/var/blog/messages

I forlængelse af forrige indlæg, omkring Daltons “Selskabsmadonna”, var jeg nødt til at finde LP’en frem af reolen, for at se, hvad der egentlig stod omkring sang og musik. Og der står ganske vist, at alle tekster og melodier er af Dalton, pånær “Selskabsmadonna” (Gordon Lightfoot) og “Bliv derude” (Richard Thompson).

Mens navnet Gordon Lightfoot virkede bekendt, så sagde Richard Thompson mig ingenting, men hans musik kunne dog findes på YouSee Musik (som følger med mit arbejds-mobilabonnement). Jeg måtte dog ty til ChatGPT for at finde ud af, hvad originalen var for en, nemlig “Keep your distance”.

Igen en meget loyal fortolkning af originalen, hvilket ChatGPT i øvrigt også syntes. Fascinerende nok kunne ChatGPT ikke finde konkret om, hvad der kunne være originalen, men endte med at foreslå “Keep your distance” baseret på en analyse af de to tekster, hvor den fremhævede ligheden mellem “Hvis jeg krydser din vej igen, Hvem ved hvor, hvornår, hvorhenne” og “If I cross your path again, Who knows where, who knows when” 😮

Jeg anvender sjældent LLM’er og kan sjældent se behovet, men måske jeg mangler fantasi? Her blev jeg i hvert fald behørigt imponeret.

Richard Thompsons musik lyder i øvrigt ret interessant, så det skal jeg høre noget mere af.

Det er ikke i et køkken, at jeg føler mig bedst hjemme, men når der skal laves kødretter, så påhviler opgaven mig. Her er mine evner tilstrækkelige til, at alle melder deres tilstedeværelse til spisning, hvis menuen står på karbonader, frikadeller, forloren hare eller hakkebøffer.

Julemaden er altid en udfordring, fordi der er mange ting, der skal times til at være færdig på nogenlunde samme tid. Heldigvis havde jeg en halv flæskesteg til overs fra jul, ligesom der var også indkøbt nogle ekstra stykker andebryst på tilbud efter sidste jul og nu skulle fryseren tømmes. Så til i dag var familien kaldt sammen, døtre, svigersøn og barnebarn, så jeg kunne træne forud for juleaften.

Der blev efterladt lidt and, de to endestykker af flæskestegen og 4-5 hvide kartofler, så det må kaldes en succes. Selv mit 10 måneder gamle barnebarn tog for sig af sovs og kartofler.

Så må vi se, om julen skal holdes hos os selv eller om mine nytestede evner skal komme til gavns andetsteds.

Jeg ledte efter en scanning af et træningsprogram på min filserver, dog uden held. Til gengæld faldt jeg over en PDF-udgave af Ingeniørens Bagside fra uge 41, 2009, og i nederste højre hjørne gemte der sig en overraskelse.

Jeg havde lykkeligt svedt ud, at jeg en gang er blevet citeret i Ingeniøren. Det er jo ellers en bedrift, der ikke er alle forundt.

Udsagnet er desværre ikke mindre aktuelt i dag end for 16 år siden. Jeg har absolut ingen erindring om, hvordan jeg kom op med det, men jeg er ofte blevet beskyldt/klandret/rost for at sige min mening uden omsvøb. Jeg forestiller mig, at udsagnet er kommet i forbindelse med, at nogen har følt sig stødt på manchetterne. Hvordan det så er havnet hos Bagsideredakteur Lynch er også forlængst glemt¹, men det må være mine 15 sekunders Fame.

1. Det er nu ikke den eneste gang jeg har optrådt på Bagsiden, så der er helt sikkert en naturlig forklaring. ↩︎

Gulnede sider efter mange års opbevaring. I 1981 gik jeg, sammen med min far, de 2 x 40 km første gang og så besluttede vi (nok mest min far) at melde os til Hærvejsvandringen i 1982. Det meste af ruten er vist langs offentlig vej, så man kan vel i princippet gå den en dag ved lejlighed – man skal dog lige være opmærksom på søndagsrutens to færgesejladser (man skal lige tage Helge i ed).