Det var den jul…..

Det var jo en kort jul i år! For mit eget vedkommende så meget desto mere fordi jeg var syg fra slutningen af november og frem til et par dage før jul :evil:. 14 dage lå jeg, med noget der lignede influenza. Så mente min læge der var gået lang nok tid og sendte mig til blodprøvetagning. Resultatet viste, at jeg havde en bakterie-infektion af ukendt art (dvs. det var ikke en af de ting der var blevet testet for) og jeg fik straks en bredspektret pencillin-kur. På det tidspunkt havde infektionen imidlertid sat sig i mine led og jeg har stadigvæk smerter i højre håndled og højre hånds pege-, lange- og ringfinger :sad:. Jeg kunne dog lige klare at tage forbi Ballerup Centeret og få købt et par gaver til fruen – som tilgengæld havde sørget for gaver til alle andre, både i hendes og min familie. Smukt!

Blev det så en god jul? Ja, for det var jo vores første jul, som forældre :cool:. Dermed kunne det jo ikke gå galt. Pigerne opførte sig eksemplarisk – spiste når de skulle, sov en del og grinte over hele femøren, når de så nogen de kendte :grin:.

Hvad med gaverne? Jo, fruen blev glad for de gaver jeg havde nået at finde, så det var jo godt nok. Pigerne kunne vi dække to gange med alle de gaver de fik – fra os, bedsteforældrene, oldeforældrene (inkl. olde-Erik), faster og farbror. Ellers blev “høsten” for mit vedkommende således:

  • Sneskovl – fra svigerforældrene
  • Tændingspistol – fra svigerforældrene og “svigermormor”
  • “CD” med Poul Krebs (kopibeskyttet, så det er jo reelt ikke en Compact Disc) – fra fruen
  • Siemens kaffemaskine – fra fruen
  • Undertrøjer – fra mor og far
  • Mikrobølgeovn – fra søster og hendes to piger

Ingen bytttere her – og dog. Poul Krebs “CD’en” var beskadiget og da den iøvrigt så kom på tilbud til 99,- kr. i Fona allerede i mandags, så blev den returneret til Merlin og turen gik derefter i Fona efter en ny, samt Allan Olsens opsamlingsplade “En gros” – ialt 20 kr. dyrere samlet :wink:. Den sejeste gave er helt klart tændingspistolen – en yderst avanceret model, som bla. kan bruges på min BSA, som ellers ikke har noget mærke for høj tænding – men pistolen kan gradforskydes, så man kan bruge TDC- eller Retarded-mærkene – smadder smart :cool:. Den bedste gave er mikrobølgeovnen – vi havde besluttet at købe en i januarudsalgene, men søster kom os i forkøbet. Nu tager det 30 sekunder på fuld effekt, når der skal varmes flasker (og det skal der tit, når man har tvillinger!!!!).

Men den største gave var ubetinget at fejre jul med sin helt egen personlige familie – Andrea, Emma og Maj-Britt. Mine to skønne piger og min pragtfulde hustru :grin:.

Min datter grinte :-)

Det er ellers Andrea der pludrer dagen lang, mens Emma er overlegen på motorikken. Men i dag satte Emma trumf på! Jeg stod og skulle skifte hendes ble, efter hun havde fået mad. Hun var i strålende humør og smilede over hele krydderen, da jeg lagde hende på puslebordet. Så gjorde hun det – hun grinte! En tydelig latter, samtidig med hun smilte. Jeg kaldte på Maj-Britt og fortalte hende det, men hun så noget skeptisk ud – indtil Emma forbarmede sig over mig og gentog latteren. Den mest pragtfulde lyd, jeg nogensinde har hørt :smile:.
Andrea er dog stadig klart mere fokuseret på at lave lyde – koncentrationen lyser ud af hende, når hun “snakker” og man kan se hun forsøger at efterligne vores mundbevægelser, når vi snakker med hende. Vi skal nok til at træne hendes motorik lidt mere – få lagt hende ned på maven på pusletæppet, så hun kan træne nakkemusklerne. På det punkt fører Emma klart.

Fed ting ved tvillinger – den forskel man kan se i dem og i deres udvikling.

Hvor der er vilje er der en vej – en lang historie med en Happy End.

