Hvad er lige deres problem? Jo, de tre kolleger er dømt for vold på åben gade, et forhold de nægter sig skyldige i, men som er iagtaget af uafhængige vidner. Derudover er de dømt for at have fortsat volden i en patruljevogn, hvilket der ikke er vidner til, men kun arrestantens vudneudsagn; også dette forhold nægter betjentene sig skyldige i.
Politiassistent Anders Reinholdt udtaler til Ekstra Bladet, at “Vi kan ikke risikere at tage en anholdt med i bilen, fordi vedkommende så kan få alle dømt ved at fortælle, at han er blevet tævet og truet inde i patruljevognen”. Anders, tænker jeg så, har du nu været i kosterrummet og taget af vareprøverne? Du har tre kolleger, som fastholder deres uskyld i et forhold, hvor flere vidner har modsagt dem, vidner som Byretten har vurderet troværdige. Implicit følger, i Byrettens såvel som mine øjne, at de tre dømte er utroværdige og den utroværdighed følger med dem, over i patruljevognen. Hvorfor skulle jeg eller Byretten dog tro på dem, når vi nu ved, at de lyver om det første forhold?
Lige siden 18. maj-urolighederne i 1993, hvor Anders’ troværdige kolleger affyrede 113 skud, uden nogensinde at redegøre for, hvem der gav ordren, endsige hvem der i megafon råbte den famøse “Skyd efter benene”-ordre, har politikorpset, fra bund til top, haft store problemer med at påtage sig ansvar for de fejl, der begås. Det er simpelthen for ringe og jeg har kun foragt til overs for det.
Lad os nu se, hvad Landsretten finder ud af; det er set før, at præcedensbrydende domsfældelser fra Byretten er omstødt. Hvis det sker, så ser jeg alligevel gerne alle 17 betjente ud af systemet – deres troværdig er tabt på gulvet og hvis de bliver, så tager de troværdigheden fra deres kolleger. Hvilken lovlydig borger vil nogensinde turde sætte sig ind i patruljevogn igen? Der er jo tilsyneladende ikke grænser for, hvad betjente vil gøre, for at undgå at tage ansvar, og dermed straf, for deres fejl. Trusler mod retssystemet – det er simpelthen ynkeligt!
.
Så har jeg rundet de fire år som far. Det vil sige, at Emma & Andrea er blevet 4 år gamle og det er helt utroligt, så hurtigt tiden er gået. Man vænner sig faktisk til at have børn, med tiden, og nu virker det helt forkert, når de er væk fra hjemmet i længere tid.
