Dagens fødselar!

Dannebrog

I dag er det Maj-Britts fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaah!

Når indlægget her kommer lidt sent, så er det fordi jeg glemte at lave et scheduleret indlæg i går og i dag har der ikke været tid før. Pigerne sov ellers længe, helt til kl. 630 – det var deres gave til mor. Om formiddagen kørte vi en tur og var bla. forbi mit arbejde og vise pigerne frem – så kunne vi nemlig også lige tage frokosten der :mrgreen:. I eftermiddag har vi haft besøg af faster fra Viborg og som altid var det hyggeligt. Pigerne er dog begyndt at blive lidt mere reserverede, når der kommer “fremmede”, men de tør hurtigt op, ikke mindst når de kommer i tanke om, at de da egentlig godt kender folk alligevel.

Aftensmaden blev pizza fra det lokale pizzeria – godt og ikke alt for dyrt. Nu slapper vi af, så jeg vil smutte igen :cool:.

!@—

Posted in Løst og fast | Leave a comment

Gangen i retningen

Gangen i retningen – hvad fa’en er det nu det betyder?

Forleden faldt jeg over en notesbog, med de mest kryptiske fortegnelser – f. eks. »Højre haler, venstre vokser« og »Gangen i retningen«. Da jeg ikke har tænkt mig at gemme notesbogen længere, så må informationerne digitaliseres her.

Noterne stammer fra min værnepligtstid ved Nørrejyske Artilleriregiment, 3. Artilleriafdeling, 2. batteri (NJAR/3AA/2BT), på Skive kaserne. Her oplevede jeg den kolde krigs sidste krampetrækninger, mens statsministeren hed Schlüter, USA’s præsident hed Ronald Reagan og den sovjetiske generalsekretær hed Michail Gorbatjov (præsident blev han først i 1990). Continue reading

Posted in Løst og fast | 27 Comments

Sprogforbistring!

Emma og Andrea pludrer løs og det har de gjort i snart et halvt år. Nu begynder der imidlertid at komme flere genkendelige ord, ligesom de tydeligvis forstår ordenes betydning. Emma kom vist først og det er nok mere end et halvt år siden. Jeg var ved at skifte hende, da hun tabte et eller andet legetøj ned fra puslebordet. Hun blev helt forskrækket over lyden, så for at tage brodden af situationen, mønstrede jeg det store smil og sagde “bang”! Der kom straks et forståelsens glimt i hendes øjne og hun begyndte at forme ordet med læberne – og ud kom det – “BAM”! Ok, ikke helt i øjet, men tæt på :cool:. Efterfølgende har hun sagt det hver gang hun tabte eller smed noget, eller for den sags skyld selv faldt. På den måde lærte Andrea det også hurtigt.

De seneste uger har bragt en række nye ord med sig: “Hov” og “av” supplerer nu “bam”, Andrea siger “Hej” mindst 50 gange, når vi er ude og handle (og folk i vores lokale Føtex er vældig flinke til at heje igen), “Raf” siger man når man peger på girafpostkortet på køleskabet. “Bar” dækker vist over far og “Ma”… giver vist selv (far er jo fynbo og vi bruger ikke så mange d’er inde i ordene). Ok, “ma” kan også være vand og mælk, men det løser de oftest ved at pege. Koen siger “buh” og traktoren siger noget der kræver en del optørring bagefter :mrgreen:.

Hvis der er lys i ovnen, så er den “av” og det sætter vi stor pris på, at de har forstået – endda uden alvorlige forbrændinger (men nok lidt rødmossede fingerspidser ~ 1. grads forbrænding).

“Adda” er Andrea, mens Andrea bedre kan sige Emma – det er heller ikke helt fair fordelt :roll:.

Jeg har også lært dem at lave “High five” og “Low five”, men det har sat mig lidt tilbage på et andet punkt. Jeg var egentlig i gang med at lære dem at sige “Hej far”, men nu får jeg bare en høj klør-fem, hvis jeg siger det :mrgreen:.