Endnu en fortælling fra arkivet :grin:. Det her er vel nærmest min yndlingshistorie, om livet som motorcyklist! Den viser fordele og ulemper, men først og fremmest sammenholdet mellem motorcyklister! I forhold til den originale news-posting har jeg smidt et par billeder fra weekenden med :smile:.

From: urb@image.dk (Uffe R. B. Andersen)
Newsgroups: dk.fritid.motorcykel
Subject: Hvor der er vilje er der en vej - en lang historie med en Happy End.
Date: Mon, 07 Sep 1998 22:18:18 GMT
Organization: Traumatic Web Experiences
Reply-To: urb@image.dk
Message-ID: <35f458e6.9493220@news.image.dk>
X-Newsreader: Forte Agent 1.5/32.452
MIME-Version: 1.0
Content-Type: text/plain; charset=ISO-8859-1
Content-Transfer-Encoding: 8bit
NNTP-Posting-Host: pm26-37.image.dk
X-Trace: 8 Sep 1998 00:18:14 +0200, pm26-37.image.dk
Lines: 131
Path: news4.image.dk!pm26-37.image.dk
Xref: news4.image.dk dk.fritid.motorcykel:8319

Denne beretning tilegnes Søren Holm, Midtfyns MC Import og Eggert
Boserup. Uden deres fuldstændig uselviske indsats havde jeg ikke kunne
sidde her iaften, med et lille smil på læben og skrive om en weekend,
der blev så meget dyrere end beregnet. Hvis Guzzi har en skytshelgen,
så også en tak til hende.
Første weekend i september er altid præget af aktiviteter, der kræver
fravalg, snarere end valg. I år således Mosten Race Day, Sydfynstræf
og et 25 års jubilæum på Midtfyns Gymnasium. Nå ja, valget var truffet
- for to måneder siden indløstes spisebillet til jubilæet.
Sydfynstræffet var lige om hjørnet, så det kunne nås lørdag og søndag.
Der skulle bevilges frihed fra jobbet fra kl. 13, hvis det hele skulle
nås. Chefen storsindet, men en server ville det anderledes og klokken
blev 14. Hjem, spise og pakke - afsted kl. 16.
Jeg kører altid over Roskilde, når jeg skal til Fyn - gammel vane fra
tiden med BSA'en. Ikke den fredag, for nu havde vi jo travlt, rigtigt
travlt og så er det bedre (for økonomien bla.) at køre stærkt på
motorvejen. Dårligt valg - 7 km kø ved Køge! Bryder med et princip og
triller afsted mellem rækkerne - vi har jo travlt. Efter Køge, fri
bane… 160, 170, 180, 190. Jeg ved det nu er ubehageligt for kæresten
bagpå, men vi har travlt. Mærker et stød i fodhvilerne. Et til. Farten
ned, 180, 170, 160. Ingenting. Når Ringsted efter 50(!) minutters
kørsel og kører af motorvejen for at tanke; ser en MC-betjent der skal
samme vej som os, men han ombestemmer sig og kører mod København
(måske han tidligere havde knaldet en MC'ist og ikke gad mere den
dag?). Tanker og fortsætter mod broen - pæn fart, vi har stadig
travlt, festen starter kl 18:30. Mærker foruroligende stød i
fodhvilerne! Farten lidt ned, men efter betaling af weekendens første
broafgift sættes farten op - en Guzzi kan åbenbart ikke køre stærkt
nok til at den letter forhjulet når man runder toppen af
Storebæltsbroen, men nu er det forsøgt! Stødet i fodhvilerne kommer og
går, men nu er det blevet rutine - kurven på motorvejen rundt om
Nyborg tages med rolige 190.
Af motorvejen og mod Fåborg - det kan faktisk nås, klokken er ca.
17:20 og der skal være tid til et bad og omklædning hos mine forældre.
Hovedvej 8 er en gammel bekendt, efter 10 år i sjællandsk eksil og
jævnlige besøg hos forældrene. Stødene i fodhvilerne er væk, det var
åbenbart et højhastighedsproblem og nu kører vi ikke over 150 på de
åbne stræk. Kommer ind i Ørbæk bag en langsom bilist - når frem til
rundkørslen.
Hertil må knyttes en kommentar: For de ikke-lokalkendte kan nævnes, at
rundkørslen i Ørbæk ligger ved siden af hovedvejen - så hvis man
kommer fra Fåborg-siden kan man køre en lastvogn igennem den, uden at
dreje på rattet, men fra Nyborg-siden skal man slå et ordentligt slag
- hvis man da ikke vælger at køre henover den, hvilket let lader sig
gøre, da den er lav, fint afrundet og belagt med brosten.
Så kan man jo også komme foran fjoget i bilen, så som tænkt så gjort -
vupti, hops, henover et stk. rundkørsel. Nogen slår mig under fødderne
med et baseball-bat og et sted i nærheden flår nogen en mælkejunge
midtover. Baghjulet blokerer og Guzzi'en skrider - kobler ud, hjulet
snurrer igen - kobler til, denne gang er det en mindre mælkejunge.
Trækker ind til siden og lader bilisten komme forbi igen - der blev
ingen point for stil, for den overhaling. Stiger af, stiller cyklen,
krammer kæresten - vi er stadig i live og hvad betyder det så at have
haft travlt?Her nåede vi så til.....
Ingen TopHjælp, ingen Falck, men skiltet jeg læner mig op af skriver
14 km til Ringe - måske Søren, som i sin tid, i denne weekend for
