Gangen i retningen

Gangen i retningen – hvad fa’en er det nu det betyder?

Forleden faldt jeg over en notesbog, med de mest kryptiske fortegnelser – f. eks. »Højre haler, venstre vokser« og »Gangen i retningen«. Da jeg ikke har tænkt mig at gemme notesbogen længere, så må informationerne digitaliseres her.

Noterne stammer fra min værnepligtstid ved Nørrejyske Artilleriregiment, 3. Artilleriafdeling, 2. batteri (NJAR/3AA/2BT), på Skive kaserne. Her oplevede jeg den kolde krigs sidste krampetrækninger, mens statsministeren hed Schlüter, USA’s præsident hed Ronald Reagan og den sovjetiske generalsekretær hed Michail Gorbatjov (præsident blev han først i 1990).

Jeg gjorde tjeneste ved et trukket 155mm haubitz-batteri, bestående af 6 styk M114 haubitzer. Notesbogen opremser f. eks. M114’s tolv hoveddele:

1. Hjul med bremser
2. Kompensatorer
3. Lavetblok
4. Rør med baglademekanisme
5. Lavetben
6. Højderetningsanordning
7. Sideretningsanordning
8. Vugge med rekyldæmper og frembringermekanisme
9. Vuggebærere
10. Tilbehør
11. Skuddonkraft
12. Skjoldene

– så skulle den være på plads. Jeg kan især godt lide del 10 – “Tilbehør” – upræcist på den militære måde .

Jeg var “retter”, eller K1 i officiel militær sprogbrug, dvs. jeg havde til opgave at rette kanonen ind, så vi ramte det rigtige sted – op til 15 kilometer væk! Mine vigtigste værktøjer var ovennævnte del 6 og 7, samt ikke mindst Panoramakikkert M12A7C. Panoramakikkerten er ganske enkelt sigtemidlet på M114, men da målet aldrig var i synsvidde skulle der rettes ind efter et sæt “skuddata”, dvs. en højderetning og en sideretning. Ergo skulle man kende en grundstilling for kanonen, som man altid kunne returnere til, efter endt skydning.

Udregning af grundstillingen var en ren videnskab, for hvis den danske hær rådede over GPS-udstyr, dengang i 1987-88, så fandtes det i hvert fald ikke i artilleriet! Til rådighed var almindeligt landmålerudstyr og landmålerstave (I ved, de dersens stave med 10 cm inddelinger i rød og hvid), samt militære kort med kendte pejlepunkters koordinater. Resten er ren gymnasiematematik, men en pest uden computere!

Batteriets målere deltog i grundstillingen, sammen med K1. Derefter skulle jeg bruge mindst ét “fæste”, dvs. et pejlepunkt, som panoramakikkerten blev nulstillet ud fra og dermed muliggjorde tilbagevending til grundstillingen. Om fæste har jeg noteret:

Tydeligt, genkendeligt. Markant lodret linie. Indenfor sideretningen!

Dengang var linje med to i’er! Ét fæste var imidlertid ikke nok og det skulle f. eks. også kunne ses om natten, så en fabriksskorsten kunne være et, men der skulle flere til. Typisk udsatte vi to “retningsstave”, i form af før omtalte målerstave, monteret med lygter – vistnok grøn på den nærmeste og rød på den fjerneste. Retningsstavene udsattes typisk i 45° vinkel fra grundstillingen, på kanonens venstre side. Jo tættere på 0°, jo bedre, men i praksis skulle vi jo kunne svinge kanonen til siderne, uden at fæsterne blev dækket af kanonen.

Hvorfor 45° hhv. 0°? Fordi en 155mm haubitz, der skyder med ladning 7 – den kraftigste vi måtte bruge i fredstid – skal bruge et par skud, før den “sætter sig”, dvs. ikke rykker tilbage pga. rekylet. Ved én bestemt skydning, hvor vi stod i noget sand, rykkede kanonen mere end 2 meter baglæns, i løbet af 3 skud med ladning “grøn”, som var den svageste ladning vi måtte bruge i fredstid (ladning grøn var nemlig så svag, at granaten ikke med sikkerhed ville komme ud af røret!). Hvis nu fæstet havde stået 90° i forhold til grundstillingen, så ville der nu opstå en stor vinkelfejl, afhængig af fæstet afstand fra kanonen. Et uendeligt fjernt fæste ville ikke give en vinkelfejl, men de findes kun i fysikøvelser (og artilleriet – mere om det senere). 0° ud til retningsstavene ville ikke give en vinkelfejl, da kanonen jo ville rykke direkte væk fra dem, men 0° har jeg allerede udelukket. Tilbage er så de 45°.

