Ingen sammenhæng imellem MFR-vaccine og autisme

Lægerne har sagt det igen og igen, i gennem de seneste 12 år. Lad os få det slået fast, en gang for alle: Der er ingen sammenhæng imellem MFR-vaccine og autisme!

I 1998 bragte det ansete lægetidsskrift The Lancet en tvivlsom artikel, hvor forfatteren, lægen Andrew Wakefield, påstod at kunne dokumentere en direkte sammenhæng mellem MFR-vaccinering af børn og udviklingen af autisme hos samme børn. Det var løgn. Det var faktisk ikke bare løgn, men en bestilt løgn, købt og betalt af en advokat, der repræsenterede en gruppe forældre til børn med autisme. Hele sagen og dens afsløring er fremragende beskrevet i Berlingskes artikel, Lægen og løgnen.

I blogindlægget Det perfekte massemord, har PHK regnet lidt på konsekvenserne. Der går mange år, for det endelige resultat kan opgøres, men statistisk set har Wakefield hundredvis af børns liv på samvittigheden. Mange flere vil have fået men og millioner er blevet påført unødig lidelse.

Artiklen i Berlingske anskueliggør endnu flere konsekvenser. For at et vaccinations-progran skal være effektivt, skal mindst 90% af befolkningen vaccineres. Det er i forvejen et højt tal og omstændigt at opnå. Wakefield har gjort det meget sværere. Børn, der modtager MFR-vaccinen, får anden vaccineskud i 3 års alderen og indtil de har fået det, er de fortsat i risiko. Altså medmindre alle omkring dem er vaccineret.

Jeg forstår udmærket forældres behov for en forklaring på, hvorfor netop deres barn fik autisme. Det er svært at acceptere tilfældighedernes spil. Imidlertid hjælper det hverken de autistiske børn eller de uvaccinerede børn at benægte ubestridelige fakta.

Der er ingen sammenhæng mellem MFR-vaccine og autisme!

Posted in Fakta | Leave a comment

En skrue løs

Jeg rodede lige lidt rundt i min computertaske, i forgæves søgen efter mit bluetooth headset. Der lå en lillebitte skrue, sådan en typisk laptop-skrue; men den mangler tilsyneladende ingen steder.

Det er da ellers en god prank – jeg har en lille bøtte med den slags skruer, fra kasserede laptops og rack-kabinetter. Den kan jeg tage med på arbejde og så stille drysse en skrue eller to i kollegernes tasker – det skal nok skabe forvirring 😈 .

Posted in Humor, Nørderi | Leave a comment

Konsolidering eller vækst?

Jeg forstår ikke logikken i VK-regeringens udspil om afskaffelse af efterlønnen. Efterlønsordningen er tiltænkt de erhvervsgrupper, som er udsat for ekstraordinær nedslidning, f. eks. jord- og betonarbejdere og social- og sundhedsarbejdere. Statsministeren lover højtideligt, at disse grupper også fremover skal være sikret mulighed for at forlade arbejdsmarkedet tidligt. Allerede her begynder logikken at halte, for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en analyse, der dokumenterer efterlønsmodtagernes fordeling på erhvervsgrupper og hele 87% er ufaglærte eller faglærte. Blot 2% har lange uddannelser og de resterende 15% har enten en kort eller mellemlang videregående uddannelse.

Besparelsen kan altså hurtigt blive reduceret, så det er til at føle på.

En følge af en afskaffelse af førtidspensionen er naturligvis, at vores egenindbetalinger skal føres tilbage. Statsministeren lægger op til, at vi enten kan flytte pengene til en privat pensionsordning eller få dem udbetalt til forbrug. Der er tale om et beløb i størrelsesorden 16-40 milliarder kroner. Et sådant beløb frigjort til forbrug er god medicin, i følge professor ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand Torben M. Andersen. Til Politiken udtaler han:

»Rigtig mange vil omsætte pengene til forbrug, og derfor er et efterlønsindgreb et af de sjældne indgreb, som vil styrke økonomien på både kort og lang sigt. Du stimulerer forbruget her og nu, hvilket er tiltrængt efter krisen. Og du forbedrer det offentlige budget på længere sigt«

Her dør logikken helt, for mit vedkommende – lægmand, som jeg er. Hvis den økonomiske krise har lært os noget, så burde det da være, at stimulering af forbruget og den deraf følgende vækst, kun varmer kortvarigt? Rent matematisk giver det ikke nogen mening at tro på en stadig vækst i samfundet – renter og renters rente gælder også for vækst-procenter.