nøjagtig 2 år siden, solgte mig Guzzi'en, er hjemme? Nej. Han træffes
dog på mobilen og rystes - stiller diagnosen knækket kardankryds - det
burde ikke kunne ske, cyklen rundede blot 32.000 km lige efter
Ringsted. Han skal dog ikke noget lørdag formiddag og hvor lang tid
kan det tage at skifte et kardankryds?
Lørdag formiddag - jeg nåede ikke jubilæumsspisningen aftenen før, men
der var stadig øl da jeg kom. Da jeg stikker hovedet ud under dynen,
betvivler jeg der var flere da jeg gik. Bad, morgenmad, Søren ankommer
i varevognen kl 10:15. Til Ørbæk og cyklen er der stadig - tror
pokker. Det havde været rart med en rampe at køre den op ad, men vi er
tre og så kan man jo løfte den ind i. Ankommer til Midtfyns MC Import
i Vantinge klokken 11:25 - vi har travlt, vi skal have bekræftet
diagnosen og til Odense efter et nyt kardankryds inden kl. 12. Cyklen
er i værkstedet kl. 11:30 og 11:45 er baghjul, lydpotter, støddæmpere,
fodhvilere og bagsvinger pillet af - Søren satte ny personlig rekord.
Ringer til Korup MC - skønne spildte kræfter, der er udsolgt af
kardanled. Mismodet melder sig, så tæt på og så alligevel.
Der sættes kaffe over, så tænker man bedre! De Voss i Frederikssund
har garanteret stumpen, men der er langt fra midtfyn, når klokken
nærmer sig lørdag middag. Hvorlænge mon de har åbent? Stumpen skal jo
bestilles, så de får et ring. Mirakel - de har åbent til kl. 14. Hvis
man nu kunne få nogen til at hente kardankrydset.... Ringer til
Eggert, "Har du nogen planer for idag?". "Nøeej, egentlig ikke", men
der mærkes alligevel en vis vantro hos tilhøreren, medens min bøn
fremsættes. Heldigvis er det et håbløst projekt og det kan man jo
svært stå for - Eggert indvilger, "Ring til mig kl. 14, så må finde ud
af at få det til Fyn". Utroligt.
Ventetiden fordrives med at besigtige Midtfyns MC Imports øjeblikkelig
lagerbeholdning - der prøvekøres en V65 Lario, Maj-Britt lokkes og
presses, til også hun tager en tur. Lidt bredere et smil og hun havde
flækket sin hjelm. "Hvad med en LM III ombygget med Daytona tank, sædeMaj-Britt prøvesidder Fåret i ulveklæder
og kåbe?", lokker Søren. "Næeh tak, men hvad er den røde LM III for
en?". "Sød lille sag, 1000ccm motor, 40mm karburatorer, elektronisk
tænding, Marzocchi forgaffel". Lille ulv i fåreklæder.
Eggert er tilbage, der aftales en udveksling i Korsør - et kardankryds
mod 2000 kr. "Vælg en!", siger Søren. "Den røde er sød", siger jeg.
"Koblingen glider", siger en gæst. "Først over 190 og den trænger til
at blive rørt", siger Søren. Så sandelig - da den endelig starter, må
turen foregå uden lys og en formaning - "lad den nu ikke gå istå". I
Nyborg tankes, den starter fint og der er lys på nu. Broen passeres og
weekendens anden broafgift betales. Ved afkørslen til Korsør står
Eggert og kæresten - de vinker, de må ku' li' os endnu!
Rygepause. Den er slem, den Guzzi - anstrengende håndstilling. Lau har
været forbi på Duc'en og spørge om de var kørt i stykker, pænt af ham.
Eggert prøver Guzzi'en, medens tøserne henter is på en tankstation.
Eggert bekræfter af den glider i koblingen ved 190 i modvind - i
medvind klarer den uproblematisk 210. Penge og kardankryds udveksles,
jeg bukker og nejer og takker for hjælpen - hvad mon vi sættes til at
hjælpe Eggert og Pernille med, når gælden skal indfries?
Retur over broen, efter weekendens tredje broafgift og tilbage til
Vantinge. Nu har vi ikke så travlt mere, så med rolig hånd, kaffe- og
rygepauser, renses kardanhus og gearkassens udgangsaksel for spåner.Med et smadret kardankryds og sure miner
Underlige spåner - det viser sig at være nåle fra krydsets lejer. De
fleste er ca. 1,5mm lange, en enkelt 8mm. Det tager længere tid at
samle - en låsemøtrik var havnet i et topnøglesæt, der var blevet lagt
på plads. Klokken 20 rulles cyklen ud, op på centralbenet og startes.
Med hjertet i halsen sættes i gear - har gearkassen og kron- og
spidshjulene overlevet? Pyha, ingen mislyde, blot den sædvanlige
højfrekvente hylen fra close-ratio gearkassen.
Vi pakker, takker Søren af hele hjertet og kører hjem til mine
forældre. Lørdag nat sover vi godt, men må undvære Sydfynstræffet.
Søndag køres en tur i det Sydfynske - er der ikke stadig en mislyd?
Nej, det må være "Fantomsmerter", Guzzi'en ruller stabilt.
Efter betaling af weekendens fjerde broafgift og en begivenhedsløs tur
over Sjælland, er vi hjemme i Rødovre klokken 22, drikker en kop the
og noget mere kaffe. En ganske normal afslutning på en weekend, der
dog var noget ud over det sædvanlige.

