Det startede for en god uges tid siden, med et opslag på Bluesky:
“‘Salem’s Lot” var Stephen Kings anden romanudgivelse og opslaget gav stof til flere tanker – hvordan kan Stephen King have udgivet noget 50 år siden, med mindre jeg er ved at blive gammel(!), hvorfor har jeg aldrig læst “‘Salem’s Lot” og hvorfor læser jeg egentlig ikke noget mere Stephen King?
Spol frem til den her uge og alle streamingstjenester mener man skal se gysere som optakt til Halloween. Jeg får foreslået “It” og da jeg kun har set serien fra 1990, så tilføjer jeg den og “It Chapter Two” til min liste. I går er der så en algoritme, der tager de to gyserfilm i betragtning og foreslår mig “‘Salem’s Lot” og da jeg ikke lige havde andet for, så begyndte jeg at se den.
Handlingen foregår i 1975 og da filmens protagonist kører ind i ‘Salem hører man et stykke musik i radioen. Det lød sært bekendt og det tog mig et stykke tid at placere det, men lige inden jeg tænkte så langt som til Shazam gik det op for mig, at det var en engelsk udgave af Daltons sang “Selskabsmadonna”, fra 1992. Via Google (ingen idé om, hvorfor jeg ikke brugte Shazam) kom jeg frem til, at “Selskabsmadonna” simpelthen bare en en coverversion af Gordon Lightfoots “Sundown” fra albummet af samme navn fra 1974. En meget loyal version endda.
Måske jeg har hørt det en gang, tilbage i 1992 da albummet “Dalton” udkom, men min hjerne opfatter det som en helt ny information – men det er, hvad det er. Det jeg selv forbløffes mest over, er den usandsynlige begivenhedskæde som førte frem til erkendelsen. Havde det ikke været for et opslag på Bluesky, så havde jeg stadig troet, at Allan Olsen selv havde begået “Selskabsmadonna” og jeg havde ikke kendt originalen.
Lad os slutte af med at høre Dalton.