De første fire år

DannebrogSå har jeg rundet de fire år som far. Det vil sige, at Emma & Andrea er blevet 4 år gamle og det er helt utroligt, så hurtigt tiden er gået. Man vænner sig faktisk til at have børn, med tiden, og nu virker det helt forkert, når de er væk fra hjemmet i længere tid.

Tillykke piger – I gør jeres far stolt 😎 .


Logik for børn

En kollega er ved at flytte og tilbød mig et par Disney-plakater som hendes egne børn var vokset fra. I dag huskede jeg at få dem med hjem, forsvarligt indpakket i et paprør. Det vakte naturligvis pigernes nysgerrighed, da jeg kom hjem med det og de skulle straks vide, hvad der var i, så jeg tog plakaterne ud og holdt dem op. Nu havde jeg ikke selv set dem, men det var to ret store – måske 120×60 cm – plakater med hhv. Bambi og Aladdin.

Pigerne var vilde med dem og spurgte straks, hvad vi skulle gøre med dem og jeg svarede, at vi kunne hænge dem over deres senge…

Det fik Andrea til at kigge noget spekulativt på de store plakater, hvorefter hun kiggede bekymret på mig og sagde “Så kan jeg jo ikke komme ud af sengen!”. Det var ret svært ikke at komme til at grine, men jeg måtte jo erkende min mangelfulde formulering og forklare, at det jeg faktisk ville have sagt var, at de skulle hænge på væggen, over sengen.

Så så Andrea straks mere forstående ud :cool: .

Kan du lime den?

Emma & Andrea © UFOTO|DKForan mig på skrivebordet ligger et afknækket stykke viskelæder fra en blyant. Det udgør en af de skuffelser, man som far må bibringe sine unger.

Sådan et par 3-årige tøser kan jo hærge mangt og meget. Noget der ofte er blevet hårdhændet behandlet er køleskabsmagneter, som ikke lige bliver sat ordentligt op og må en tur på gulvet. Ofte er de ikke limet særlig godt, så selve magneten ryger af. Det er heldigvis let ordnet med lidt kontaktlim. Børnebøgerne har også mistet nogen sider, men tit kan det klares med noget usynlig Scotch-tape.

Så pigerne har vænnet sig til, at når noget går i stykker, så kan far lime det igen. Det gælder også deres tuscher, når de trykker for hårdt på dem og filt-spidsen bliver trykket op – så skal far også lime dem 🙂 – det plejer jeg nu godt nok at ordne med en nål, men de insisterer på, at jeg limer dem.

Men forleden kom Andrea så hen til mig, kiggede op på mig og rakte sin blyant og stumpen af det viskelæder, der havde siddet for enden, op mod mig, hvorefter hun spurgte “Kan du lime den?”. Forventningen lyste ud af hendes øjne, men jeg måtte skuffe hende – viskelæder lader sig ikke lime.

Hun tog det nu meget pænt, men det er den slags oplevelser, der godt kan få en til at føle sig utilstrækkelig som far :cry: . Så viskelæderet ligger her endnu, som en (meget lav) skamstøtte over en fars mangelfuldhed :mrgreen:

Sprog-desperation

Pigerne er ved at lære brugen af “jeg” og “mig”. Hidtil har de altid omtalt sig selv ved navns nævnelse – “Emma og Andrea gynge”, “Andrea og Emma spise”, og så videre. Nu er Emma imidlertid begyndt at sige f. eks. “Mor hjælpe mig”.

Forleden sagde Andrea noget i stil med “Emma og Andrea med?”, da vi snakkede om at skulle et sted hen. Far her prøver så at forklare hende, at det retteligen hedder “Emma og jeg…” og kommer med en række eksempler på brugen, mens Andrea får mere og mere blanke øjne og et mere og mere desperat ansigtsudtryk. Tilsidst afbryder hun mig, ser bedrøvet på mig, ryster på hovedet og si’r “Andrea ikke med?”.

Så “jeg” og “mig” må komme, når de er klar – jeg skal ikke knuse flere børnehjerter, i mit forsøg på at fremskynde deres sproglige udvikling.

Hva’ deeet?

Mine tvillinger er kommet i “Hva’ deeet?”-alderen :roll:. Den fortsætter nok ca. 10-12 år endnu, så jeg må vænne mig til det :cool:.