--
Med venlig hilsen - Sincerely
Uffe R. B. Andersen - mailto:urb@image.dk
http://www.image.dk/~urb/

'Loud pipes saves lives' - sandheden om fri udblæsning.

Epilog: 1½ år senere blev kardankrydset igen skiftet. Søren og jeg havde ikke skiftet kardankrydsets bæreleje i bagsvingeren og det var til syneladende for løst, så kardankrydset havde løbet rundt i lejet og var blevet helt blåt af varmen. Så husk at kontrollere bærelejerne – kardankrydset skal gå stramt i lejet, ellers går det galt igen.

Mine berømte børn, del 2

Den 16. november skrev jeg om mine berømte børn:

Der findes vel næppe nogen større ære for en far, end at få sine poder afbildet på Bagsiden af Ugebladet Ingeniøren! I hvert fald ikke, hvis man er Ingeniør :mrgreen: . Det er ikke så svært – man skal bare have en god undskyldning. Som for eksempel, at Polyteknisk MC faktisk havde haft 10 års-jubilæum og at der på 14 dage i oktober blev født 4 nye “pimser” – hvoraf de to altså er Emma og Andrea 😎 .

Desværre er Ingeniøren|net blevet et betalings-site, så hvis man ikke har et abonnement, kan man ikke se artiklen i sin fulde længde 👿 . Jeg har den dog som PDF-fil, så hvis din nysgerrighed er pirret, så smid en kommentar med din e-mail-adresse – så skal du få en kopi 😀 .

Nu er der gået en måneds tid, så derfor tillader mig nu at lægge artiklen ud som pdf – læs den her 😈 .

