– eller hvorfor jeg startede min weblog.
Jeg hader nye sko. Jeg hader at gå rundt i skobutikker og kigge på hundredvis af sko, uden at se noget der lige falder i min smag. Jeg hader at sidde og prøve det ene halve par sko efter det andet. Jeg hader at skulle spørge personalet, om de gider hente venstre sko, så jeg kan prøve den også. Jeg hader at betale 5-700 kroner for noget fodtøj, som slides op i løbet af et halvt år.
Ikke mindst, så hader jeg at gå nye sko til! Jeg hader at skulle skille mig af med mine gamle sko, netop som de er blevet gode at gå i.
Jeg er ikke begejstret for at pudse sko, men jeg gør det alligevel – mindst én gang om ugen får alle sko et tjek og bliver pudset efter behov. Det ser pænt ud, skoene holder længere og man får ikke så let våde sokker.
Desværre går jeg meget skævt på mine fødder, så mine skosåler slides op i løbet af ingen tid. De fleste sko jeg kassérer er stadig fine i læderet, men slidt helt igennem på hælen.
For nogle uger siden måtte jeg på den igen. Maj-Britt og jeg cyklede en tur til Herlev og så på sko. Der var heldigvis et par, næsten magen til mine gamle og nedsat til 399 kroner, så dem købte jeg straks. Nu havde jeg så to par brune sko, der var ret nedslidte og kunne godt mærke at de nye støttede foden bedre. Surt 🙁
De ældste var slidt helt igennem, så man kunne se hulrummet i hælen, men det nyere par var ikke så slemt. Så jeg tænkte jeg ville prøve at høre den lokale Mr. Lihn-hælebar om der kunne gøres noget – jeg havde ikke meget håb, men det skulle prøves. Jeg må indrømme, at jeg fik min respekt for veludført håndværk reetableret! For 103 kroner fik jeg nye hælekapper på og kunne hente dem allerede næste dag! Resultatet var forunderligt – skoene var som nye, til en sjettedel af nyprisen.
Den efterfølgende lørdag tog jeg så de helt nedslidte med – det kunne jo være! Mr. Lihn fortvivlede ikke, men det større slid kostede 20 kroner ekstra og skoene var klar på en halv time! En halv time! Første gang havde jeg åbenbart afleveret dem for tæt på lukketid og derfor kunne jeg først hente dem dagen efter.
Så nu har jeg tre par excellente brune hverdagssko, hvoraf de to par allerede er gået til. Pragtfuldt!
Hvad har det så med min weblog at gøre? Jo såmænd, jeg synes simpelthen det var en så fascinerende oplevelse, at jeg var frustreret over ikke at kunne dele den med flere. Jeg manglede en weblog!
Og det vil netop være den slags ting, jeg vil bruge min weblog til – delagtiggøre omverdnen, når jeg bliver klogere. Når jeg undres. Når jeg fascineres. Når jeg irriteres. Eller når jeg keder mig 🙂
/Uffe