Så er der nok nogen der tænker “Tvillinger – har de ikke oftest et internt sprog, som de kun selv forstår?”. Jo, det er bestemt vores indtryk. F. eks. har de længe kunne tilkalde hinanden, hvis katten dukkede op uden for terassedøren eller der dukkede guf op på spisebordet. Der har også været tilfælde, hvor vi ikke har observeret at de foretog sig noget sjovt, udover at pludre uforståeligt, for så at bryde ud i latter på samme sekund.

Keder sig, det gør man i hvert fald ikke!

Posted in Emma & Andrea | 1 Comment

8 x 4 spørgsmål og svar

Ruprect taggede mig og så må jeg tag’e udfordringen op:

4 jobs jeg har haft:

Avisbud for Fyns Amts Avis, fra jeg var 11 år gammel og til jeg blev 18, hvor jeg kunne få SU – så gad jeg ikke flere aviser.

Murstenssortérer på Petersminde Teglværk – det hårdeste sommerferiejob man kan tænke sig!

Arbejdsdreng hos Holmdrup Kloakservice & industrirengøring – næsten lige så hårdt arbejde, som teglværket. Tilgengæld har jeg prøvet at stå på krumptap-akslen på den ene af hovedmotorerne på storebæltsfærgen “Arveprins Knud” og på 3 uger i en sommerferie tjente jeg til mit kørekort (A+B+C+D). Heino har ret – der er penge i lortet!

IT-chef – mit første fuldtidsjob og hidtil eneste chefjob :roll:. Chef’ede bla. Ruprect.

4 film jeg har set mere end én gang:

The Final Countdown/USS Nimitz forsvundet i Stillehavet. Nok en B-film, men plottet – et moderne hangarskib ryger tilbage til dagene før japanernes angreb på Pearl Harbour – tiltaler min barnlige sjæl. Scenerne med luftdueller mellem de amerikanske F-14 Tomcat kampfly og de japanske Mitsubishi A6M Zero, anno 1941, er geniale.

Heat. Getaway-scenen efter det store bankrøveri er simpelthen filmhistoriens bedst instruerede skudduel – den kan jeg se igen og igen.

Beinhart! Tysk tegnefilm med Werner og hans venner fra MC Klapstuhl – den ultimative bikerfilm :worship:.

Blues Brothers. For vildt mange smadrede politibiler og så en masse god musik.

4 steder jeg har boet:

Sandbjergvej 36, i en lille by på Sydfyn.

Sandbjergvej 48. Faktisk flyttede vi ikke, men husene på vejen fik nye numre. Ikke desto mindre er det registreret i folkeregisteret, som en flytning – måske den korteste?

Hjortespring Kollegiet. Her boede jeg i 5 år og det var gode år. Kollegiet kan anbefales, ikke mindst sammenlignet med Tingbjerg Kollegiet, hvor jeg også har boet (Tingbjerg var nu langt fra så slemt, som det blev gjort til, dengang i starten af 90’erne).

Ballerup. Her bor jeg, i et gammelt villakvartér. 110m2 bolig, 32m2 garage og 830m2 grund. Dejligt sted – her bliver jeg nok en del år :cool:.

4 tv-shows jeg elsker:

Det er meget lidt tv jeg får set. Når det sker er det oftest Rabatten, Kontant eller Viden om. “Husker du…”-programmerne på DR2 er også godt tv – men tv-shows, det er mit liv vist for kort til.

4 steder, jeg har været på ferie:

Fløng! Her bor en af mine fastre og hun var klart min favorit, når der skulle vælges sommerferie-mål! Min søsters børn kommer der stadig og hvis faster er frisk, så vil vores også gerne (men det er selvfølgelig lidt tæt på….).