Det samfundet har brug for er måske snarere konsolidering? En indsats for at sikre, at vi kan bevare det nuværende niveau, snarere end en indsats for at nå et højere (og højere og højere) niveau. Hvordan skaber vi et nyt økonomisk system, som anerkender værdien af stabilitet? Hvordan får vi åbnet økonomernes øjne for, at konsolidering også er værdiskabende? Tillid er nøgleordet i økonomi og et velkonsolideret firma må alt andet lige være mere tillidsvækkende. Det er en myte, at man ikke kan være nyskabende eller udvikle sig, uden vækst – det handler blot om at sætte tæring efter næring.

Vækstpakker, frigørelse af særlige pensionsmidler eller efterløns-indbetalinger er ikke at sætte tæring efter næring. Vi kan ikke skabe vækst for de penge vi allerede har – det burde give sig selv. Vækst kræver tilførsel af nye ressourcer og da jorden kun har en begrænset mængde ressourcer, så skal vi ud over vækst-modellen, før vi kan opnå et stabilt, globalt økonomisk system.

Posted in Arthur Dent, Fakta, Politik | Leave a comment

Langt på literen

I mellem jul og nytår var vi en tur i det jyske og besøge min søster. Vi tog af sted anden juledag og det var en lang tur. Fra Slagelse og til Storebæltsbroen var der sne- og isglat med en del snefygning og hastigheden lå omkring 30-45 km/t. Fra broen til Odense gik det noget bedre, men ude omkring Aaby kom farten helt ned igen og der var modbydeligt glat, frem til Lillebæltsbroen. Lidt nord for Vejle fik vi lidt sne og først fra Ejer Bavnehøj var motorvejen i rimelig stand. Jeg var, mildest talt, noget udmattet da vi kom frem til Århus (det hed det dengang).

Turen hjem gik noget bedre, faktisk mere eller mindre efter bogen (eller snarere GPSen) – godt 4 timer, inklusiv en frokostpause på Fyn.

Lige så opslidende turen var for chaufføren, lige så god var den dog for brændstoføkonomien. Fra tankningen før turen, til tankningen efter, kørtes 728,5 km på 40 liter diesel, hvilket økonomi-computeren optimistisk får til 19,2 km/l (en lommeregner siger 18,2 km/l). Det er det bedste bilen har præsteret i de 6½ år vi har haft den :mrgreen: . Hvorvidt det skal tilskrives den lave hastighed eller den lave rullemodstand på de is-glatte motorveje, er mig uvist 😆 .

Posted in Løst og fast | Leave a comment

Årets energiregnskab – 2010

Brændstof-regnskab:

  • 862,14 liter diesel (764,93 liter i 2009)
  • 7576,50 kroner (5751,05 kroner i 2009)
  • 11420 kilometer (10976 kilometer i 2009)
  • gennemsnit: 8,79 kroner per liter og 13,2 kilometer per liter (7,47 kroner per liter og 15,0 kilometer per liter i 2009)

Noget højere literpris i 2010, men dog stadig under 2008-niveau. Kørselsøkonomien er tilbage til 2008-niveau, måske på grund af de 5 måneders vinter og deraf følgende brug af varmeapparat.

El-forbrug:

  • 6207 kWh (5747 kWh i 2009)
  • uge-gennemsnit: 119 kWh

Elforbruget er noget højere end i 2009.
 
 

Vand-forbrug:

  • 148,8 m3 (146,7 m3 i 2009)
  • uge-gennemsnit: 2,9 m3

2 m3 mere end året før.
 
 

Naturgas-forbrug:

  • 2161,74 m3 (1960,55 m3 i 2009)
  • uge-gennemsnit: 41,57 m3

Igen i år en stigning i gasforbruget, omend knap så stor, som stigningen fra 2008 til 2009. 2010 har, som allerede nævnt, været kendetegnet ved 5 måneders sne og kulde, så stigningen er vel forventelig.

Årets energiregnskab – 2009

Årets energiregnskab – 2008

Posted in Fakta, Løst og fast, Nørderi | 3 Comments

190.000 passwords knækket på under én time

190.000 kodeord fra hacket blog-server knækket på under én time

Tankevækkende. En 8-kerners Xeon-processor – det er jo ikke engang ret meget regnekraft. Softwaren, der er brugt, er frit tilgængelig:

John The Ripper

Måske det ville være en god idé at teste sin egen password-fil?

