/var/blog/messages

Weekenderne er snart mere stressende end hverdagene 😕 . I fredags var jeg til firmafest og selvom klokken kun var 23⁴⁵ da jeg kom hjem, så mærkedes det alligevel næste morgen – jeg fik endda lov til at sove til kl. 9! Heldigvis var der handlet ind, så vi skulle bare gøre os klar til den børnefødselsdag vi var inviteret til kl. 15. Efter nogen hyggelige timer sammen med et par gamle venner, deres venner og alles børn, var vi hjemme ved 19-tiden – aftensmad i form af rugbrød og aHa! som underholdning. Jeg havde nattevagten og tøserne var ude af takt – jeg fik dog et par timers søvn på sofaen, før Emma vågnede ved 1-tiden. Så ind i seng og to timer efter vågnede Andrea.
Op søndag ved 8-tiden – ungerne skal pakkes og turen går først til Vesterbro, hvor vi skal se på nogle brugte spisebordstole. Derefter i Jalsøe, hvor der er udsalg. Det er lige i nærheden af svigerforældrene og der skal lige afleveres nogle småting – desuden havde tøserne nu siddet længe i deres autostole og trængte til at ligge ned. Efter et par timer hos svigerforældrene går turen hjemad – til snerydning og saltning, vask af bilruderne og lige en halv time på øjet. Aftensmaden laves og serveres i tid til 12. afsnit af Krøniken. Så skal Emma have mad og der skal koges og fyldes sutteflasker. Klokken 22 er jeg næsten klar til at gå i seng – men Andrea sover stadig og hun vil ikke mere spise, hvis man vækker hende før hun selv synes det er tid. Så klokken bliver henad halvtolv, før den lille frøken returnerer fra drømmeland. Nu er jeg tilgengæld så træt, at jeg lige må ligge lidt på sofaen og samle kræfter til at gå ud og børste tænder – efter 30 minutter opgiver jeg og trasker direkte i seng – klokken er næsten 1.
Vækkeuret ringer 5⁴⁶ – cirka samtidig med at tøserne vågner – jeg tager lige en halv time til, men så går den ikke længere – Andrea græder og Maj-Britt har ikke flere hænder – og jeg skulle jo egentlig også op alligevel.

………. jeg kunne godt bruge en ny weekend, lige her og nu.

Jeg sad lige og lavede en traceroute – det er sådan noget vi computernørder gør, når vi ikke kan få fat i ting på Internettet – og løb ind i en Telia-router med det mundrette navn dk-osd-b2-geth1-0-core.orestad.dk.telia.net. Så vrinskede en af mine kæpheste!

Hvem er så dum, at kalde en ny bydel noget, hvori der indgår et bogstav der er ukendt undenfor Norge og Danmark? Men det bliver værre – for hvad er baggrunden for Ørestadens navn? Jo, den ligger jo ud til Øresund….?!? Nåeh nej – den ligger jo på Vestamager, ud mod Kalvebodløbet (er det ikke det det hedder?). Men havde den ligget ud til vandet på østsiden af Amager, så….. nåeh nej.

Kommer man oppefra Kattegat og sejler ned langs den østsjællandske kyst, så kommer man ind i Øresund – det er farvandet mellem Helsingør og Helsingborg, der hvor “øret” på Sjælland stikker ud. Syd for det kommer man ind i Sundet, for derefter at komme ned til Køge Bugt og endelig Østersøen.

Øresundsbron – som den jo officielt hedder – er altså opkaldt efter et farvand, der ligger 30-35 km nord for bro(e)n. Og nu tror alle, at farvandet fra Helsingør til Østersøen hedder Øresund .

Og Høreskaden? Undskyld, Ørestaden – det er da nok det dummeste bynavn, jeg endnu er stødt på (OK, Corpus Christi er måske også lidt søgt, men det er trods alt i USA).