Det er faktisk ret smart – jeg undrer mig dog over, at jeg kan huske det 19 år senere! Situationen er fra start, at man har to stave stående i 45° vinkel og ca. 50m og 100m væk. Set gennem panoramakikkerten kan man således kun se den forreste af stavene (bortset fra at den bagerste er højere, så man reelt kan se begge to). Så skyder man og kanonen rykker et stykke tilbage pga. rekylen. Nu kan man pludselig se begge retningsstave, med en målbar afstand i mellem. Panoramakikkerten er inddelt i tusindedele – en militær vinkelinddeling, hvor 1/1000 er den vinkel, der på 1000 meters afstand dækker over en 1 meter, altså den spidse vinkel i en retvinklet trekant, hvor kateterne er 1000 hhv. 1 meter. Her kommer det smarte så ind i billedet – for det antal tusindedele der nu ses i mellem retningsstavene, svarer til den vinkelfejl der er opstået. Man opnår altså en korrekt grundstilling, ved at grundstille det antal tusindedele til venstre for den venstre af stavene, som man kan se mellem stavene! Halleluja – det må være en ekstern konsulent, der har regnet den ud for hæren!

Fæster er altså vigtige og næste punkt i notesbogen omhandler derfor passende “fæsteskift”, altså overgang fra et fæste til et andet – det kunne meget vel være fra førnævnte fabriksskorsten (der ville blive foretrukket i dagslys, da den er tilnærmeligvis “uendeligt langt væk”), til retningsstavene, pga. mørkets frembrud. Fæsteskift foretages således:

1. Aflæs/notér panoramatal
2. Stregtromle/fast aflæsningsmærke skal korrespondere
3. Nyt fæstetal indlægges (grundstillingsskala)
4. Gangen i retningen
5. Skydeskala nulstilles
6. Panoramatal indlæges
7. Gangen i retningen

Her kom den så – “Gangen i retningen”. Ikke om jeg overhovedet kan erindre, hvad det dækker over? Jo, nu tror jeg faktisk det dæmrer – “Gangen i retningen” dækker over “Grov højde, grov side, fin side, fin højde“. Volapyk? Nej, artillerisk . Pga. af slør i kanonens mekaniske dele, kunne dens højde- og sideretning ikke indstilles i en “gang”. Derfor drejede man altid røret ud til venstre side, grovindstillede højderetningen, efterfulgt af grovindstilling af sideretningen, efterfulgt af finindstilling af sideretningen og afsluttet med finindstilling af højreretningen. Ved hver eneste indstilling af kanonen, skulle K1, højt og tydeligt fortælle hvad han foretog sig – altså først opremse de skuddata han lagde ind på panoramakikerten og derefter “Grov højde, grov side, fin side, fin højde“. Det må jeg have sagt mindst 1000 gange!

• Rettelse, 3/5 2006: “Gangen i retningen”-remsen huskede jeg ikke helt rigtig, men det er senere kommet til mig. Det skulle retteligen være “Grov højde, grov side, libelle, fin højde, fin side, klar!“. En libelle er et væskefyldt rør, med en luftboble i – de fleste kender dem nok fra et vaterpas, hvor der typisk sidder to – en til vandret og en til lodret måling. Panoramakikkerten var forsynet med to (mener jeg) vandrette libeller og de skulle “spille”, så kikkerten var i lod. Afslutningsvis skulle der tydeligt siges “klar!”, så kanonkommandøren vidste man var færdig og kontrollere indstillingen.

Et andet vigtigt punkt for K1, var måling af “dækningsvinkler”, altså de vinkler ud fra grundstillingen, som kanonrøret kunne køres ud til. Hvis kanonen var kommet skævt ind i stillingen, så var dens grundstilling ikke nødvendigvis i nærhende af dens cenetrlinje, så dækningsviklen til venstre og højre var ikke nødvendigvis ens. Om måling af dækningsvinkler har jeg noteret:

Måling af dækningsvinkler:

Indstilling efter panorama-tal.

Højre haler, venstre vokser

18 - 30
-----------------------
23-14,5 |
+ 5,5
-------- |
23-20°

“Højre haler, venstre vokser”?

Ad. måling af dækningsvinkler:

Når røret er i stilling

1. Trådkorset på primærfæste
2. Libeller skal spille
3. 3 kontrol af pkt. 1 og 2.

Hvad beregningseksemplet helt præcist viser, må jeg være svar skyldig på. Jeg har en idé, men den er ikke helt klar endnu. “Højre haler, venstre vokser” – jeg er helt blank! Jeg kan dog nævne, at libeller er de væskefyldte glasrør, som de fleste kender fra et vaterpas, hvor der oftest sidder en vandret og en lodret libelle.

Skulle der komme feltartillerister forbi, som har bedre hukommelse end jeg, så supplerer endelig min mangelfulde hukommelse. Ovenstående informationer er sandsynligvis fortrolige, men jeg bringer dem med en vis sindsro. Jeg er nemlig faldet over denne her artikel: 155 mm haubitser er nu gammelt jern – og jeg smiler stadig .