6 år med BSA – en statusopgørelse

Under oprydning faldt jeg over en artikel, som jeg for mange år siden skrev til Dansk BSA Klubs blad, “BSA nyt”. Artiklen blev bragt i december-nummeret, 1993. Jeg synes imidlertid det er synd, at beretningen om mine 7 første år som BSA-kører ikke findes på Internettet, til inspiration for unge mennesker, der måtte overveje at købe en BSA som deres første motorcykel. Derfor kommer den nu her, med 11 års forsinkelse :grin::

I slutningen af oktober slog en tanke mig: Min tid som BSA-kører var gået ind i sit 7. år. Når jeg sådan tænkte tilbage, for­bløffede det mig, hvor tydeligt jeg huskede de mange gode og onde tider. Så jeg be­sluttede mig for at nedfælde begiven­hederne på skrift. Det kom til at fylde en del, så her er blot en beskrivelse af hvor­dan og hvorfor jeg fik en BSA.

Da jeg fyldte 18 år skulle jeg selvfølgelig have kørekort. Som mine brødre valgte jeg at starte direkte ud med lastvogns­kørekort, og supplere op med motorcykel­kørekort. Penge­ne skulle jo skaf­fes hen ad vejen, så det blev december, før MC-kortet var iorden. Pengene var brugt, sæsonen slut, og jeg havde jo min gode cykel. Der blev ikke tænkt mere på motor­cykel det år.

I løbet af foråret 1987 var der imidlertid flere af mine gymnasiekammerater der fik motor­cykel og da begge mine brødre og min store­søster alle havde motorcykel, kunne jeg jo godt se hvor det måtte bære hen. Hen mod forsommeren opstod så et reelt behov for et transportmiddel, der kunne bringe mig længe­re, lettere! Løsningen blev at jeg lånte min søsters CZ 175 Sport. Det var en spænd­ende periode, bla. knækkede gaskablet da jeg var på vej til en af mine sidste eksamener, men CZ’ens automatkobling muliggjorde kørsel med gaskablet i venstre hånd. Al den slags morskab får en ende, således meldte min søster sig da også, midt i Juni, og kræ­vede sin CZ tilbage. Jeg husker tydeligt mine tanker, den søndag eftermiddag, da hun rulle­de ud af indkørslen: En dag må jeg osse ha’ mig en motorcykel!!

Der kom til at gå nogen tid, før afsavnet virkelig meldte sig…, men næste morgen da jeg inspicerede garagen måtte jeg erkende at mit liv ikke mere var komplet. Den lille, blåmalede, tjekkiske totakter havde ændret mit liv for good.

Her vil det måske være på sin plads at nævne mit basis for MC-interesse. Da min far, i slutningen af 50’erne, kom til Fyn, for at atten­dere Håndværkerskolen i Ollerup, havde han med sig en 250ccm Puch. Med den kun­ne han tage sin nye kæreste med hjem til sine forældre på Sydsjælland eller besøge sviger­mekanikken på Langeland. Kæresten var ikke ked af motorcyklen og hun var glad for motor­cyklisten, så de blev gift og fik fire børn (så’en med tiden). Hva’ mæ’ Puch’en? er der nok nogen der tænker…joh, den har han da også endnu, omend den er afmeldt på 21. år. Jeg kan huske, at søster og jeg var med bagpå, på den sidste tur. Det var skægt.

Da den yngste af mine brødre var blevet 17, købte han sin første MC, en CZ 175. Da han blev 18 solgte han den til sin storebror (der har den endnu) og købte en Ariel Huntmaster fra ’54. Se det var vel nok en rigtig motor­cykel! Senere udvidede han med en Nimbus, en kasse-Lightning (importeret fra Island) og smertensbarnet, en Morini 3½. Og da søster flyttede residensen til Amager, erhvervede hun sig føromtalte CZ.

At også jeg skulle have en motorcykel var uundgåeligt og jeg slap ganske uden for­man­inger fra familien. Problemet var kun hvad for en motorcykel og hvor skulle pengene komme fra.