Jylland… Ok, vidt begreb, men jeg tænker på min første egentlige motorcykelferie med rødderne fra Egebjerg Bygade. 2 uger rundt i Jylland, med en enkelt afstikker til Sydfyn, hvor mine forældre både kunne tilbyde bad og indendørs overnatning. Luksusafslutning på den ferie :cool:.

Italien/Frankrig. Min længste motorcykelferie, sammen med Maj-Britt og på hver vores motorcykel. Turen var en pilgrimsfærd til Mandello del Lario, hvor Moto Guzzi-fabrikken ligger. Como-søen ville have været besøget værd alene. Fra Mandello kørte vi til Cannes, hvor vi overnattede et par nætter på en 4-stjernet campingplads, med pøl og rigtige toiletter!!

Marielyst. Her lejer svigerforældrene et sommerhus og så er der kun 500m til stranden – den fineste sandstrand. Et par kilometer sydpå ligger en af landets få fribadestrande – så kan man vælge om helst vil være fri for badetøj eller tyskere…

4 websites jeg besøger dagligt:

Politiken. Et ok nyhedssite og så skal man ikke tilmelde sig noget…

Fotokritik. Her ligger nogen af mine bedste billeder til offentligt skue.

Ing.dk. Ingeniørernes fagblad og min gamle arbejdsplads. Nogen af landets bedste, hudløst ærlige og hæderlige journalister – andet er der ikke at sige!

Wikipedia. Ok, måske ikke hver dag, men hyppigt. Sammen med Retskrivningsordbogen, et af mine mest anvendte værktøjer.

4 steder jeg hellere ville være lige nu:

I min seng… Der er min kone lige gået ind.

Mandello del Lario. 95% Moto Guzzi og 5% italiensk by. Her kunne jeg godt finde på at tilbringe mit otium.

De Hollandske Antiller. Dette billede siger mere end 1000 ord!

Flyvemuseet ved Teknisk Museum i Helsingør. Fik aldrig kommet til Billund, mens museet lå der og nu kan jeg ikke en gang tage mig sammen til at besøge det i Helsingør – for dårligt!

4 bloggere jeg tagger og besøger dagligt:

LYNCHERIET. Den personlige weblog for redaktøren af Ingeniørens satiriske bagside. Håber han har tid og i øvrigt vil forurene sin weblog med en meme. I hvert fald ville jeg gerne se hans besvarelser :wink:.

KURTS WEBLOG. Vi bliver på Ingeniøren, men retter skytset mod IT-journalist, Kurt Westh Nielsen. Landets fremmeste IT-journalist og en ex-kollega jeg savner meget!

Frank Nørvig. Frank har været lidt stille på det sidste, så måske et tag kan ruske ham lidt op? Han skriver nemlig ret underholdende, så han er svær at undvære.

Hekto’s Web Journal. Ducati-kører/pudser :mrgreen:. Har været endnu mere stille, end Frank. Måske han forsøger at få vendt V-motoren på Duc’en en kvart omgang, så den ligger rigtigt?

Posted in Løst og fast | 1 Comment

Overmenneskelige krav…

Jeg var godt klar over, at kravene til de danske specialstyrker, Jægerkorpset og Frømandskorpset, var høje. Ikke desto mindre finder jeg kravene i Frømandskorpsets ansættelsesprøve fuldstændig urimelige (her gengivet med min fremhævning):

Ved ansættelsesprøven skal der desuden bestås en trænbarheds test med tilfredsstillende resultat. Denne består af:

  • Muskeludholdenhedsprøve (bronzecirkel, korrekt gennemført 3 gange så hurtigt som muligt (dog max. 12 minutter) Se video
  • 12 minutters løbetest. Der skal løbes min. 2800 meter. (max test)

Gennemført 3 gange så hurtigt som muligt? Det er jo umuligt! Eller måske dyrker Frømandskorpset ikke så meget kommatering? :mrgreen:

Hvem finder først den anden grammatiske fejl i Frømandskorpsets tekst?

