“Goddag mand, økseskaft” – det kunne passende være rubrikoverskriften til dette indlæg.
I det seneste nummer af “POLITI – Magasinet til politi og anklagemyndighed”, er et interview med vores nye justitsminister, Hr. Brian Mikkelsen. Under overskriften »Jeg vil gerne være ‘Barske Brian’«, kan man blandt andet læse følgende:
[..]én ting har Brian Mikkelsen ikke lagt skjul på: Han vil være ‘tough on crime’:
»Ja, jeg hører til dem, som mener, at hårdere straffe hjælper. Det sender et præventivt signal og får farlige forbrydere væk fra gaden. Og når alle de der flotte og fine kriminologer og professorer siger det modsatte, synes jeg ikke, de ved, hvad der foregår i den virkelige verden.«
Men de laver vel deres undersøgelser på basis af det, der foregår i ‘den virkelige verden’?
»Det mener jeg ikke de gør. For der er en utryghed i befolkningen og en fornemmelse af, at hård kriminalitet bliver straffet for mildt, og det vil jeg gerne tage alvorligt. For jeg er 100 procent borgernes mand. [..]«
Målløs! Det er vist det indtryk, der passer bedst på min tilstand, når jeg læser ovenstående; selv efter at have læst det gentagne gange, bliver jeg lige paf over indholdet. Det ligner jo noget, man ville forvente at læse i satiriske medier, som Politikens ATS-spalte eller “Spinderiet”.
Det er populisme af værste skuffe og det er ren “Goddag mand, økseskaft”. Det er ren Søren Kjær – “Hvis det er fakta, så benægter a fakta”. Fremfor at følge fagkundskabens anbefalinger, vælger Hr. Brian Mikkelsen at forfølge befolkningens gunst.
Jeg er rystet over den arrogance, som Hr. Brian Mikkelsen lægger for dagen med en udtalelse som “de der flotte og fine kriminologer og professorer“. Hvad bilder manden sig ind? Hans uddannelse er cand. scient. pol., hvilket placerer ham i samfundsgruppen “de der flotte og fine DJØF‘ere”. Hans udtalelser placerer ham imidlertid umiddelbart i samfundsgruppen “idiot”, i betydningen “person so mentally deficient as to be incapable of ordinary reasoning” (oversat: person, der er så mentalt mindrebemidlet, at denne er ude af stand til almindelig ræsonnering).
Som ansvarlig minister er det Hr. Brian Mikkelsens pligt at sørge for resultat-orienterede løsninger. Det må være langt vigtigere at nedbringe kriminaliteten, end at højne folkets retsopfattelse. Det burde være indlysende, selv for en cand. scient. pol, at en høj retsopfattelse i befolkningen ikke nødvendigvis betyder lav kriminalitet, mens det omvendte vil være tilfældet.
Jeg er dybt, dybt krænket på min naturvidenskabelige uddannelse og jeg er dybt, dybt rystet, over dette lands regeringsmæssige tilstand.
Hej Uffe, jeg vidste ikke engang, at du har en blog. Hvor mange læsere har du?
Du har helt ret, Brian Mikkelsen er en uansvarlig populist af aller værste skuffe, intet mindre end en skændsel for vort land! Men mediet er også en del af budskabet, og der værste er egentlig, at han i netop politifolkenes blad søger at indynde sig hos ordensmagtens udøvere med sin voldsfilosofi. Det må jo være det, han mener politifolk forventer at høre fra justitsministeren. Næste gang skal de bare skyde først, ministeren er på voldelige betjentes side, forstår man.
Desværre er hans efterfølger som kulturminister af helt samme skuffe. Hvor finder vælgerne dem dog henne?
Hej Erik
Helt uvidende om min blog har du da ikke været – jeg ved du har læst både mit indlæg om Jægerkorpsets overmenneskelige optagelseskrav og det lokale byggemarkeds akku-skruetrækker med undervandskamera. Det er dog indlæg, der ligger nogen år tilbage Antallet af læsere er vist ret svingende, statistikken taler om 15-45 besøgende per dag, men der kan sagtens være søgemaskiner inkluderet i det tal. Går jeg efter antallet af kommentarer, så svinger antallet lige omkring nul 🙄
Mediet er nu ellers respekteret og modtog Anders Bording-prisen tidligere i år:
– aldeles velfortjent i mine øjne. Det tjener da også til interviewerens ære, at hun stiller spørgsmålet om basis forskernes undersøgelser, men hun burde jo så have fastholdt Hr. Brian Mikkelsen på, at hans svar var uden logisk sammenhæng med spørgsmålet.
Vi kender jo begge fornemmelsen af at få Bording-prisen 😎 POLITI har virkelig overrasket mig positivt og der er altid gode, indsigtsfulde artikler i; ofte også nogen der, indholdsmæssigt, må formodes at træde traditionerne over tæerne.
Jeg kan lige nævne, at interviewet er lavet af Maja Plesner, som også er redaktør på POLITI.
Pingback: /var/blog/messages » En Arthur Dent-kategori?