Som ludfattig nybagt student, syntes Den Blå Avis at være et godt sted at lede. Blot tre dage efter afskeden med “tjekken”, sad jeg således hos den ene af mine brødre og trawlede spalte op og spalte ned. Men dog, en eller anden jyde ville sælge en BSA B40WD, årgang ’70, med militærpapirer for kr. 2500,-. Så’en en kendte jeg godt, for brormand havde en kam­merat, der kørte B40 når hans andre MC’er (B33, Laverda 500S og før omtalte Morini 3½) opgav ævred. Det var godt nok ikke meget ham jyden ville have for den B40, noget måtte være galt. Nej, han var bare en flink fyr, der var mis­informeret. Han forklarede i telefonen, at der jo skulle betales en registre­ringsafgift, der vistnok var på ca kr. 2500,- og der skulle nok bruges et tilsvarende beløb på at sætte MC’en til syn. Han syntes derfor ikke han kunne forlange mere for den! Da jeg var den første der havde henvendt sig lovede han ikke at sælge den før jeg havde set den, hvilket kunne blive fredag efter­middag. Ventetiden ville blive lang og uudholdelig, så jeg brugte tiden på bla. at ringe til Told­væsenet i Svendborg, for at få deres fore­løbige vurdering. Den var god! 600 infla­tionsplagede danske dask. Nu begyndte det at ligne noget jeg kunne få råd til. Altså rent bortset fra, at jeg absolut ingen penge havde og ingen kendte der kunne/ville låne mig kr. 5000,- til en 17 år gammel BSA. Lidt surt, for det lignede et godt køb og jeg skulle måneden efter ind og aftjene værne­pligt og der ville pengene jo blive til rådig­hed. Efter at have truet en kvindelig bank­funktionær med at putte indkaldelsesordren, med gen­nemslag, op i hendes næsebor, fik jeg dog uden videre bevilget lånet. Men det stødte mine forældre lidt, så de gav mig et rentefrit lån, løb­ende over 6 måneder.

Finansieringen var på plads, udtransporten skulle foregå med storebror og Nimbussen, hjemturen på egne nyerhvervede hjul! Tjah!!

Til aftalt tid troppede storebror og jeg op hos sælgeren for at besigtige Vidunderet. Hvor var den flot! og original! militærgrøn og med auktionsnummeret penslet på tanken. Den var med ægte lædersadel og originale terræn­dæk. Højre fodhviler var hjemmelavet, lys­kon­takten virkede ikke og gaskablet sad næppe fast på gashåndtaget. Jeg måtte simpelthen ha’ den!!

Da vi havde handlet og storebror og jeg kørte sydover, følte jeg et stik af dårlig samvittig­hed. Sælgeren troede jo stadig, at afgiften på en B40 var tårnhøj. Men samvittighedens stemme blev hurtigt druknet i lyden af en motor der er gået i stå… Hva’ nu!?! På en nærliggende tank­station fik vi lidt starthjælp (tankpasseren vidste desværre ikke, at BSA’en har + til stel) og ved cykelsmeden blev en ny nibbel købt til ga­skablet. Ti kilometer senere kom den snart velkendte lyd igen. Check… ingen strøm… lang vej hjem til Sydfyn… ØV! Storebror var nok lidt træt af mig og min BSA, han skulle til træf og skulle mødes med B40-køreren hos en veninde, ikke langt fra hvor BSA’en gav op. Han måtte altså tage lille­bror på slæv, endnu engang. Fra veninden drog brormand og den anden B40’er ud for at låne et ladeapparat og af­hente mit batteri; BSA’en var blevet efter­ladt i et hegn ved vejsiden. Herefter til­bragtes natten i selskab med Thin Lizzy og nogle alkoholiske drikke. Jeg var ved at blive ind­ført i MC-tilværelsen!

Da vi næste dag skulle ud og hente min BSA, slap min brors tålmodighed op. Han tæskede Nimbussen op ad markvejen, B40-køreren og jeg sluttede trop, men to kilome­ter senere drog Nimbussens næstbagerste plejlstangsleje sit sidste suk og Falck måtte tilkaldes. Ventetiden blev brugt på at afhente min BSA, der med et velopladet batteri kørte upåklageligt. Den anden B40 tog afsked og til træf (hvor den præmieredes som grim­meste MC) og jeg fulgte efter Falckvognen til Vejle, hvorefter jeg var helt på egen hånd. Ikke en eneste gang, på resten af turen stop­pede jeg, jeg var sim­pelthen rædselsslagen ved tanken om ikke at kunne starte igen, ligesom jeg kun tændte lyset når der var risiko for at blive overset af andre trafikanter.
Jeg manglede kun fire kilometer da BSA’en ikke gad mere! Fra CZ’en var jeg blevet famili­ær med tændingsproblemer, så det rodede jeg lidt med og det hjalp mig tre kilometer nær­mere hjemmet. Den sidste kilometer, den op ad bakke, måtte jeg imid­lertid skubbe! Egentlig var det vel en pæn præstation af BSA’en, der jo da havde kørt 130 km uden problemer.