Så er jeg tilbage . Det tog lige NESA til mandag aften, kl. 19¹⁰, før vi havde strøm igen. De havde da også fået kam til deres hår, i vores lille villakvartér.

Lørdag formiddag drog Maj-Britt afsted til Rødovre Centrum, hvor hun skulle hygge-shoppe lidt med sin mor. Far her blev hjemme med tvillingerne og planer om at rydde op på skrivebordet. Hen ad eftermiddagen blev vejret temmelig grumt, men indenfor virker det jo aldrig helt så slemt. Ved 16-tiden skrev Maj-Britt en sms – nu ville hun tage hjemad. Lidt efter kiggede jeg ud vores køkkenvindue og så, at af genboens grantræer nu hældede truende, ud mod elledninger og sidevejen overfor os. Jeg ringede til Maj-Britt og sagde, at hun skulle gå i den modsatte side af vejen, når hun kom hjem – hun var lidt chokeret over elementernes rasen, for indenfor i RC havde de intet bemærket. Så ringede jeg til Gladsaxe Politi og spurgte om råd – men de havde 100 andre væltede træer og kunne ikke hjælpe . Alene med tvillingerne – jeg havde ikke meget lyst til at gå fra dem! Omvendt var jeg ret sikker på, at hvis der ikke blev gjort noget ved træet, så ville vi miste strømmen, så jeg stak i mine sko og jakke og løb over til genboen. Han var dog godt klar over problemet – havde været nede og kigge på det, men det var for farligt at gøre noget, så vi kunne kun håbe. Jeg sagde pænt farvel og løb hjemad.

Netop som jeg løb under elledningerne til sidevejen, lød der et skarpt knald og ud af øjenkrogen kunne jeg se gnisterne springe gennem luften – træet havde givet op og jeg følte mig ret udsat . Jeg løb, alt hvad remmer og tøjr kunne holde, sprang over min stensætning, løb tværs over forhaven, sprang udover stensætningen til indkørslen og i sikkerhed bag gavlen af vores hus. Så stak jeg hovedet om hjørnet igen og kiggede – træet lå udover vejen og gnisterne sprang omkring det. Ledningerne havde holdt, men elmasten på den modsatte side af træet var knækket på midten og hang halvvejs udover vejen.

Så sprang jeg op til hoveddøren og fik låst mig ind. Jeg havde tændt stearinlys tidligere, da lyste havde blinket nogen gange og varslet et muligt strømudfald – men det her var ikke godt! Andrea græd – hun lå i et mørkt hjørne og var blevet skræmt. Et kig på klokken – 1 times tid, til de igen skulle have mad. Svært, når man kun har el-komfur og mikrobølgeovn og ingen strøm. Jeg ringede til Maj-Britt og sagde, at hun ikke skulle bekymre sig om træet – men at vi havde andre problemer. Maj-Britt ringede til sine forældre – de havde strøm og vi besluttede at tage derud. Maj-Britt sad i en bus mod Husum station og derfra ville hun så tage S-tog mod Flintholm – men S-togene var indstillet da hun nåede frem, så vi aftalte at jeg skulle samle hende op der. Husum station er med store glasfacader, så Maj-Britt følte sig utryg og tog bussen retur til RC – her fandt hun en taxi og kunne komme hjem til sine forældre.

I mens kæmpede jeg med to meget bedrøvede piger og opgaven med at pakke alt – i mørke. Klokken 17³⁰ var alt dog klart og læsset i bilen og da turen kom til pigerne – så sov de trygt . Turen hjem til svigerforældrene var skræmmende – jeg havde jo lige set, på nærmeste hold, hvad stormen kunne forrette, så der blev holdt godt ud mod midten af vejen, når der var træer i vejkanten.

