PMC-aspiranterne

Andrea - PMC-aspirant - klik for større billedeEmma - PMC-aspirant - klik for større billedeDet er ikke meget min motorcykelklub, PMC, har set til mig i år – faktisk har de slet ikke set mig (bortset fra de to medlemmer, der arbejder samme sted som jeg).

Årsagen er naturligvis børnene – eller rettere, min tids-prioritering, der har budt mig at bruge al min tid på pigerne og lade pimserne klare sig selv – de er store nok til, at det burde være ok :mrgreen:

Hvordan går det så med pigerne? Jo, de er da klar til at komme med ud til PMC næste år – billederne taler deres tydelige sprog :worship:.


Rørpost

Måske kunne man installere et rørpost-anlæg, mellem ens hjem og den lokale lægevagt? Ungen ind, tryk på knappen og vupti – popper hun i favnen på vagtlægen :twisted:. Der kunne spares noget tid…

Nej, pjat – jeg skal vist bare være glad for, at jeg snart kan køre turen med lukkede øjne :mrgreen:.

Stort tillykke til Andrea & Emma

DannebrogPræcis i dette øjeblik, for 1 år siden, så Emma dagens lys – i form af operationslamper på Herlev Sygehus – for første gang. 2 minutter senere kom Andrea så til verden, lidt mindre og lidt besværet i sin vejrtrækning, men ellers også sund og rask.

De to mest pragtfulde piger, i hvert fald i deres forældres øjne :worship:. Vores opfattelse blev nu delt af personalet på barselsgangen, hvor vi tilbragte den næste uge med at få styr på den store opgave. Det lykkedes nu langt fra, så det er en stor lettelse at have bragt pigerne igennem deres første år – puha, det har været hårdt arbejde og der er stadig ting vi ikke har styr på :roll:.

Det er nu alligevel gået stærkt, det første år, og sikke de har udviklet sig. Emma lærte først at kravle for 2 måneder siden, mens Andrea har kravlet siden slutningen af maj. I går tog Emma revanche, da hun slap sit greb i mor og gik 2 meter, uden hjælp :mrgreen:. Andrea forsøger ihærdigt og kan da også godt stå uden støtte, men det driller lidt med at flytte fødderne :roll:. Der er altså også bare så meget man skal lære, i den størrelse.

Faster og de to kusiner kommer på besøg i dag – de må undvære far, for han skal på arbejde – og der skal serveres lagkage. De første gaver er kommet med posten og endog deres to første fødselsdagskort, fra Farmor og Farfar. Så dagen skal nok blive en fornøjelse.

I farten må vi ikke glemme halvkusine Heidi, som også har fødselsdag i dag – tillykke også til dig.


Man skal stå, før man kan gå..

Det har været en rimelig stille weekend. Lørdagen blev brugt på at vaske motorcykel og slå græs. Motorcyklen nåede aldrig at blive vasket sidste efterår, så det var tiltrængt og tog det meste af dagen – og så mangler jeg stadig at pille lydpotterne og mellemrørene af, så de kan blive vasket ordentligt og pudset med en gang Autosol. Batteriet er af igen og har ladet i rigtig, rigtig lang tid – og nu bobler det fra 5 af cellerne, mod 4 til en start – jeg håber den sidste celle også kommer til live, næste gang jeg lader på det. Hjulene skal af af – der skal skiftes lejer – og så får de en ekstra gang vask. Så kan det måske lykkes af komme ind i alle kringelkrogene – og de er altså utroligt flotte, Guzzi-fælgene, når de er helt rene.

Weekendes store øjeblik var dog om søndagen. Andrea og Emma stod ved en af deres ynglingspladser – bag skrivebordet, i hjørnet mellem computer og vindueskarm. Andrea stod og lænede sig op af subwooferen til pc-højttalerne – og lige pludselig opdagede jeg, at hun faktisk ikke lænede sig op af noget. Hun stod bare! :worship:

Det var ikke mange sekunder det varede, så satte hun sig ned igen. Maj-Britt havde ikke nået at se det, så Andrea og jeg gik ud midt på gulvet og prøvede igen – og voila, Andrea balancere nogen sekunder, før hun igen satte sig.

Der skal nok trænes noget mere, før hun tager sine første skridt, men det er lidt af et gennembrud, for Andrea plejer at klamre sig mere til tingene, end Emma – som tilgengæld har flere blå mærker :mrgreen:. Vi følger spændt udviklingen :cool:.

9 timers søvn og stadig træt..