Posted in Løst og fast | 3 Comments

Slap med skrækken

Søndag formiddag bragte en ubehagelig overraskelse. Maj-Britt var ved at lave et mellemmåltid til pigerne og bemærkede, at smør og pålæg var lidt blødt. Et hurtigt check af termometeret i køleskabet gav hende ret – 15°C :evil:.

Æv – først vaskemaskinen før jul, så opvaskemaskinen mellem jul og nytår og nu køleskabet! Frysedelen virkede fint, men det hjalp os jo ikke meget. Køleskabet blev tømt og indholdet fordelt mellem garagen og vores ret kolde bryggers – én god ting har der da været ved den fortsatte kulde.

Mandag ringede jeg så til det firma, der reparerede køleskabet efter vores 0-fejl. De kunne kigge forbi onsdag og da jeg alligevel skulle bruge en hjemmearbejdsdag til noget eksamenslæsning, så sagde jeg ja tak.

For en gangs skyld gik det godt!

Køleskabsmontøren dukkede op, skilte køleskabet og lokaliserede fejlen til termostaten. Ud i bilen efter en ny og 15 minutter senere kørte køleskabet igen. I alt 30 minutters arbejde og en reservedel – pris DKK 992,50. Ok, det er da ikke gratis, men det kunne være meget værre. Bedst af alt er, at nu er vi klar til det store weekend-rykind, hvor mine forældre kommer og kigger til deres børnebørn (under påskud af at ville fejre min fødselsdag, men vi kender jo bedsteforældre :wink:).

Posted in Løst og fast | Leave a comment

Så fat det dog!!!

Lad os lige analysere lidt på teksten i denne annonce, fra dagens udgave af Urban:

  1. Unipack: Uni (latin), betyder én. Kan også være forkortelse for universel. Pack betyder sæk, taske. Altså én taske (underforstået til al brug) eller universel taske.
  2. Hverdagsrygsæk: Hverdags, ref. hverdagsbrug, noget man ikke gemmer til særlige lejligheder, men anvender til alt (andet).
  3. Allroundbrug: allround (eng.), kan bruges til alt. Brug… behøver vist ikke nærmere forklaring (egentlig lidt dobbeltkonfekt, vil jeg mene).

Så skulle der vist ikke være tvivl om anvendelsesområderne!

Posted in Løst og fast | Leave a comment

Hurra for mig…

DannebrogI dag er det Uffes fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaa :grin:.
!@—

Posted in Løst og fast | 6 Comments

The skuffelse

Nu tror du nok jeg har kastet mig over et eller andet julekalender-engelsk? Det har jeg ikke, men jeg er tilgengæld grebet til den almindelige (men forkerte) manglende sammenskrivning af sammensatte ord.

Altså the-skuffelse…

Den ene forkølelse tager lynhurtigt over fra den anden og det foranlediger et usædvanligt stort forbrug af the – jeg er ellers inkarneret kaffedrikker. The-forbruget har givet mig lejlighed til at prøve min arbejdsplads’ imponerende udbud af the af.

Jeg har således bemærket, at citrontheen smager en anelse af citrus, jordbærtheen en anelse af jordbær, kamilletheen lugter af kamille (jeg nægter altså at drikke kamillethe) og så videre. Én the-variant har dog været en stor, stor skuffelse og den vil jeg gerne advare i mod:

“Pickwick Classic The” smager absolut ikke det mindste af Classic!!

Sådan nogen svindlere….

Posted in Løst og fast | Leave a comment

Postkort fra livet…

Den 24. februar udkom resultatet af P4’s Postkort fra livet-projekt. Projektet er inspireret af Jeppe Aakjærs berømte digt “Jens Vejmand”, som vi alle kender med melodi af Carl Nielsen. Kort fortalt har almindelige danskere sendt små fortællinger på postkort ind til P4. En række kendte danske kunstnere, med Poul Krebs i spidsen, har så lavet tekst og musik, udfra udvalgte postkort. Det er der kommet en dobbelt-cd ud af, med 11 sange og 9 hørefilm – novelle-agtige fortællinger med underlægningsmusik.

