/var/blog/messages

Mine tvillinger er kommet i “Hva’ deeet?”-alderen . Den fortsætter nok ca. 10-12 år endnu, så jeg må vænne mig til det .

Det sætter imidlertid også nogen ting i perspektiv. Det er nemlig langt fra alt, der lige let lader sig forklare til en 2½-årig, selvom man selv betragter det som noget helt dagligdags. Forleden stod Emma således og kiggede i bestikkurven i opvaskemaskinen, mens jeg fyldte maskinen op. Så pegede hun på noget hun ikke lige genkendte og spurgte “Hva’ deeet?”. “Det er et piskeris – mor brugte dem, da hun lavede kagedej”, svarede jeg. “Ris?”, lød det meget skeptisk fra hende…. “Piskeris…”, begyndte jeg, men gav op – hvordan skulle jeg favne det mentale gab imellem piskeris og ris?

Hvad er det også for et underligt ord, piskeris? Jeg formoder “ris” i denne sammenhæng har samme mening som i “fastelavnsris” – altså noget man slår eller pisker med. Der er altså åbenbart tale om en pleonasme.

Bortset fra den slags små genvordigheder, så er det altså fascinerende at opleve børns umættelige videbegær! Udover “Hva’ deeet?” er de også blevet skrappe til “Hva’ laver du?” og de kan sagtens sidde i 10 minutter og bare kigge, mens deres far tålmodigt bander og svovler over en punkteret cykel .

Tilbage i april 2006, skrev jeg om pigernes sprogmæssige udvikling. Dengang sagde Emma “Adda” om Andrea, mens Andrea lettere kunne sige “Emma”. Men så skete der noget – pludselig kaldte de hinanden “Me” eller “Mi” eller noget derimellem. Det gik jo fint for dem, for hver især vidste de jo godt, at når søster sagde “Mi”, så mente hun ikke sig selv.

For nogen uger siden fandt Emma imidlertid ud af at sige “Drea” eller “A’drea” og Andrea tog hurtigt tråden op, men sjovt nok kaldte hun stadig Emma for “Mi”, selvom “Emma” faktisk var noget af det første vi hørte Andrea sige.

I weekenden tog pokker så ved dem! Andrea sagde “Emma” og de kan begge sige flagermus – det er jo et godt ord at kende . Kat og hund blev også (forsøgt) udtalt, i stedet for at blive til mijav og vov.

Jeg mangler lige et friskt billede af dem, men det kommer nok en af dagene. I dag er det nemlig fastelavn i vuggestuen, pigerne er klædt ud og der er åbent hus for forældre fra kl. 15 – mon ikke der kommer et brugbart billede ud af det?

!@(uploads/2007/01/img_3169.JPG:R150 popimg: “Emma og Andrea – © UFOTO|DK”)De er ikke så små mere, men kære er de heldigvis stadigvæk. Jeg får ikke skrevet nok om dem, det erkender jeg, men det er svært at få tid til det hele.

I dag sluttede en fredelig epoke, tror jeg. Midt i december blev siden på deres tremmesenge sænket, så de selv kunne kravle ind og ud. I morges gik det så op for Emma, at så kunne man jo bare selv stå op og gå ind til mor og far i dobbeltsengen – hvor Andrea i øvrigt allerede lå, fordi hun var vågnet tidligt.

Løbe og kravle er blandt yndlingsbeskæftigelserne, men puslespil, duplo-klodser og traktorer er også i høj kurs. Andrea er især glad for klodser – hun stabler endog fetaost-ternene, når vi får pastasalat . Emma fører ordet, men Andrea følger godt med og lærer hurtigt de samme ord som søster.

I forhold til bare for et halvt år siden, så er de blevet rigtig gode til selv at lege. Ikke i flere timer ad gangen, men 15-20 minutter er også nok, til at vi voksne kan nå lidt af vores andre gøremål.

Jeg håber der nu bliver tid til lidt flere opdateringer og lidt flere billeder – på den måde kan jeg også selv bedre huske, hvornår de kunne hvad .
!@—