Og pokker tog ved Andrea….

Som skrevet tidligere, så har det været vores indtryk, at Emma var den motorisk overlegne af tøserne, mens Andrea var bedre til det med lyde. Så snød Emma os og kunne lige pludselig grine – der gik 2-3 uger, før Andrea fik det på plads. Emma har længe været meget tæt på at kunne rulle om på siden og det har fulgt med spænding – men forleden, så tog pokker ved Andrea.

Hun havde ligget på sit aktivitetstæppe, hvor jeg havde trænet hende i “rulle-om-på-maven-øvelser”. Jeg var sikker på, at hun lå på ryggen da jeg kiggede væk et øjeblik, men da jeg kiggede igen, så lå hun på siden. Ikke om hun ville gentage, så Maj-Britt kiggede meget skeptisk på mig 🙄 .

Næste dag måtte Maj-Britt dog bøje sig – lige så snart Andrea så sit snit, så rullede hun om på siden.

Andrea bliver 4 måneder på næste lørdag – så far er stolt :mrgreen: .

Allan Olsen citat….

Fra Allan Olsens sang “Wir will ein Danmark” stammer nedenstående citat (med min fremhævning), som jeg egentlig synes bør nævnes i denne valgkampstid:

jeg ser dem i Kastrup forpjuskede i umoderne tøj
klamt af koldsved
og med spinkle forhåbningers anstrøg
jeg ser plasticblomsten af Danmarks dumhed stå frem
skyklapperslips der siger – send hele bundtet hjem
horisont som en mink
tom som en Texacoplasticdunk

apropos benzin
glem alt om Lübeck og Berlin
hør hvad din dronning sir’
vi vil ikke ha’ molotovfjolser og mordbrændere her

Hvem stemmer på DF?

Ved sidste folketingsvalg fik Dansk Folkeparti en rystende tilslutning – 12% af stemmerne, svarende til 22 mandater. Ifølge gårsdagens Valgbarometer i Berlingske Tidende, så står DF til atter at få 12% af stemmerne – det svarer til, at ca. hver 8. dansker stemmer på DF.

© Berlingske Tidende

Underligt – for jeg har aldrig mødt nogen, der havde andet end foragt tilovers for DF i almindelighed og Pia Kjærsgaard i særdeleshed. Så hvor er I, jer der stemmer på DF? Tør I ikke stå frem i offentligheden, overfor kollegaer og venner? Siger det jer ikke noget om jeres eget valg så? Får det jer ikke til at ryste lidt på hånden, når I sætter jeres X og dermed kaster benzin på fremmedhads-bålet?

Lad det være sagt med det samme – kommentarer til dette indlæg vil blive modereret og anonyme indlæg vil blive slettet. Så lad os se – tør I stå frem, I små empati-forladte, ynkelige, navlebeskuende, følelsesmæssige krøblinge?

Opdatering: For ikke at såre nogen unødigt, endsige komme i konflikt med lovgivningen, har jeg streget mit udsagn om DF-vælgere som værende små empati-forladte, ynkelige, navlebeskuende, følelsesmæssige krøblinge.

Ny weekend, tak!

Weekenderne er snart mere stressende end hverdagene 😕 . I fredags var jeg til firmafest og selvom klokken kun var 2345 da jeg kom hjem, så mærkedes det alligevel næste morgen – jeg fik endda lov til at sove til kl. 9! Heldigvis var der handlet ind, så vi skulle bare gøre os klar til den børnefødselsdag vi var inviteret til kl. 15. Efter nogen hyggelige timer sammen med et par gamle venner, deres venner og alles børn, var vi hjemme ved 19-tiden – aftensmad i form af rugbrød og aHa! som underholdning. Jeg havde nattevagten og tøserne var ude af takt – jeg fik dog et par timers søvn på sofaen, før Emma vågnede ved 1-tiden. Så ind i seng og to timer efter vågnede Andrea.
Op søndag ved 8-tiden – ungerne skal pakkes og turen går først til Vesterbro, hvor vi skal se på nogle brugte spisebordstole. Derefter i Jalsøe, hvor der er udsalg. Det er lige i nærheden af svigerforældrene og der skal lige afleveres nogle småting – desuden havde tøserne nu siddet længe i deres autostole og trængte til at ligge ned. Efter et par timer hos svigerforældrene går turen hjemad – til snerydning og saltning, vask af bilruderne og lige en halv time på øjet. Aftensmaden laves og serveres i tid til 12. afsnit af Krøniken. Så skal Emma have mad og der skal koges og fyldes sutteflasker. Klokken 22 er jeg næsten klar til at gå i seng – men Andrea sover stadig og hun vil ikke mere spise, hvis man vækker hende før hun selv synes det er tid. Så klokken bliver henad halvtolv, før den lille frøken returnerer fra drømmeland. Nu er jeg tilgengæld så træt, at jeg lige må ligge lidt på sofaen og samle kræfter til at gå ud og børste tænder – efter 30 minutter opgiver jeg og trasker direkte i seng – klokken er næsten 1.
Vækkeuret ringer 546 – cirka samtidig med at tøserne vågner – jeg tager lige en halv time til, men så går den ikke længere – Andrea græder og Maj-Britt har ikke flere hænder – og jeg skulle jo egentlig også op alligevel.

………. jeg kunne godt bruge en ny weekend, lige her og nu.