Næste dag cyklede jeg til Svendborg for at aflevere prøvepladen og da jeg kom hjem lå min far og rasede op og ned ad vejen på min BSA, der havde fået justeret tænding og renset tændrør. Fædre, med en teknisk bag­grund, er en velsignelse!

De næste tre måneder blev brugt på klar­gøring til syn. Motoren virkede fint, så den slap, men resten blev adskilt og renset. For­gaflen var skæv og forfælgen var blevet rettet ud, så forhjulet fik en ny 19″ aluminiums­fælg, gaffel­benene fik et kærligt industrielt tryk og kron­røret fik nye kugleskåle. Der blev købt nyt fordæk, nye styrhånd­tag, samt en ny lydpotte. Olietanken blev tømt for slam, sadlen blev syet og en ny lyskontakt blev tiltigget, hos en lokal BSA-freak. Da alt var samlet og cyklen blev startet op, konsta­terede jeg, at den ikke ladede. Fejlen blev lokaliseret til generatorledningen, der var gnavet igennem, der hvor den går ud af forkædekassen. Det er heldigvis let at lave, når først man har fået ideen.
Den 20. oktober 1987 blev den synet og godkendt, i første forsøg! Den 10. november var vi til vurdering, BSA’en blev (ned)vur­deret til kr. 1600,- og jeg måtte slippe kr. 120,- i registreringsafgift! Der var god mar­gen til de frygtede kr. 2500,- og kortvarigt meldte min samvittighed sig igen.

De næste mange år bragte imidlertid mange flere problemer og senere vil jeg beskrive dem og de løsningsmetodikker, jeg så har anvendt. Måske nogen vil kunne lære noget nyt.

Uffe, 218

Jeg har aldrig fået skrevet fortsættelsen og min hukommelse er måske ikke så god, som dengang for 11 år siden. Iøvrigt stoppede jeg som “aktiv” BSA-kører i september 1996, hvor jeg investerede i en Moto Guzzi Le Mans III, årgang 1982 – altså en nærmest ny motorcykel 😎 . Jeg har dog stadig mine to BSA’er og en skønne dag skal de nok komme til hæder og ære igen :mrgreen: .

En sidste bemærkning – til artiklen hører der to billeder, men jeg har ikke nogen scanner for tiden, så de kommer først til senere 🙄 .

Out of the Loop – still :-(

Ævs – hvis man tror man ikke bryder sig om svaret, så skal man lade være med at spørge :sad:. Nå, men jeg ringede til lægen, for 2 uger og stadig sløj syntes mig lidt meget. Det syntes lægen også, så jeg fik en tid. Lægen kunne sør’me ikke lige sige, hvad det kunne være, så i morgen skal jeg på det lokale lægelaboratorie og have taget en stak blodprøver – resultatet skulle så kunne fås ved egen læge, onsdag morgen.

Indtil da – hjem under dynen med en stak bøger og kodimagnyler :cry:.

Back in the Loop

Julestemningen er truet i det lille hjem. Farmand har haft noget virus-halløj – sikkert bare en slem omgang influenza. Uanset hvad, så har jeg nu haft feber i snart 14 dage og først i dag synes sygdommen at have mildnet sit greb i min krop :smile:.

Det har været den værste omgang sygdom jeg har været igennem, siden min lungebetændelse for 23-24 år siden :evil:. Bortset fra “normale” influenza-symptomer, som ondt i halsen, lægmuskler, hoved og nakke, så har denne virus bidt mig god og grundigt i alle mine led. Den har hoppet rundt mellem ankler, knæ, albuer, håndled og skuldre, så hver gang jeg troede jeg var ved at være frisk – så hoppede den på et nyt led. Nu sidder jeg tilbage med et ømt håndled og følelelsesløse fingre på højre hånd og har det klart bedre, end for et par dage siden – men jeg har før haft det bedre, uden at have det godt :cry:.

Så nu håber jeg bare det er overstået – både for min egen skyld, men sandelig også for Fruens og tvillingernes skyld. Det har været hårdt, dårligt at turde tage sine babyer op, af frygt for at smitte dem, men det har været rigtigt slemt for Fruen, som har måtte tage sig 100% af dem, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, uden aflastning i 14 dage. Hatten af for hende – Supermor :cool:.