Det sætter imidlertid også nogen ting i perspektiv. Det er nemlig langt fra alt, der lige let lader sig forklare til en 2½-årig, selvom man selv betragter det som noget helt dagligdags. Forleden stod Emma således og kiggede i bestikkurven i opvaskemaskinen, mens jeg fyldte maskinen op. Så pegede hun på noget hun ikke lige genkendte og spurgte “Hva’ deeet?”. “Det er et piskeris – mor brugte dem, da hun lavede kagedej”, svarede jeg. “Ris?”, lød det meget skeptisk fra hende…. “Piskeris…”, begyndte jeg, men gav op – hvordan skulle jeg favne det mentale gab imellem piskeris og ris?

Hvad er det også for et underligt ord, piskeris? Jeg formoder “ris” i denne sammenhæng har samme mening som i “fastelavnsris” – altså noget man slår eller pisker med. Der er altså åbenbart tale om en pleonasme.

Bortset fra den slags små genvordigheder, så er det altså fascinerende at opleve børns umættelige videbegær! Udover “Hva’ deeet?” er de også blevet skrappe til “Hva’ laver du?” og de kan sagtens sidde i 10 minutter og bare kigge, mens deres far tålmodigt bander og svovler over en punkteret cykel :mrgreen:.

Sprog-opdatering

Tilbage i april 2006, skrev jeg om pigernes sprogmæssige udvikling. Dengang sagde Emma “Adda” om Andrea, mens Andrea lettere kunne sige “Emma”. Men så skete der noget – pludselig kaldte de hinanden “Me” eller “Mi” eller noget derimellem. Det gik jo fint for dem, for hver især vidste de jo godt, at når søster sagde “Mi”, så mente hun ikke sig selv.

For nogen uger siden fandt Emma imidlertid ud af at sige “Drea” eller “A’drea” og Andrea tog hurtigt tråden op, men sjovt nok kaldte hun stadig Emma for “Mi”, selvom “Emma” faktisk var noget af det første vi hørte Andrea sige.

I weekenden tog pokker så ved dem! Andrea sagde “Emma” og de kan begge sige flagermus – det er jo et godt ord at kende :roll:. Kat og hund blev også (forsøgt) udtalt, i stedet for at blive til mijav og vov.

Jeg mangler lige et friskt billede af dem, men det kommer nok en af dagene. I dag er det nemlig fastelavn i vuggestuen, pigerne er klædt ud og der er åbent hus for forældre fra kl. 15 – mon ikke der kommer et brugbart billede ud af det?

De kære små..

Emma og Andrea - © UFOTO|DKDe er ikke så små mere, men kære er de heldigvis stadigvæk. Jeg får ikke skrevet nok om dem, det erkender jeg, men det er svært at få tid til det hele.

I dag sluttede en fredelig epoke, tror jeg. Midt i december blev siden på deres tremmesenge sænket, så de selv kunne kravle ind og ud. I morges gik det så op for Emma, at så kunne man jo bare selv stå op og gå ind til mor og far i dobbeltsengen – hvor Andrea i øvrigt allerede lå, fordi hun var vågnet tidligt.

Løbe og kravle er blandt yndlingsbeskæftigelserne, men puslespil, duplo-klodser og traktorer er også i høj kurs. Andrea er især glad for klodser – hun stabler endog fetaost-ternene, når vi får pastasalat :mrgreen:. Emma fører ordet, men Andrea følger godt med og lærer hurtigt de samme ord som søster.

I forhold til bare for et halvt år siden, så er de blevet rigtig gode til selv at lege. Ikke i flere timer ad gangen, men 15-20 minutter er også nok, til at vi voksne kan nå lidt af vores andre gøremål.

Jeg håber der nu bliver tid til lidt flere opdateringer og lidt flere billeder – på den måde kan jeg også selv bedre huske, hvornår de kunne hvad :cool:.


Dagens fødselarer..