Senere snakkede jeg med naboen – der var væltet et træ mere, inde hos deres nabo, og også det havde taget elledninger med i faldet. Nu var vores elmast afskåret på to af tre sider og dermed var håbet om en hurtig genetablering effektivt fjernet. Resten af aftenen gik med at se TV-avisen, følge med i radioens ekstraudsendelser og få ringet til familien og beroliget dem.
!@(03229a.jpg:R200 popimg: “© UFOTO|DK”)
Søndag var vi hjemme og hente mere tøj, til os selv og til pigerne. De værste skader vi så, var indenfor 50 meter af vores eget hus . Naboen ville kigge ind og fodre katten – stor lettelse, dejlige naboer .

Mandag eftermiddag fik jeg fat i den anden nabo – hun fortalte at strømmen var tilbage – hurra! Klokken 17 kom jeg så hjem, for at tænde for gasfyret, brændeovnen og så videre. Ak, mørkt overalt. Naboen kommer forbi – han siger strømmen blev slukket, da NESA gik i gang med at reparere ledningerne til sidevejen. Ringer til Maj-Britt – vi bliver enige om, at jeg skal vente og se, om ikke strømmen kommer igen. En NESA-tekniker kommer forbi – han mener der går en halv times tid – det kan jeg godt leve med. Stearinlysene er tændt og brændeovnen har så småt fået temperaturen i stuen op fra 11°C til 12°C .
!@(03330a.jpg:R200 popimg: “© UFOTO|DK”)

Det driller for NESA – først ved 19-tiden er de færdige og strømmen kommer igen. HPFI-relæet slog jeg til, da jeg kom hjem, sammen med sikringsgruppen til gasfyret – nu tænder jeg forsigtigt for resten af grupperne, mens jeg tænker tilbage på sommerens 0-fejl, der brændte alt vores elektronik af. Der sker dog ikke noget uventet – alt fungerer og selv webserveren starter fint op igen.

Klokken 20¹⁵ er jeg atter på vej mod svigerforældrene. De er kede af, at vi allerede tager afsted igen (nok mest fordi vi tager børnebørnene med ), men ved 22-tiden er vi hjemme og har pakket ud igen. Nu skal der vaskes og koges sutteflasker, fryseren skal tømmes, clockradioerne skal stilles og pludselig er klokken 1. Udmattet, men glad for atter at være hjemme, får jeg børstet tænder og går til køjs. Sikke en weekend.

Weblog-spamming er ved at blive ualmindeligt almindeligt . Heldigvis er der jo midler imod den slags, men hvad er er smart og hvad er (for?) effektivt?

Mit første forsøg var at bruge WordPress‘ indbyggede “Spam Word”-liste, men det var ikke effektivt. “Dann haben Wir anderen metoden”, tænkte jeg og installerede AuthImage – et plugin, der generer en lille grafikfil med en tekst i. Teksten skal så tastes korrekt ind i et input-felt, for at man kan poste en kommentar. Det var effektivt – der kom stort set ikke flere kommentarer til mine indlæg – hverken fra spamrobotter eller rigtige mennesker .

Ud med det – nu var der alligevel kommet en WP 1.2.2 og jeg kunne ikke mere huske alle de steder der skulle rettes.

Så nu har jeg brugt den simple løsning – jeg har omdøbt wp-comments-post.php til noget andet, så spamrobotterne ikke umiddelbart kan finde den. Det forlyder dog, at det er robotter der er smarte nok til at omgå det, men nu må jeg se. Samtidig har jeg sat min webserver op, så den blokerer for adgang til wp-comments-post.php, hvis ikke man kommer fra en side på min blog (det kan de fleste spamrobotter desværre godt “spoofe”).

Ikke desto mindre lå der 5 blog-spams her til morgen – “de” har fundet et nyt hul . Denne gang er det Trackback-funktionen, der udnyttes og den er nok lidt sværere at stoppe, uden samtidig at ødelægge en del af idéen med weblogs – at man kan skrive nye indlæg på sin egen blog og samtidig få dem til at figurere som kommentarer på en andens.