Som inspirationskilden, Jens Vejmand, så er de fleste af sangene og hørefilmene dybt rørende og grænsende til det deprimerende. Således Junckers “På fredag bliver jeg svensker”, der udstiller vores nuværende, beskæmmende udlændingepolitik eller Søs Fengers “Lucas”, om et barns alt for tidlige død. Der er dog også de livsbekræftende, som AnniOne & Poul Krebs’ “Den morgen i Madrid”.

Blandt hørefilmene er der dog nogen stykker, hvor det må tilrådes at have en pakke kleenex i nærheden.

Det er for eksempel svært, for ikke at sige umuligt, ikke at blive berørt af Josephines dagbogsuddrag, fra den dag, 14.05.04, lægerne gav hende resultatet af hendes kamp mod kræften – en kamp hun i øvrigt senere har tabt – eller måske vandt hun, med værdighed? Bedøm selv.

Generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, læser op af Dagbog fra Mozambique, om Said og Maria, hvis søn Lucas dør af malaria – blot 1 år gammel. Dermed blev han et af de 3000 afrikanske børn, der hver dag dør af malaria.

Jeg vil gerne anbefale cd’en på det varmeste, for det er gode sange og godt stof til eftertanke. Men hvorfor skulle man frivilligt udsætte sig for alle de lidelsesfulde fortællinger? Jo, når jeg får en klump i halsen ved at høre om Lucas og kniber en tåre på Josephines vegne, så ved jeg, at jeg er blevet det menneske jeg ønsker være – med evnen til at vise medfølelse og sympati overfor mine medmennesker – og det har jeg det godt med.

Nedenfor er alle numrene listet, med links til deres respektive postkort – noget P4 ikke selv har kunne skønne på.

Sangene:

  1. Bag de blå bjerge, Povl Dissing – inspireret af Bag de blå fjelde
  2. På fredag bliver jeg svensker, Juncker – inspireret af Tabt hjerte – mistet land
  3. Den morgen i Madrid, AnniOne & Poul Krebs – inspireret af Morgen i Madrid
  4. Håb, Michael Falch – inspireret af Børn af alkoholikere
  5. Lucas, Søs Finger – inspireret af Den stille død og At miste en lillebror
  6. Din nye veninde, Elisabeth – inspireret af En speciel veninde
  7. Hertugen af Hovedbanegården, Kenneth Thordal – inspireret af Opsynsmand på et offentligt toilet
  8. Happy Hour, Peter Belli – inspireret af Det korte møde
  9. Selvom støvet hang i lyset, Alberte – inspireret af At elske farligt på trods
  10. Hassans kiosk, Poul Krebs – inspireret af anonymt postkort sendt til Dansebjerg
  11. Postkort fra livet, Gitte Naur & Poul Krebs – Inspireret af En morgen med Isabel og Sommereventyr

Hørefilmene:

  1. Langtur, Henrik Strube – inspireret af Far og søn
  2. Dagbog fra Mozambique, Jørgen Poulsen og Søs Fenger – redigeret version af Den stille død
  3. En patetisk parentes, Gitte Løkkegaard – inspireret af Og snakken går
  4. Perlesnoren, Poul Martin Bonde – identisk med Perlesnoren
  5. Now I Know, Niels Erik Stampe og Marianne Lewandowski – inspireret af 60 år uden navn
  6. 14.05.04, Stine Hom Joensen – redigeret version af En dag i en ung kræftramts liv
  7. Harry på havnen, Anna Lica – redigeret version af Harry på havnen
  8. Tilskuer til livet, Jan Haugaard – identisk med Udlængsel
  9. Han sku ikke nyde noget, Viggo Sommer – inspireret af Fuld af løgn – eller?

Posted in Løst og fast | 2 Comments