Mine tvillinger er kommet i “Hva’ deeet?”-alderen 
. Den fortsætter nok ca. 10-12 år endnu, så jeg må vænne mig til det 
.
Det sætter imidlertid også nogen ting i perspektiv. Det er nemlig langt fra alt, der lige let lader sig forklare til en 2½-årig, selvom man selv betragter det som noget helt dagligdags. Forleden stod Emma således og kiggede i bestikkurven i opvaskemaskinen, mens jeg fyldte maskinen op. Så pegede hun på noget hun ikke lige genkendte og spurgte “Hva’ deeet?”. “Det er et piskeris – mor brugte dem, da hun lavede kagedej”, svarede jeg. “Ris?”, lød det meget skeptisk fra hende…. “Piskeris…”, begyndte jeg, men gav op – hvordan skulle jeg favne det mentale gab imellem piskeris og ris?
Hvad er det også for et underligt ord, piskeris? Jeg formoder “ris” i denne sammenhæng har samme mening som i “fastelavnsris” – altså noget man slår eller pisker med. Der er altså åbenbart tale om en pleonasme.
Bortset fra den slags små genvordigheder, så er det altså fascinerende at opleve børns umættelige videbegær! Udover “Hva’ deeet?” er de også blevet skrappe til “Hva’ laver du?” og de kan sagtens sidde i 10 minutter og bare kigge, mens deres far tålmodigt bander og svovler over en punkteret cykel 
.
Jeg kan love dig at Hva’ deeet alderen stopper. Og også inden dine forventede 10-12 år er gået. Problemet er blot at efter Hva’ deeet alderen kommer Hvorfor? alderen.
Må jeg få en Is? Nej! Hvorfor?
Må jeg hoppe her? Nej! Hvorfor?
Må jeg få den her [ting]? Nej! Hvorfor?
OK, jeg havde heller ikke forestillet mig at de ville blive ved med at spørge “Hva’ deeet?” til de er fjorten – jeg forventer da de bliver mindst lige så velartikulerede som deres fædrende ophav :mrgreen:. Ej at forveksle med vel-artikulerende, som deres mor :twisted:.
Nej, jeg hentydede til. at de sandsynligvis ville udvise nysgerrighed og spørge om alt, de næste mange år – også hvorfor (er himlen blå, tordner det, står solen op om morgenen, etc.).