De sidste 3-4 uger har været hårde. Siden Andrea fik sin 7. tand, og i den forbindelse havde 40,5°C i feber, har der ikke være én eneste nat, hvor pigerne har sovet igennem. Emma hoster stadigvæk og vækker dermed sig selv og det kræver så man står op og lige trøster hende lidt, mens hun får styr på hosteriet. Andrea fik mellemørebetændelse (igen) i lørdags og vi måtte ekspresindkalde farmor fra Fyn. Det gik heldigvis rigtig godt – Emma hyggede sig fint i vuggestuen uden sin søster og Andrea hyggede sig fint med farmor, når altså hun ikke lige sov – penicillin er godt for flere ting :mrgreen:.

I går tog farmor så hjem igen og klokken 20 gik Maj-Britt i seng og jeg fulgte efter en lille times tid senere. Andrea vågnede en enkelt gang i løbet af natten, men skulle bare have sin sut og Emma begyndte at græde, men faldt i søvn igen, inden nogen af os nåede ind til hende. Alt i alt en af de mest rolige nætter i forældres minde, men det til trods – så er jeg altså stadig træt :roll:. Ikke udmattet træt, men der går nok nogen år endnu, før jeg oplever mig selv som helt frisk :???:.

Opdatering: Emma er forresten ved at få en tand mere – det opdagede Maj-Britt i morges. Det har vi godtnok også haft mistanke om, for hun har haft 3-4 aftener, hvor hun simpelthen bare ikke har ville sove, før henad 22-tiden.

Store piger..

Nu har pigerne tilbragt den første uge i vuggestue og det er gået glimrende :cool:.

Forleden var sundhedsplejersken forbi og pigerne blev målt og vejet. Emma er nu 75 cm høj og vejer 9700 gram, mens Andrea er 73 cm høj og vejer 8400 gram. De er ikke mere “lange”, men “høje” :mrgreen:.

Andrea synes det er så frygtelig trist, når nogen går – om man blot lukker døren ud til toilettet, giver det anledning til gråd. Eller som i forrige uge, hvor hun forfulgte katten ud til kattelemmen – da Maj-Britt kom derud sad Andrea grædende og vinkede til kattelemmen – hvor overkært :mrgreen:.

Emma elsker at spille bold og hun er god, er hun. Godt nok griber hun ikke med hænderne, men i 9 ud af 10 tilfælde fanger hun den med benene, inden den når at hoppe væk igen :cool:. Hun er også ved at få en mere regulær hårpragt, omend det stadig er lidt uregerligt – det ser ud til, at hun bliver lyshåret til en start, trods hende mørke hår ved fødslen. Og så er hun stadig en mega charmetrold – når hun kigger rundt om et hjørne, f. eks. sofaen, og griner til en, så smelter selv de hårdeste hjerter.

På mandag skal jeg aflevere dem i vuggestuen – det skal blive interessant :mrgreen:.

Grineflip..

I går var Maj-Britt til det lokale SSP-loppemarked, hvor hun ville prøve at få solgt nogle bøger og noget af det tøj, som pigerne er vokset fra. I mens skulle jeg så passe pigerne og det gik da hæderligt. De var godtnok lidt umulige omkring deres frokost og de måtte tidligt ind og sove.

Men der var også en lille episode, som tog nogen timer at forstå :???:. Nogen tid efter vi var kommet tilbage, efter at have kørt mor og alt hendes habengut til markedet, sad jeg og læste weekendens reklamehøst i gennem. Lige pludselig kunne jeg høre pigerne begynde at kluk-le, et eller andet sted i huset. Det er sædvanligvis et stensikkert tegn på, at de laver ulykker :mrgreen:. Så jeg gik på jagt efter dem og fandt dem siddende i vindfanget ved hoveddøren. Der var nu ikke noget sjovt der – jeg havde husket at stille skoene ud i bryggerset og alt andet var også fjernet. Ikke desto mindre var der altså noget, som var hypergrinagtigt, for de lo og lo, så tårerne trillede ned af kinderne på dem. Da jeg gik igen kravlede de efter mig og snart var episoden glemt.

Midt på eftermiddagen skulle Maj-Britt så hentes igen, så jeg pakkede pigerne i deres jakker, fandt et par sutter og satte dem i deres suttekæder og gik ud for at tage mine sko på.

Så fik jeg forklaringen på, hvad der var så sjovt – i døren til bryggerset er der en kattelem og lige indenfor den lå to af deres sutter :roll:. Børn er altså herlige – jeg har aldrig før hørt dem more sig så godt og så skyldtes det hele bare humoren i at have smidt to sutter igennem en kattelem.

Træt, træt, træt…

Lige nu er jeg træt – noget så træt. Pigerne var i vuggestue for første gang i går og det tog de meget pænt. Men da vi kom hjem sov de kun 45 minutter og det endda noget tidligere end deres normale eftermiddagslur.

Om aftenen faldt de rimeligt pænt i søvn, ved 19-1930-tiden, men omkring kl. 2230 – et kvarter efter vi var gået i seng – vågnede Emma op, på grund af hendes hoste (som ellers har været i bedring, men snart har varet 1 måned). Det tog ½ times tid at få hende til at sove igen.

