 5 år siden, har jeg en gang haft det skilt og renset, uden at skifte pakninger, men det holdt ikke tæt ret længe.
I stedet er der kommet et Grohe Start blandingsbatteri på – Stark havde dem til 495,- for nogen uger siden og Bauhaus har dem til 649,- i denne uge. Samtidig fik jeg skiftet stophanerne, som efterhånden var noget slidte (læs: utætte når man lukkede for vandet).
Grohe vedlægger en eksplosionstegning af batteriet, så hvis man bare gemmer den til senere brug, så er adskillelse en smal sag.
Jeg har en lidt anden model, men princippet er det samme, og jeg skal rense det, ikke skifte pakninger. Hvordan får man messingmøtrikken løsnet? Er der en specialnøgle med reparationssættet? Jeg har en svensknøgle, der er stor nok, men den kan ikke komme rigtigt ned og få fat.
Hej Karsten
Uha, det er jo mange år siden 🙂 . Jeg tror jeg brugte en skruestik – vendte batteriet på hovedet og holdt forsigtigt fast i møtrikken, mens jeg drejede i batteriet.