DannebrogNøj, man tror det jo næppe! Dagens fødselarer er såmænd Emma og Andrea, der bliver 2 år gamle! :worship:

Tænk, at tiden går så stærkt. For et år siden havde Emma lige taget sine første skridt og Andrea stod stolt, men bøvlede lidt med at få fødderne til at flytte sig. Nu pludrer de på livet løs – Far (udtalt Bar), Moah, nøj, arj (når man ser noget pænt eller nyt), Bodil (en af vuggestuens pædagoger), ‘Mil (Emil fra vuggestuen), Bar brum (motorcykel :mrgreen:). De løber rundt, kravler op og ned af alting og siger “Hov” og griner, når Peter Plys falder på hovedet ned i sin honningkrukke, fordi han bliver skræmt at Hafferlaffens trompetéren :grin:.

De kan lave mange ulykker nu – favoritten inkluderer farvekridt og tapet, skabslåger, radiatorer eller vinduer. Heldigvis gør de det med charme, så de slipper med irettesættelser og trætte blikke :roll:. For mellem unoderne er der masser af dejlige stunder og selvom de kan være barske ved hinanden, så er de nu så gamle, at man mærker den glæde de har ved hinanden – nu på tredie år, hurrah :cool:


Sommerferie – 30° varme og 40° i feber

Så startede somerferien og vejret er jo stadig dejligt. Desværre ringede de i eftermiddags fra vuggestuen – Andrea havde fået 39,5° i feber :sad:. Så Maj-Britt strøg afsted fra sit arbejde og jeg fra mit – et par timer før forventet.

Feberen har vekslet lidt – fra 37,8° til 38,8°, nok primært fordi vi har givet hende en panodil. Det er svært at holde hende kølig, når indendørstemperaturen er 26°, her klokken 21. Udenfor er nået ned på 24°.

Nogen gange er det så frustrerende at være forælder – jeg hader at have syge børn, jeg bliver så bekymret :neutral:.

Sprogforbistring!

Emma og Andrea pludrer løs og det har de gjort i snart et halvt år. Nu begynder der imidlertid at komme flere genkendelige ord, ligesom de tydeligvis forstår ordenes betydning. Emma kom vist først og det er nok mere end et halvt år siden. Jeg var ved at skifte hende, da hun tabte et eller andet legetøj ned fra puslebordet. Hun blev helt forskrækket over lyden, så for at tage brodden af situationen, mønstrede jeg det store smil og sagde “bang”! Der kom straks et forståelsens glimt i hendes øjne og hun begyndte at forme ordet med læberne – og ud kom det – “BAM”! Ok, ikke helt i øjet, men tæt på :cool:. Efterfølgende har hun sagt det hver gang hun tabte eller smed noget, eller for den sags skyld selv faldt. På den måde lærte Andrea det også hurtigt.

De seneste uger har bragt en række nye ord med sig: “Hov” og “av” supplerer nu “bam”, Andrea siger “Hej” mindst 50 gange, når vi er ude og handle (og folk i vores lokale Føtex er vældig flinke til at heje igen), “Raf” siger man når man peger på girafpostkortet på køleskabet. “Bar” dækker vist over far og “Ma”… giver vist selv (far er jo fynbo og vi bruger ikke så mange d’er inde i ordene). Ok, “ma” kan også være vand og mælk, men det løser de oftest ved at pege. Koen siger “buh” og traktoren siger noget der kræver en del optørring bagefter :mrgreen:.

Hvis der er lys i ovnen, så er den “av” og det sætter vi stor pris på, at de har forstået – endda uden alvorlige forbrændinger (men nok lidt rødmossede fingerspidser ~ 1. grads forbrænding).

“Adda” er Andrea, mens Andrea bedre kan sige Emma – det er heller ikke helt fair fordelt :roll:.

Jeg har også lært dem at lave “High five” og “Low five”, men det har sat mig lidt tilbage på et andet punkt. Jeg var egentlig i gang med at lære dem at sige “Hej far”, men nu får jeg bare en høj klør-fem, hvis jeg siger det :mrgreen:.

Så er der nok nogen der tænker “Tvillinger – har de ikke oftest et internt sprog, som de kun selv forstår?”. Jo, det er bestemt vores indtryk. F. eks. har de længe kunne tilkalde hinanden, hvis katten dukkede op uden for terassedøren eller der dukkede guf op på spisebordet. Der har også været tilfælde, hvor vi ikke har observeret at de foretog sig noget sjovt, udover at pludre uforståeligt, for så at bryde ud i latter på samme sekund.

Keder sig, det gør man i hvert fald ikke!