I morges kl. 5 vågnede Andrea så – og ville bestemt ikke sove mere. Hun græd og græd – og til sidst måtte vi lave en flaske til hende, noget hun ellers ikke har brugt i mange måneder (undtagen når hun får tænder). Omkring 530 faldt hun i søvn igen og sov nok det meste af et kvarter :???:. Så lidt i 6 gav vi op og stod ud af sengen igen.

Det er heldigvis snart weekend, men jeg har liiiige et møde mellem 1530 og 16 – jeg tvivler på, at jeg kan holde mig vågen :roll:.

Så gik endnu en sommerferie.

Bedst som jeg havde vænnet mig til det, så sluttede ferien igen 😥 .

Det blev heller ikke det helt vilde, jeg nåede i år. Jeg fik dog renset afløbet til nedløbsrøret fra garagen – det nåede jeg ikke sidste år, forrige år og året før igen 🙄 . Det var altså også mere kompliceret end som så!

Emma fik lært at kravle 😀 . Tirsdag, den 5. august ankom vi til Marielyst, hvor vi skulle være i sommerhus nogen dage. Her var et ret groft gulvtæppe og det gav godt “fodfæste”, så allerede om onsdagen fes den lille dame rundt overalt – endog ud på terrassen med søster 😎 .

Vi var allesammen igennem en gang sommerforkølelse og jeg er vist den enste, der er kommet mig helt 😕 . Emma hoster stadig kraftigt, mest om natten, og Maj-Britt er stadig øm i halsen. Andrea var lidt snottet en dags tid, men…

Ferien sluttede hektisk, da Andrea, torsdag eftermiddag, pludselig fik 39,4°C i feber. I telefonen mente lægen det nok bare var forkølelse og bad os se tiden an. Næste morgen var hun da også feberfri, men midt på eftermiddagen steg feberen igen og nåede 40,5°C 😯 . Det overskred min smertetærskel og der blev ringet til lægevagten, som bad os komme forbi.

Jeg turde ikke tage alene afsted med Andrea – det indrømmer jeg gerne. Så jeg gik ind og spurgte vores nabo, om han ville køre Maj-Britt og Andrea til lægevagten på KAS Herlev – og det ville han heldigvis gerne. Pragtfuldt med så gode naboer – det er ubetaleligt.

Andrea fejlede umiddelbart ikke noget – lunger, hals, ører og mave blev undersøgt. Lægen anbefalede, at vi gav hende en børnepanodil til at sove på, men hun faldt nu godtnok i søvn uden.

Lørdag formiddag kunne vi så se grunden til hendes kvaler – hendes 7. tand. Tandfrembrud, siger de kloge, giver ikke i sig selv feber, men øger risikoen for luftvejsinfektioner, samt maveproblemer på grund af ændret kost, og derfor kan de stakkels små få høj feber. Man må dog ikke slå flere dages feber hen med tandfrembrud – feber skyldtes tilstødende komplikationer. Om søndagen kom 8. tand så småt frem og det skete under en masse gråd, men uden feber – så der er nok noget om snakken.

Andrea er stadig et stykke vej fra topform, men er i bedring. Hun er snottet og hoster, hun kan ikke kravle så hurtigt og langt som før, og det kniber med at holde sig oprejst ved Tripp-Trapp-stolen i længere tid. I morgen tager vi begge pigerne forbi lægen, så der lige kan blive kigget på Emmas hoste og Andreas ører, hals og lunger – så vil jeg i hvert fald sove bedre 😎 .

Og så var ferien altså forbi…

En stor kompliment..

Vi kørte en lille tur efter is i går. Det blev en tur ud gennem Værløse, Farum, Birkerød, syd om Sjælsø ad den den motorcykel-venlige Høsterkøbvej (men vi var desværre i bil), videre til Hørsholm og ud til Strandvejen ved Rungsted. Her kørte vi nordpå, i jagten på den rette iskiosk.

Ved Nivå så vi en masse kite-surfere, så vi valgte at køre ned til havnen og kigge lidt på det. Her var også en glimrende is-kiosk og mens Maj-Britt stillede sig i kø, satte jeg mig under en parasol med en unge på hvert lår. Ved bordet ved siden af sad et andet ungt par, med deres 3-4 årige datter og en ganske lille størrelse i en bæresele på morens mave.

Pigerne var lidt benovede over de mange mennesker, men det afholdt ikke Emma fra at skrue op for charmen og damen ved nabobordet udbrød “Hvor er de søde!“. Jeg takkede, hvorefter damen sagde at “det er jo helt helt fjollet – jeg sidder her med en lille ny på maven, men alligevel er jeg helt solgt”.

Det er vist den største kompliment pigerne endnu har fået – men de var altså også nuttede i deres ens lyserøde jakker 😎 .