Posted in Fakta, IT-sikkerhed | Leave a comment

Adel forpligter

Et kort og klart ordsprog – Adel forpligter. Meningen kan vel næsten ikke være uklar for nogen? Det handler om, at hvis man er tildelt udvidede muligheder og rettigheder, så har man også et højere ansvar og en pligt til at forvalte disse privilegier yderst forsigtigt.

Politiet, landets udøvende magt, har et privilegium, nemlig deres ret til at anvende fysisk magt. Det er i mine øjne et utroligt stort privilegium og dermed er politiet dybt forpligtede til at forvalte deres voldsanvendelse (for nu at kalde en spade for en spade) ekstremt varsomt.

Til at holde øje med politiet, og for den sags skyld de to andre søjler i magtens tredeling, har vi den frie presse. Af samme grund benævnes pressen ofte “den fjerde magt”.

Derfor er det rystende, når politiet melder ud med, at det er ok at udøve vold imod journalister, blot de befinder sig i mellem demonstranter. Det er en trussel imod vores demokrati, hvis den eneste kontrollerende magt ikke mere nyder myndighedernes beskyttelse, men officielt betragtes som lovligt bytte. Hvis journalisterne ikke kan opholde sig i brændpunkterne, selv når politiet er bekendt med deres tilstedeværelse, uden at risikere deres liv og helbred, så udøver politiet reelt censur, i strid med grundlovens paragraf 77:

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

Det der ryster mig mest, og fylder mig med væmmelse over vores politi, er magthavernes arrogante afvisning af problemet. Hvis politiledelsen ikke selv kan se problemets omfang og samfundsmæssige rækkevidde, så er den simpelthen ikke kvalificeret til jobbet. Hvis politikerne ikke kan se problemets omfang og samfundsmæssige rækkevidde, så er de ikke værdige til at sidde på eller stræbe efter magten.

Posted in Arthur Dent, Politik | Leave a comment

Petitesse-lovgivning?

Er det her problem stort nok, til at forsvare national lovgivning på området? Hvor mange lejere fryser i deres lejligheder, på grund af misvedligeholdte varmeanlæg?

Frysende lejere skal have varmen ved lov.

Posted in Arthur Dent, Politik | Leave a comment

Borgerne, [..] er verdens bedste efterretningstjeneste

Normalt synes jeg tidligere PET-chef Hans-Jørgen Bonnichsen er usædvanligt fornuftig at høre, sammenlignet med andre myndighedspersoner i det sidste 10-år. Men i dag citeres han i artiklen Danskerne selv er sidste bolværk mod terror for denne udtalelse:

– Det vigtigste er tillid i befolkningen, for det er borgerne, som er verdens bedste efterretningstjeneste. Det er befolkningen der skal ind og reagerer på unormale hændelser, de skal reagerer på personer som ændrer adfærd. Det er vores sidste bolværk mod terror

“Det er borgerne, som er verdens bedste efterretningstjeneste”? Hvad så med al den uddannelse man giver efterretningsagenter? Al den specialviden, som efterretningstjenester har opbygget gennem generationer? Er det værdiløst, for så er der bestemt milliarder af euro og dollars og rubler at spare!?

Politiarbejde bør overlades til politiet. Danskerne kan ikke engang finde ud af at holde til højre på motorvejene, så hvordan forestiller Bonnichsen sig, at vi skulle være observante nok til at genkende en terrortrussel?

Posted in Arthur Dent, Politik | Leave a comment

Ændret netbank-praksis for girokort.

Noterer mig, at min bank har ændret praksis. Når et girokort har en betalingsdato angivet, som ikke er en bankdag, har min netbank automatisk foreslået den første bankdag før den angivne, som betalingsdato. Det gør den ikke mere, lagde jeg mærke til i dag – nu vælger den første efterfølgende bankdag.

Det er da dejligt – så slipper jeg for selv at rette datoen. Hvis firmaer ikke kan skønne på at lade deres computersystemer kontrollere om en ønsket betalingsdato overhovedet er en hverdag, så de i hvert fald ikke fortjent at få deres penge før tid!

Posted in Løst og fast | Leave a comment