Tøserne – så artige vi næsten skammer os

Maj-Britt måtte opgive vores ugentlige badmintonkamp, da hun blev sygemeldt med graviditetskomplikationer, i slutningen af maj sidste år. Efter 4½ måned på sofaen, en fødsel og 3½ måneds slæben rundt på tøserne, er motionsbehovet tilstede. Men vores banetid er mandag, kl. 2030 til 2130 – hvordan klarer man lige det, med tvillinger på 3½ måned?

Man tager dem da med – de skal jo alligevel sove på det tidspunkt 🙄 . Det gjorde de nu godtnok ikke igår, men de var stille – så artige, at vi næsten skammer os . Tvivlerne er gjort til skamme – i første omgang. Nu må vi se, om de er lige så flinke på næste mandag .

Kæphesten strigles

Jeg sad lige og lavede en traceroute – det er sådan noget vi computernørder gør, når vi ikke kan få fat i ting på Internettet – og løb ind i en Telia-router med det mundrette navn dk-osd-b2-geth1-0-core.orestad.dk.telia.net. Så vrinskede en af mine kæpheste!

Hvem er så dum, at kalde en ny bydel noget, hvori der indgår et bogstav der er ukendt undenfor Norge og Danmark? Men det bliver værre – for hvad er baggrunden for Ørestadens navn? Jo, den ligger jo ud til Øresund….?!? Nåeh nej – den ligger jo på Vestamager, ud mod Kalvebodløbet (er det ikke det det hedder?). Men havde den ligget ud til vandet på østsiden af Amager, så….. nåeh nej.

Kommer man oppefra Kattegat og sejler ned langs den østsjællandske kyst, så kommer man ind i Øresund – det er farvandet mellem Helsingør og Helsingborg, der hvor “øret” på Sjælland stikker ud. Syd for det kommer man ind i Sundet, for derefter at komme ned til Køge Bugt og endelig Østersøen.

Øresundsbron – som den jo officielt hedder – er altså opkaldt efter et farvand, der ligger 30-35 km nord for bro(e)n. Og nu tror alle, at farvandet fra Helsingør til Østersøen hedder Øresund .

Og Høreskaden? Undskyld, Ørestaden – det er da nok det dummeste bynavn, jeg endnu er stødt på (OK, Corpus Christi er måske også lidt søgt, men det er trods alt i USA).

Borte, tit-tit!

Mens Emma efterhånden griner af hvad som helst, så er Andrea mere til at smile – smile stort, til gengæld 😀 . Lige fra morgenstunden af, når man stikker hovedet indover hendes seng – smilet er der med det samme og det er bare uimodståeligt. Hun smiler med hele ansigtet og hendes lille krop sitrer af begejstring.

Vi har bare ikke kunne få den samme latter ud af hende, som Emma nu magter til det perfekte. Vi har prøvet, men der var ikke rigtig noget, som Andrea syntes var sjovt. Indtil igår! Vi var hjemme hos mormor og morfar og Andrea havde lige spist – så tog jeg hendes hagesmæk og vippede op foran øjnene på hende og ned igen – “borte, tit-tit”. Det var sjovt! Hun kluk-lo og var næsten ikke til at stoppe igen 😆 .

Hvad pokker er det dog, der er så sjovt ved den leg? :mrgreen:

Det er fantastisk, som de udvikler sig – på bare 3½ måned er de blevet hele mennesker, med luner og særheder, temperament og “personality”. Hvordan var det livet var, før dem? Det husker jeg dårligt og savner det aldrig 🙂 . De lyser op i tilværelsen – de er det jeg har ventet hele mit liv på 😎 .

Det var et godt køb

Som nævnt tidligere er jeg “kommet til” at købe et EF50mm f/1.8 (Mk. I). Jeg var ellers stærkt i tvivl – den lave dollar-kurs (og antallet af kollegaer der rejser til og fra USA) gjorde Canon’s EF50mm f/1.4 USM til et interessant alternativ. Prisen ligger omkring 280 euro, så der skulle have været sparet op i en rum tid, for at få råd til den model.
Canon EF50mm f/1.8 - © Canon Inc.

Nu faldt jeg så over Petteri’s Pontifications, hvor der er en “Fifties duel — f1.4 vs f1.8” (klik her for at se artiklen som PDF). Artiklen tester de to objektiver imod hinanden og imod EF35mm f/2. Vinderen er…… dødt løb mellem EF50mm f/1.8 og EF35mm f/2. Når EF50mm f/1.4 USM taber til dem, så skyldes det primært problemer med autofokus – godt man ikke betalte 280 euro, for et objektiv, der ikke kan stille skarpt. Derudover har det problemer med diffraktion fra f/16 og op, samt “Barrel distortion” – læs selv artiklen for detaljer. Fordelene ved f/1.4 USM er naturligvis den lidt større blænde, samt den mere lydsvage USM-autofokus.

Konklusionen er i hvert fald, at jeg har købt det rette objektiv til mit (amatør) brug. Artiklen argumenterer godt for, at man supplerer med et 35mm-objektiv når man skifter til DSLR, men jeg har allerede en udmærket EF35-70mm f/3.5-4.5. Endvidere refererer artiklen til en anden fotografs test af EF50mm f/1.8 imod EF50mm f/1.8 II – her vinder Mk. I med en beskeden margin, der forsvarer mit indkøb, samtidig med at jeg godt kan være bekendt at sælge Mk. II’eren videre :wink:.