I torsdags offentliggjorde Statsministereriet rapporten »Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror«, udarbejdet af Den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse.
Foranlediget af de citater jeg har set i dagspressen, har jeg nu kigget lidt i rapporten. Den tværministerielle arbejdsgruppe savner tydeligvis teknisk indsigt og blandt dets anbefalinger til “Efterforskningsredskaber på teleområdet” findes for eksempel nedenstående:
15. Arbejdsgruppen anbefaler, at § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet ændres, så udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester får pligt til at indrette deres tekniske udstyr på en måde, der gør indgreb i meddelelseshemmeligheden muligt uanset teknologisk fremføringsform. (Kapitel 3, afsnit 4.3.1).
16. Arbejdsgruppen anbefaler, at det teknologiske område, hvor politiet ikke har nogen umiddelbar mulighed for at sammenholde brugeroplysninger med det enkelte kommunikationsapparat, (f.eks. kombinationen af taletidskort og mobiltelefoner eller af brugere og netcaféer) elimineres eller – hvis dette ikke er muligt – reduceres i videst muligt omfang. De relevante myndigheder drøfter, hvorledes dette mest hensigtsmæssigt kan ske. (Kapitel 3, afsnit 4.3.1).
Hvis man har læst mit tidligere indlæg, »Kryptér din e-mail«, så skulle det være ganske klart, at teleudbyderne ikke kan “indrette deres tekniske udstyr på en måde, der gør indgreb i meddelelseshemmeligheden muligt uanset teknologisk fremføringsform”, da det i tilfældet med pgp-kryptering vil kræve en brydning af pgp-nøglerne. Der findes en udmærket FAQ her, der redegør for mulighederne for brydning af pgp-nøgler og/eller passphrases.
Hvorledes vil politiet i øvrigt stille sig til folk som jeg, der har vores egen e-mailserver? Hvis jeg sender e-mails til en anden person, der også har sin egen e-mailserver, så er ISP’ens eneste opgave at stille kobberforbindelsen tilrådighed. Et indgreb vil derfor kræve, at politiet får adgang til teleudbydernes netværk og opstiller en “sniffer”, der kan fange min trafik – men den vil også fange alle andres og dermed kompromittere en lang række personers privatliv.
En Google-søgning på “phone scrambler” viser, at der findes flere krypteringsmoduler til både mobil- og fastnettelefoner, så heller ikke den kommunikation kan garanteres tilgængelig for ordensmagten.
Arbejdsgruppen anbefaler også, at man helt forbyder Internetcaféer – en hel kategori af selvstændige erhversdrivende skal altså fratages deres levebrød? På trods af, at Internetcaféerne ikke er nødvendige for kommunikationen mellem terrorceller og deres medlemmer – de kan jo sagtens benytte pgp hjemmefra. Debatforum kan oprettets på en webserver hos et medlem, blot denne har en ADSL med fast IP-adresse og trafikken kan let krypteres med brug af https.
Der er med andre ord intet i de to ovenstående anbefalinger, der reelt udgør en trussel mod dem der konspirerer imod den eksisterende samfundsorden. For politikerne er der dog tale om en “win/win”-situation. Hvis anbefalinger bliver ført ud i livet, så har politikerne jo taget drastiske forholdsregler og kun de færreste almindelige danskere vil kunne se, at de er værdiløse. Skulle der alligevel ske en terroraktion i Danmark, så kan politikerne sagtens skyde skylden på ordensmagt og efterretningstjenesterne – de har sikkert ikke udnyttet lovens muligheder godt nok. Sker der tilgenæld ikke nogen terrorangreb, så kan politikerne tage hele æren, selvom deres initiativer har været værdiløse. Det må være skønt at være politiker :evil:.
Nu må man så spørge sig selv, om man virkelig vil afgive retten til privatlivets fred og brevhemmelighed, for en række initiativer der givetvis aldrig vil stoppe en eneste terrorist? Tænk over det på tirsdag, når du skal stemme til regionsvalget – det er nemlig i kommunerne, der skal sættes ind i forebyggelsen af terror, ved at fratage ekstremisterne deres rekrutteringsgrundlag. Det sker kun gennem uddannelse, information og integration – og den opgave ligger primært i dit nærmiljø. Det er også dit ansvar.
PDF-udgaven af rapporten kan også hentes her (ca. 900 KB), hvis den ikke længere er tilgængelig fra Statsministeriet.