/var/blog/messages

I går fyldte Emma & Andrea så 9 måneder og det fejrede vi med en tur til ørelægen :roll:. Andrea har været forkølet i en uges tid og bliver ked af det, når man lægger hende ned – så vi ville lige sikre os, at det ikke var ørerne igen. Det var det ikke og hun virkede da også friskere, allerede inden vi ringede til lægen, men kontrol er ingen skade til.

Andrea fejrede dagen med endnu en landvinding i bestræbelserne på at komme op og gå. Hun er nu helt vildt skrap til at sætte sig op, så hendes tid går med at kravle 30 cm., sætte sig op og kigge omkring og så ned på alle 4 igen, kravle 30 cm., osv. :cool:.

Eneste belastning er, at hun stikker i højlydte vræl hver gang man tager lidt sjov fra hende – lukker man opvaskemaskinen, som hun finder uhyre interessant, så hyler hun. Lukker man døren ud til badeværelset hyler hun (toiletbørsten er altså ret interessant). Lukker man døren ud til terrassen hyler. Og hun behøver såmænd ikke lige at være i nærheden, bare hun kan høre hvad man gør, så udløser det bitter gråd :???:. Vi kan også lege „E. T. phone home‟, farmand og Andrea – når man peger på hende med pegefingeren, så sætter hun sin lillebitte, nuttede pegefinger lige på spidsen af ens finger :grin:. Så er farmand helt solgt :mrgreen:.

Emma kan tilgengæld det der med at holde på en kop, ja endog drikke af den, selvom hun spilder lidt :mrgreen:. Charmen er også helt i top, som hun beviste hos ørelægen i går. For mens Andrea var inde hos lægen, havde sekretærerne dårligt tid til at besvare telefonen – Emma holdt dem i et jerngreb med sit allerstørste smil og mest nuttede „da da da‟ lyde :cool:.

!@(IMG_1368.jpg:R200 popimg: „Andrea står på egne ben – © UFOTO|DK – klik for større billede‟ title=‟Andrea står på egne ben – © UFOTO|DK‟)Emma må endnu en gang se sig indhentet af Andrea. Trods flere måneders forspring i at kunne „stå på egne ben‟, enten ved let støtte fra mor eller far, eller lænet op af noget stabilt, så er hun nu indhentet af Andrea. For blot 14 dage siden kunne hun ellers slet ikke fatte hvad ben var til for – man kravlede jo fint ved hjælp af armene.

Men som billedet viser er hun kommet efter det :cool:.

Emma ligger nu heller ikke på den lade side og kæmper nu en ihærdig kamp for at komme op på alle fire. Rækker man to pegefingre til hende, så griber hun fast og vil trækkes op at stå – og når hun er der, så vralter hun lystigt afsted, i et tempo Andrea slet ikke kan matche. Det sker også, at hun i farten glemmer at holde fast i pegefingrene og så går det altså ikke så godt :wink:. Men hun er begyndt selv at søge balance, hvor hun for bare en uge siden var helt stiv i kroppen, når hun stod op. Mon ikke de begge to er gående, i løbet af ganske kort tid og det er da vist ganske ok, i en alder af knap 9 måneder :cool:.
!@—

Maj-Britt og jeg skulle i biografen og se Troja… Først skulle vi imidlertid lige omkring jordemoderen på Herlev Sygehus, til en af Maj-Britts rutinekontroller. Det var fredag før pinse sidste år – og jordemoderen brød sig ikke om Maj-Britts plukveer, så hun blev indlagt til aflastning.

Nu (i går) skulle det så være. Ganske vist ikke Troja – den har vi tilgengæld på DVD, så den får vi nok set en dag – men derimod Stjernekrigen. Sidste forestilling i Baltoppen Bio 1-2, kl. 17³⁰, så svigerforældrene blev indkaldt til børnepasning og behørigt instrueret. Maj-Britt og jeg drog ned til den italienske restaurant, Avanti, i Ballerup, hvor vi nød et par pizzaer, et glas vin til hende, en øl til mig og hinandens selskab 😀 . Snart efter sad vi i biografens mørke – lidt trist med det gode vejr udenfor – og fik de sidste huller i vores stjernekrigsviden fyldt ud. Udmærket film, jeg formåede at holde mig vågen, selvom Andrea havde vækket os allerede ved 5-tiden.

Vi var hjemme igen lidt over 8 og havde nok savnet vores dejlige tøser lidt. Det var åbenbart gensidigt – svigermor havde ikke kunne få dem til at sove og kun tøserne havde fået aftensmad 🙄 . Som plaster på såret insisterede jeg på at køre svigerforældrene hjem, selvom svigermor mente de sagtens kunne tage bussen (det tager også kun 45-50 minutter mere end i bil).

Klokken 22 var jeg tilbage – og Andrea sov stadig ikke 😕 . Efter lidt hyggekrammeri med farmand blev hun endnu en gang lagt i seng og denne gang lykkedes det – hun faldt i søvn som en sten. Og sov helt frem til kvart i fem…..

De er nu dejlige alligevel .